10-12-2018

Frankrig - et ny 1968?

Er det udtryk for en håbløs revolutionsromantisk holdning at håbe på, at de folkelige protester- som i den sidste måneds tid har udspillet sig i Frankrig - vil føre til en prærevolutionær situation som i foråret 1968?

Egentlig ikke.

Der er visse lighedspunkter - ligesom der også er en række forudsætninger for en prærevolutionær situation, som endnu ikke er til stede.

Jeg kom til at tænke på begivenhederne i foråret (maj-juni) 1968, da jeg hørte en båndet interview med talskvinden for den trotskistiske organisation Lutte Ouvriére - Nathalie Arthaud - på organisationens hjemmeside.

https://www.lutte-ouvriere.org/multimedia/interventions-tv-et-radio/debat-avec-nathalie-arthaud-115473.html

https://www.lutte-ouvriere.org/multimedia/interventions-tv-et-radio/debat-avec-nathalie-arthaud-115522.html

Hun burde om nogen vide, hvad hun taler om.

Som en lille trotskistisk organisation intervenerede Lutte Ouvriéres medlemmer i den strejkebevægelse, som på sit højdepunkt omfattede 3 millioner arbejdere i generalstrejke.

Den numerisk ubetydelige organisation formåede ikke at bremse de stalinistiske fagbureaukrater i CGT og deres stalinistiske partikammerater i det franske kommunistparti (PCF) forsøg på at sabotere strejkebevægelsen - og lede den ind på den reformistiske vej, som førte til forhandlinger med arbejdsgivermodparten og den repressive borgerlige statsmagt.

Det lykkedes dem i forening at afspore generalstrejken og forvandle en revolutionær situation til en forhandling om lønkrav og kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

Nathalie Arthaud talte i de 2 båndede interviews med stor begejstring om de folkelige protester vendt mod regeringen og præsident Macron.

Hun gav udtryk for sin uforbeholdne in støtte til protesterne og tilføjede, at hun håbede, at protesterne ville brede sig til arbejdspladserne rundt om i Frankrig.

Nathalie Arthaud har sikkert set visse ligheder mellem de nuværende folkelige protester og oprørsbevægelsen i maj 1968.

 

Ligheder og forskelle mellem 1968 og i dag.

Ingen kan på forhånd udelukke, at den nuværende protestbevægelse kan udvikle sig i retning af en potentielt revolutionær situation.

Som nævnt oven for blev den omfattende strejkebevægelse i 1968 afsporet af det stalinistiske dominerede fagforbund CGT og af det franske kommunistparti PCF og endte ved forhandlingsbordet.

Denne gang findes der ikke reformistiske fagforbund (CGT, CFDT og FO) som med samme styrke som i 1968 kan aflede en eventuelt kommende strejkebevægelse udgået fra virksomhederne.

Datidens venstrefløjspartier Socialistpartiet (PS) og det franske kommunistparti (PCF) er reduceret til blege afskygninger af fortidens storhed og udgør ikke umiddelbart nogen trussel mod at en landsomfattende strejkebevægelse skulle kunne blive ledt på afveje.

Objektivt set er der således intet i vejen for, at den nuværende folkelige protestbevægelse skulle kunne udvikle til en revolutionær situation.

Deri vil Nathalie Arthaud, Lutte Ouvriére sikkert give mig ret.