08-12-2018

Macron - eller kejserens ny klæder.

Den franske præsident Emanuel Macron skulle være det friske pust i fransk politik.

Ung og fremadstormende havde han gjort lynkarriere i det franske Socialistparti (PS) - og blev af sin protegé premierminister Francois Hollande udpeget til finansminister.

Macron havde tilstrækkelig politisk tæft til at se, hvorhen det bar med det parti, som han havde valgt som sin foreløbige politiske platform.

Macron havde før andre indset, at Socialistpartiet havde fremtiden bag sig.

I god tid inden næste valg sprang han ned fra sin platform og proklamerede, at han ville starte en helt ny type politisk bevægelse, som i langt højere grad end de bestående partier skulle afspejle den franske befolknings interesser og behov.

I lyntempo lykkedes det ham at få opbakning fra ny lag af politisk engagerede franskmænd, som følte sig dårligt tilpas i de bestående partier - og som ikke var tilfreds med den 5. franske Republiks måde at fungere på.

Hans nystartede bevægelse kaldte han ”En Marche”, på march (fremad må man formode).

Ved valget til den franske Nationalforsamling nedsablede En Marche de øvrige partier - og opnåede en vælgermæssig tilslutning, som var uden sidestykke i fransk politisk historie.

En Marche fik et absolut flertal af mandater i den franske Nationalforsamling og kunne nu føre sit program ud i livet ganske uhindret.

Macron slog tilmed sin modkandidat Marine Le Pen i 2. runde af præsidentvalget - og kunne krone sig selv som Frankrigs præsident.

Med absolut flertal i den franske Nationalforsamling og som præsident i den 5. Republik kunne Macron regere, som han ønskede det.

Macron har i manges øjne vist sig at være den ukronede konge, som han bevidst eller ubevidst har ønsket sig at være.

Han brød enerådigt med Socialistpartiet og skabte sin helt egen bevægelse - med forbløffende lidt politisk indhold.

Mange kommentatorer faldt på halen for hans flotte retorik - og gik bagover af beundring for hans tomme floskler.

Således roste Informations lederskribent Rune Lykkeberg ham i høje toner - og forlaget Information udgav hans totalt intetsigende bog, som skulle gøre det ud for at være det politiske grundlag for hans bevægelse.

Macron var ikke det friske pust i fransk politisk, som mange håbede på og satte deres lid til.

 

Macron - ”ny vin på gamle flasker”.

Han er og bliver ”ny vin på gamle flasker”.

Og den franske befolkning ser ud til at have indset, at Macron og hans borgerlige En Marche ikke udgør et alternativ til de mølædte borgerlige partier - og det detroniserede Socialistparti.

Macron har ført frem som en hård negl - og har siddet de advarselstegn overhørig, som udbredte dele af den franske befolkning har givet udtryk for.

Han har ladet hånt om de få fagligt organiseredes protester mod arbejdsmarkedsreformer og sat dem i skammekrogen. Han har ikke været lydhør over for deres krav om en højere mindsteløn, osv.

Som svoren tilhænger af kapitalens globalisering kan og vil han ikke forstå de mange fyrede arbejderes utilfredshed med fabrikslukninger og arbejdstidsindskrænkninger.

Han har ført sig frem som tilhænger af den Europæiske Union og dens krav til landene om at overholde de såkaldte ”konvergenskriterier” i deres økonomiske politik.

Nu går hundredtusinder af utilfredse på gaden i flere franske byer i protest mod Macrons neoliberale politik.

Det var nok ikke den massebevægelse Macron havde tænkt sig, da han igangsatte sin En Marche.

Dette er en anderledes radikal bevægelse, som formodentlig ikke vil stille sig tilfreds med tilbagetrækning af afgifter på benzin, en mindre forhøjelse af mindstelønnen og genindførelse af formueskatten.

 

Hvilken massebevægelse?

Hvilken karakter har protestbevægelsen?

Der er ikke tvivl om, at protesterne er ment alvorligt.

Der er heller ikke tvivl om, at de er meget udbredte i befolkningen.

Bevægelsen har tilsyneladende heller ikke nogen ledere.

Den er ikke som ellers dirigeret hverken af den politiske venstrefløj eller af de små franske fagforbund.

Som alle protestbevægelser forsøges den infiltreret af de politiske fløje.

Uden tvivl ser højreekstreme grupper deres snit til at dreje bevægelsen i deres retning.

Også Jean Luc Melenchons La France Insoumise har udtrykt sin støtte til bevægelsen.

Bevægelsens krav peger i mange retninger.

Et eksempel:

Krav om tilbagetrækning af klimavenlige afgifter på fossile brændsler kan således tolkes som en miljøvenlig politik fra Macrons side.

Men bliver ikke opfattet som progressiv af de utilfredse masser, som opfatter afgifterne som endnu et forsøg på at gøre livet sværere for de, der bor langt fra offentlige transportmidler i provinsen.

En klimavenlig politik fra Macrons side bliver af de protesterende opfattet som en udgiftskrævende beskatning af deres foretrukne transportmiddel.

’La France profonde’ (det dybe Frankrig) støder her sammen med byernes elite.