01-11-2018

Ayatollah Khomeinis lange arm.

En eftermiddag i 1990’erne kom jeg gående ned ad Algade i Roskilde.

Her stod en høj mørk mand med et ringbind i hånden.

Manden hidkaldte mig og spurgte, om jeg kendte til forholdene i hans hjemland Iran.

Jeg bekræftede det - og lyttede interesseret til hans beretning om sit hjemlands sørgelige tilstand.

Han åbnede sit ringbind og viste mig billeder af personer, som angiveligt var blevet tortureret af regimets bødler.

Han spurgte, om jeg ville give et bidrag til kampen mod de sorte mullaher i Iran.

Han bad mig udfylde en seddel med navn og adresse, hvor jeg forpligtede mig til at yde et engangsbeløb på 200 kr.  

Et stykke tid senere blev jeg ringet op af en repræsentant, som spurgte mig, om hans organisation af eksil-iranere måtte besøge mig på min bopæl.

Jeg sagde ja - og tænkte ikke nærmere over, hvad det ville indebære.

Et par uger senere bankede det på min dør.

Uden for stod 2 kvinder klædt i gråt og med tildækket hoved.

Spontant og af gammel vane ville jeg give dem hånden som velkomst.

Den ene gråklædte kvinde gengældte ikke min hilsen, men satte sin hånd op foran sit hjerte og forklarede meget pædagogisk, at hun (som muslim) ikke gav hånd (til en for hende ukendt) mandlig person.

Jeg undskyldte - og bad dem komme inden for.

Den ene af de 2 kvinder førte ordet, mens den anden sad tavs ved siden af.

På et tidspunkt brød den tavse ledsager ud i en klynkende gråd, da den mest talende fortalte om hendes folks frygtelige vilkår i de sorte mullahers Iran.

Hun fortalte, at regimets sorte mullaher rask væk slog sine politiske modstandere ihjel og efterlod de dræbtes børn forældreløse.

Næste gang jeg fik besøg af den eksil-iranske gruppe, ankom ikke 2 kvinder - men 2 jakkeklædte mænd.

Rollefordelingen mellem dem var den samme. En talte, mens den anden sad tavs - og så meget berørt ud.

Organisationen støttede efterladte børn efter deres dræbte eller fængslede medlemmer.

Den bedste måde at støtte organisationen på, ville være at blive ”fadder” til et af de forældreløse børn.

Han åbnede et ringbind over potentielle emner, som manglede en ”fadder” som mig.

Han viste mig et billede af en mindreårig pige, som efter sigende skulle have mistet sine forældre, som havde kæmpet mod de sorte mullahers bestialske regime i Iran.

Nu var det op til mig, om jeg ville indtræde i rollen som fadder for den lille forældreløse pige.

Han forklarede, at det ville indebære, at jeg ydede et økonomisk bidrag til den daglige husholdning i den plejefamilie, som hun tilsyneladende befandt sig hos.

Det var op til mig at bestemme, hvor stort et beløb jeg ville bidrage med.

Og jeg skulle vide, at beløbet fra kunne fratrækkes i skat. Han viste mig, at hans organisation var godkendt af de danske skattemyndigheder som indsamlingsberettiget.

Han foreslog, at mit månedlige bidrag i understøttelse skulle være på 2.000 kr.

På daværende tidspunkt havde jeg som arbejdsløs ikke en fast indkomst og jeg forklarede ham, at jeg umuligt kunne afse så stor en sum.

Samtalen forstummede langsomt - og jeg sagde, at jeg ville tænke over, om jeg i det hele taget var i stand til at leve op til mit ”fadderskab”.

Organisationen havde åbenbart hårdt brug for ”faddere” til de mange forældreløse børn, hvis forældre havde måttet lade livet i kampen mod Irans regerende sorte mullaher.

For i den følgende tid ringede en mandlig stemme adskillige gang for at spørge om, jeg var nået frem til en afklaring på mit ”fadderskab”.

Antallet af telefonopringninger tog til - og jeg virkede nu ikke længere interesseret i at bidrage til mit ”fadderskab”.

Til sidst blev jeg så træt af de gentagne afpresningsforsøg, at jeg bad om, at organisationen ville ophøre med at kontakte mig.

Jeg undlod at give ham den forklaring, som han godt selv kendte og lod ham forstå, at jeg ikke længere var interesseret i at yde mit bidrag.

De oppositionelle eksil-iranere havde forspildt deres chance for at få mit bidrag til deres i øvrigt retfærdige og berettigede kamp mod Irans sorte mullaher.

 

Forløbet rinder mig i hu, når jeg læser om den iranske efterretningstjenestes forsøg på at gøre det af med sine religiøse og politiske modstandere.

Truslen mod eksil-iranere er særdeles reel og bør ikke undervurderes eller helt ignoreres.

Adskillige gange har den iranske efterretningstjeneste slået til mod sine modstandere - og forsøgt at dræbe disse.

Også i Skandinavien har iransk hyrede lejemordere forsøgt at dræbe modstandere af regimet.

I Norge skete det en morgen i oktober 1993, da en ukendt gerningsmand forsøgte at myrde forlagsredaktør William Nygaard.

Nygaard havde dristet sig til at udgive Salman Rushdies ”Sataniske Vers” på norsk.

Ayatollah Khomeini og det iranske præsteskab opfattede Rushdies bog som blasfemisk - og udstedte en dødsdom over ham.

Ayatollahen satte tilmed en dusør på hans hoved - og foranstaltede en verdensomspændende menneskejagt på blasfemikere.

Gerningsmanden, som forsøgte at myrde den norske forlagsdirektører blev aldrig fundet - og drabsforsøget er stadig uopklaret.

 

Kilde:

Odd Isungset: Hvem sköt William Nygaard. Tiden Norsk Forlag. 2010.