30-10-2018

Pseudo-trotskisme.

Leo Trotsky hed den russiske revolutionære marxist, som 1938 grundlagde en ny 4. Internationale på ruinerne af Lenins - af Stalin ødelagte - 3. Internationale.

Hvad blev der af den? Eksisterer den stadigvæk?

Ja. I alt fald var der indtil for få årtier siden indtil flere konkurrerende Internationaler.

Den bedst kendte Internationale, som endnu gør krav på navnet 4. Internationale - og som skilter med sit tilhørsforhold til den russiske revolutionære marxist Leo Trotsky - kaldte sig en gang ”4. Internationales Forenede Sekretariat”.

I dag kalder det sig for ”4. Internationales Udøvende Bureau” - og skilter med at have mange nationale sektioner under sine vinger.

På det ”Udøvende Bureaus” sidste kongres i februar 2018 refererer kongressens tekster ikke med ét ord til Trotsky og hans revolutionære marxisme.

Det ny modeord i den selvbestaltede 4. Internationale hedder ”økosocialisme”.

Det ”rød-grønne” alternativ til kapitalisme formodes. Men er kapitalismen da ikke ved at forvandle sig selv til at blive grøn?

Er det ikke snarere en kapitalistisk dagsorden?

Kongressen erklærede det som sit formål at ”konstruere partier, som er nyttige i klassekampen… […] Det ultimative mål med disse partier er at frigøre sig fra det eksisterende [kapitalistiske] system, selv om dette mål udtrykkes i helt generelle termer.”

For disse partier drejer det sig om at engagere deres militante ”til at blive en integreret og loyal de i opbygningen og i ledelsen af disse partier, ikke at være i disse med det ene formål at rekruttere eller at vente på at afsløre eventuelle forræderier.”

Hvilke partier taler kongressens tekst om? Reformistiske arbejderpartier eller et hvilket som helst (borgerligt) parti?

Kammeraterne i den selvbestaltede 4.Internationale har opgivet ethvert forsøg på at skabe klasseuafhængige arbejderpartier, som det var tilfældet, da Trotsky skabte sin 4. Internationale 1938.

Den trotskistiske organisation Lutte Ouvriére illustrerer i sin november udgave af sit månedstidsskrift hvad en sådan principløs politik kan føre til med Brasilien som eksempel.

Det brasilianske Arbejderparti (PS) blev dannet i 1981.

Partiet kaldte sig hverken marxistisk, socialistisk - slet ikke kommunistisk.

Dets styrke lå ikke i dets ideer eller principper, men i partiets indflydelse i den brasilianske arbejderklasse via tusinder af fagforeningsmedlemmer, som havde organiseret kampen mod militærdiktaturet, som sad indtil 1984.

Partiets ledelse bestående af fagforeningsfolk, militante kristne og socialdemokratiske intellektuelle sigtede fra starten af på at erobre regeringsmagten.

Partiets ledelse tolererede de første mange år tilstedeværelsen af revolutionære medlemmer som trotskister og maoister - i det omfang at disse kunne være til nytte for partiet.

4. Internationales Udøvende Bureau havde også sine tilhængere i det brasilianske Arbejderparti.

Fraktionen kaldte sig Socialistisk Demokrati (DS). I 1986 erklærede DS sig for en anerkendt ”tendens” i Arbejderpartiet.

Da Lula i 2003 blev præsident fik den ”trotskistiske” tendens 10 % af stemmerne ved de interne valg i partiet - og talte omkring 400 medlemmer.

Nogle af disse havde stillinger som borgmestre, medlemmer af parlamentet, senatorer, ministerielle rådgivere og administratorer.

Guvernøren i delstaten Rio Grande do Sul og borgmesteren i delstatens hovedstad Porto Alegre tilhørte denne ”trotskistiske” tendens.

Sågar en minister Miguel Rosetto var minister for Landlig Udvikling i Lulas første regering og fik til opgave at gennemføre landbrugsreformer.

Lula nød i en række år godt af gunstige økonomiske konjunkturer og formåede at trække store dele af den brasilianske befolkning ud af fattigdom og landet ud af sin økonomiske underudvikling.

I de 13 år Arbejderpartiet var ved magten i Brasilien i koalition med forskellige borgerlige partier, formåede de trotskistiske ”entrister” i Arbejderpartiet ikke at gøre op med Lulas reformistiske projekt om at overtage det eksisterende statsapparat.

Resultatet blev, at Arbejderpartiet lod sig inkorporere i det borgerlige statsapparat - og fik lov at administrere det på den herskende klassers vegne.    

De trotskistiske ”entrister” i DS formåede ikke at dreje Arbejderpartiet væk fra dets reformistiske linje.

Det ”Forenede Bureaus” brasilianske sektion endte som administratorer af den brasilianske stat - og ikke som de revolutionære militante, som det var tiltænkt.  

Fra begyndelsen kritiserede medlemmer af DS Lulas udskydelse af de statsansattes funktionærers pensionsalder og nedsatte pensioner.

I 2004 blev de trotskistiske ”entrister” i Arbejderpartiet ekskluderet og dannede omsider deres egen selvstændige organisation Partiet for Socialisme og for Frihed (PSoL).

Havde 4. Internationales brasilianske sektion været med i en sand 4. Internationale, hvor princippet om demokratisk centralisme gjaldt, havde alle medlemmer ad DS forladt Arbejderpartiet.

Det gjorde alle ikke, da 4. Internationale ikke fungerer som en sand Internationale.

De fleste medlemmer af DS blev tilbage i Arbejderpartiet for at bevare deres poster.    

Hvilke konklusioner drog det Udøvende Bureaus 4. Internationale heraf?

Jo, nogle støttede de udtrådte medlemmer.

Andre mente, at det var mest opportunt at blive i Arbejderpartiet - forudsat selvfølgeligt at det var muligt.

Konklusionen lød: ”Arbejderpartiets udvikling førte i sidste ende ikkenogen steder” med følgende tilføjelse: ”Dette betyder ikke, at det var forkert at være med [i Arbejderpartiet]. … ”De brasilianske kammerater deltager som følge af Arbejderpartiets forræderi i opbygningen af PSoL”.

Det som skulle bevises, er hermed bevist.

Konklusionen var givet på forhånd.

Kunne skolede trotskister i det Udøvende Bureau ikke på forhånd have sagt sig selv, at hvis den brasilianske sektion uden forbehold - og uden at tone rent flag - ukritisk bifaldt Lulas reformistiske politik, så ville det ende galt?

Det virker næsten som en selvmorderisk politik, som nu vil få katastrofale konsekvenser for store dele af den brasilianske befolkning med valget af den reaktionære Jair Bolsonaro.  

 

Kilde:

https://mensuel.lutte-ouvriere.org/print/114513

https://fr.wikipedia.org/wiki/Cl%C3%A9mentine_Autain