30-10-2018

Jean-Luc Melenchon.

Jean-Luc Melenchon er en central skikkelse på den franske venstrefløj. Derfor er der grund til at beskæftige sig med ham som et politisk fænomén.

Senest har franske medier senest kastet sig over Jean-Luc Melenchon, da han under sin seneste valgkamp angiveligt har brugt et kommunikationsbureau, som også var ejet af hans kampagnechef Sophia Chikirou.  

Franske medier har desuden beskyldt ham for som medlem af EU-Parlamentet at have gjort ulovlig brug af indtægter fra fiktivt ansatte.

Franske myndigheder har grebet til drastiske midler i sin eftersøgning af hans påståede ulovlige finansiering af sin valgkampagne.

Han er blevet banket op om natten på sin bopæl og politiet har ransaget hans hjem for materiale, som er relevant for undersøgelsen.

Hans bevægelse La France Insoumie’s lokaler er ligeledes blevet ransaget - samt flere af hans nære medarbejdere.

https://www.francetvinfo.fr/politique/melenchon/campagne-de-jean-luc-melenchon-apres-les-dementis-de-sophia-chikirou-la-cellule-investigation-de-franceinfo-maintient-ses-revelations_3001119.html

https://www.francetvinfo.fr/politique/melenchon/affaires-melenchon-les-avocats-de-la-france-insoumise-veulent-un-juge-d-instruction_3003705.html

https://www.lutte-ouvriere.org/editoriaux/affaire-melenchon-un-cinema-politicien-sans-interet-114364.html

https://www.liberation.fr/france/2018/10/16/sophia-chikirou-le-maillon-faible-de-la-france-insoumise_1685841

 

Lad os se nærmere på denne tilsyneladende interessante franske venstrefløjspolitiker.

Melenchons politiske løbebane har i sandhed bevæget sig i mange retninger - ofte i zigzagkurs.   

Jean Luc blev født 1951 i Oran i Algeriet. Algeriet var på daværende tidspunkt fransk og blev kaldt Fransk Algeriet.

I begyndelsen af forrige århundrede udvandrede hans bedsteforældre fra det sydlige Spanien til Marokko.

Jean-Lucs mor var lærerinde - og opdrog sin næstældste søn katolsk.

Som dreng var han katolsk kor -og messedreng.

På et tidspunkt tog hans mor afstand fra katolicismen og Jean-Luc betegnede sig herefter som ”kultur-katolik”.

1962 blev hans forældre skilt - og Jean-Luc drog sammen med sin mor til Frankrig og startede en ny tilværelse, hvis opholdssted var bestemt af moderens muligheder for at få job som lærer.

 

Jean-Luc giftede sig og fik i 1974 en datter Maryline Camille.

[Hun fik senere en karriere som politiker i det franske Socialistparti (PS) og blev viceborgmester i 4. arrondissement i Lyon fra 2002-2009.

Hendes livsledsager er Gabriel Armard, som blev national sekretær i det af Jean-Luc Melencon grundlagte Parti de Gauche].

Jen-Luc har været meget diskret omkring sit privatliv og hævder efter sin skilsmisse fra sin hustru at være single.

Det franske medie Mediapart skrev i oktober 2018, at han har et mere end forretningsmæssigt forhold til sin medierådgiver Sophia Chikirou.  

Han benægter at skulle have et forhold til den 28 år yngre Sophia Chikirou.

 

Politisk karriere.

Mens vi ikke ved ret meget om Melenchons privatliv, ved vi en del mere om hans politiske karriere.

Melenchons politiske løbebane har været præget af en del omskiftelser. Det er ikke for meget sagt, at den har antaget karakter af et zigzag-løb.

Han blev som helt ung gymnasieelev kastet ud i de franske studenters revolte i 1968.

Studenterbevægelsen var domineret af de forskellige fraktioner på venstrefløjen.

Stalinister, socialister og trotskister.

 

Trotskist.

Jean-Luc foretrak den trotskistiske gruppe OCI (Organisation Communiste Internationaliste), som han tilsluttede sig i 1969.

Efter de heftige gadekampe i adskillige franske byer forbød regeringen en række organisationer på de politiske yderfløje.

Også OCI blev forbudt - og medlemmerne måtte gå under jorden i illegalitet.

Jen-Luc forsatte sit politiske virke under jorden - og blev under pseudonymet ”Santerre” leder af cellen i Besancon fra 1972-1976.

Også den senere franske premierminister for Socialistpartiet Lionel Jospin var medlem af OCI.

Herfra er der en vis uklarhed om Melenchons løbebane.

Ligesom i tilfældet Lionel Jospin er det uklart, hvornår medlemmer af OCI forlod organisationen.

Efterfølgende har Melenchon tillagt LIP-arbejdernes kamp for bevarelse af deres lukningstruede ur-fabrik i Besancon i 1974 som årsagen til, at Melenchon nu tog afstand fra sin organisation OCI’s leninistiske partimodel, som han nu betegnede som ”avantgardisme”.

Hvorvidt det var tale om et politisk opgør med OCI’s angivelige leninistiske organisationsteori - eller om der var tale om trotskistisk ”entrisme” i det franske Socialistparti er - frem til i dag - uklart.

En kendsgerning er det imidlertid, at Melenchon i september 1976 blev optaget i Socialistpartiet (PS).

Og en kendsgerning er det, at Melenchon nu gik i gang med en ny fase i sin politiske karriere.

 

Socialdemokrat.  

Centrum-venstre-politikeren Francois Mitterand ville genskabe sin politiske karriere og stiftede i 1971 Socialistpartiet.

Mitterands Socialistparti havde intet historisk til fælles med det hedengangne SFIO, som var forblødt under 2. verdenskrig.

Melenchon støttede fra starten af sit medlemskab af Socialistpartiet Mitterand - og stod i modsætning til partiets venstrefløj.

I 1983 meldte Melenchon sig ind i Grand Orient de France, den største loge i Frankrig.

Han støttede logens ideer om Frankrig som republik og verdslighed.

Hans karriere tog fart, da han i 1986 blev medlem af det franske Senat (overhus).

Melenchon opfattede sig som tilhørende venstrefløjen i Socialistpartiet - og deltog ivrigt i fløjkampen om partiets ledelse.

I 1992 støttede han fransk tilslutning til EU’s Maastricht-traktat og betegnede den som udtryk for ”et venstreorienteret kompromis”.

I sin tale i det franske Senat betegnede han euroen som ” et vigtigt instrument, som vil gøre Europa til bærer af civilisation, kultur, af et solidaritetsnet” rettet mod ”dollaren som i sig bærer volden”.      

[Compte rendu integrale de la 31. seance de la seconde session ordinaire du Senat, p. 1453 et suivi].

Han beklagede i sin tale i det franske Senat det danske ”Nej” til Maastricht - og manede til besindelse over at have forspildt en historisk chance, som ville komme til at koste de nej-stemmende dyrt.

[idem, op. cit.]

Melenchon fortrød dog hurtigt sit fejlagtige standpunkt og tog nu afstand fra Maastricht-traktaten, men forsvarede stadig Euroen.

I1996 fremlagde han et forslag på Socialistpartiets kongres om at ”vende Maastricht-siden”, med andre ord afvise den.

Samme år dannede han stadig som medlem af Socialistpartiet La Gauche Socialiste.

Skønt han var Mitterand-tilhænger, gav han dog sin støtte til Michel Rocard som partiets generalsekretær - og fik dermed adgang til partiets ledelse.

Melenchon fik ansvar for partiets presse.

I 1998 stillede han op til posten som generalsekretær i Socialistpartiet og tabte stort til Francois Hollande (Melenchon fik knap 9 % af stemmerne).

Nederlaget var en ydmygelse af Melenchon - og han begyndte at se sig om efter andre veje.

1998 stemte han imod at lade den franske Nationalbank indgå i den Europæiske Centralbank, men var nu tilhænger af Euroen.

1999 stemte Melenchon imod forfatningsudkastet til en ny EU-traktat.

Efter at have sagt nej til to ministerposter i 1997, takkede han ja til posten som minister for Erhvervsuddannelserne i 2000.

Efter sin ministerpost som ophørte med Jospins nederlag ved valget i 2002, indså Melenchon, at hans tid i Socialistpartiet var forbi.

Stadig medlem af partiet dannede han Pour la Republique Sociale uden for Socialistpartiet.

Ved præsidentvalget 2007 støttede han Laurent Fabius som kandidat for Socialistpartiet, som imidlertid ikke opnåede stemmer nok ved det interne valg i Socialistpartiet.

 

Ude af Socialistpartiet.  

7. november 2008 forlod han Socialistpartiet og dannede sammen med resterne af det franske kommunistparti (PCF) Parti de Gauche.

Forbilledet var det tyske die Linke, som eks-socialdemokraten Oscar Lafontaine havde været med til at stifte i Tyskland.

2009 blev Melenchon valgt til Europa-Parlamentet, hvor han stadig sidder.

2011 stillede han op for Front de Gauche til præsidentvalget og fik 11 % af stemmerne i første runde.

Han fik støtte fra PCF og fra NPA (Nouveau Parti Anti-capitaliste), som paradoksalt nok ikke støttede sin egen kandidat Poutou.

I 2. runde opfordrede den slagne Melenchon til at støtte socialdemokraten Hollande ”uden at kræve noget til gengæld”, som han udtrykte sig.

Hvordan gik det til, at Jean-Luc Melenchon havnede der, hvor han befinder sig i dag?

Der er sikkert mange forklaringer. Men er sikkert.

Historien om Melenchons udvikling fra revolutionær marxist i trotskistiske OCI til reformist i Socialistpartiet og til demagogisk venstrepopulist i La France Insoumise er en trist historie om en persons politiske forfald.

Spørgsmålet melder sig: Hvorfor formåede trotskistiske OCI ikke at holde fast i tømmerne på sin ”trojanske hest” i Socialistpartiet?

Svaret er: Fordi OCI - som så mange andre organisationer på den yderste venstrefløj - ikke havde tilstrækkelig basis i befolkningens arbejdende klasser og lag.

Det viste sig at være umuligt for enkeltpersoner som Melenchon og Jospin fra OCI at holde fast ved sine revolutionære marxistiske standpunkter i en langt større og organisatorisk stærkere organisation som Socialistpartiet.

Det langt større reformistiske - og i dag borgerlige Socialistparti vil altid gå af med sejren - og de revolutionære kræfter vil forvitre.

Når først vejen er banet for reformisme, ligger det lige for at falde for borgerlig parlamentarisme - og acceptere den borgerlige stat.

Glemt er ungdommens lære om klassekamp - og knusning af det borgerlige statsapparat.

Melenchons La France Insoumise har efter min mening ikke nogen fremtid, men vil føre en demagogisk venstre populistisk politik, som ikke gavner den arbejdende befolkning - og som paradoksalt nok afspejler sin antipode på den yderste højrefløj.

         

Kilde til den historiske del:  

https://fr.wikipedia.org/wiki/Jean-Luc_M%C3%A9lenchon