25-10-2018

Helbredstjek.

Min ny læge - som jeg fik i forgårs - bad mig få klinikkens sekretær finde en tid til at få taget en blodprøve og et hjertediagram.

Sekretæren fandt en tid dagen efter mit lægebesøg.

Min tid hos lægesekretæren var 13.30.

Jeg indfandt mig i god tid - og indtog min plads i klinikkens venteværelse.

Jeg taster mig ind manuelt, da mit skærmen ikke registrerer mit sygesikringskort, da jeg kører det igennem.

Den er god nok, systemet har registreret mig og min tid til konsultation.     

Ventetiden gav mig rig lejlighed til at iagttage klinikkens mange (rigtigt mange fik jeg senere at vide) besøgende klienter.

Blandt de ventende klienterne genkendte jeg en ældre dame, som var dårligt gående og som støttede sig til krykke.

Hun genkendte ikke mig, skønt hun hilser på mig, når hun ser mig i den klynge rækkehuse, som vi begge bor i.

Hun bliver kaldt ind før mig.

Nu må det snart være min tur, siger jeg til mig selv.  

Jeg benytter ventetiden til at iagttage den linde strøm af klienter, som finder vej gennem døren ind til klinikken.    

Et yngre dansk ægtepar med en lille dreng.

Den syge patient synes dog at være moderen. Af samtalen med sin mand forstår jeg, at hun ved en given lejlighed har skullet udføre nogle gymnastiske øvelser, som hun ikke kunne, da hendes knæskal drillede hende.

De bliver kaldt ind.

En midaldrende mand med rollator har forsøger at tjekke sig med sit sygesikringskort, men opgiver.

Jeg forudser, at han vil have svært ved at komme ind ad døren, som skal tvinges op.

Jeg rejser mig og åbner døren for ham.

Han siger, at han plejer at klare at kunne komme ind gennem døre - selv med en rollator.

Han går hen til den åbne rude indtil sekretærerne og meddeler dem, at han ikke kunne tjekke ind med sit sygesikringsbevis.    

Dernæst sætter han sig ned på stolen ved siden af min.

Nu spejder en lille indvandrerpige ind gennem ruden i døren ind til venteværelset.

Efter hende følger hendes to mindre søskende efterfulgt af deres forældre.

Jeg ser straks, at det er den samme familie, som jeg hørte og så, da jeg samme formiddag handlede i den lokale Netto-forretning.

De 3 børn giver sig straks i lag med det legetøj, som klinikken har stillet til rådighed i den ene ende af lokalet.

I deres leg støjer børnene knap så meget, som de gjorde i Netto.

Faderen sætter sig ned og iagttager børnenes leg. Moderen sætter sig ligeledes ned og har travlt med at kigge ned på sin IPhone.

Når børnene bliver for støjende, slipper hun dog blikket fra sin IPhone og deltager i børnepasningen.  

Nu har uret passeret kl. 13.30 - og jeg er endnu ikke blevet kaldt ind.

Med en halv times forsinkelse kalder sygeplejersken mig ind.

Hun undskylder forsinkelsen og forklarer, at det skyldtes, at klinikkens 3 sygeplejersker ikke kunne få blod ud af årene på en ældre patient.

Hun konstaterer, at jeg skal have taget en blodprøve og lavet et hjertediagram.

Hun spørger mig, om ”min” læge har fortalt mig, hvad min blodprøve skal vise.

Jeg mumler, at det vist nok er for at se mit blods kolesterolindhold og blodsukkerprocent.

Ja”, siger hun og tilføjer de indre organer - tal for lever og nyre.

Vi får en afslappet snak om, hvad jeg gør for at holde mig sund og rask og stikker nålen i en blodåre i armen.

Blodet pibler kun langsomt ned i røret.

Hun sætter elektroder fast forskellige steder på min krop og laver et hjertediagram.

Hun beder mig tie stille, mens hendes computer registrerer min hjerterytme.

Hun lover mig en udskrift af hjertediagrammet, som jeg får stukket i hånden.   

Til trods for sin forsinkelse virker hun ikke stresset.

Hun spørger om jeg og ”min” læge har talt om, hvorledes jeg får resultatet af min blodprøve.

Jeg siger, at vi har aftalt, at jeg skal maile til hende - og få resultatet, når prøven er analyseret.

Jeg fortæller hende, at jeg dagen forinden havde besvær med at logge mig ind via klinikkens hjemmeside - og se min tid for konsultation.

Sygeplejersken instruerer mig herefter på skærmen, hvordan jeg gør.

Jeg har fået en mere tilfredsstillende behandling af klinikkens sygeplejerske end under gårsdagens lægekonsultation.

Da jeg kommer ud fra sygeplejerskens rum, sidder den midaldrende mand med rollator stadig og venter.

Vi havde allerede indledt en samtale, før jeg blev kaldt ind.

Den genoptager vi nu.

Torben fortæller at han for nylig fik en blodprop i højre side af hjernen - og som følge deraf blev delvis lam i venstre side.

Han har lige siden sin blodprop kæmpet med sit helbred og været til utallige kontroller og helbredstjek.

Torben fortæller beredvilligt, at han havde glædet sig til at gå på pension efter et langt arbejdsliv som fængselsbetjent.

I mange knoklede år han som fængselsbetjent i Vridsløse og Herstedvester Fængsel.

Han fortæller, at han på Herstedvester Fængsel havde daglig omgang med fanger idømt for en behandlingsdom - og med fængslet psykiatrikere.

Han havde mange døgnvagter og meget overarbejde, som betjentene fik udbetalt i overarbejdspenge.

Fængselsvæsenet er underbemandet - og ser ikke gerne at personalet afspadserer sine overarbejdstimer.

Arbejdet tog hårdt på hans helbred og han følte sig udbrændt - og ville stoppe med sit arbejde som fængselsbetjent.

Men fængslets ledelse ville beholde den ældre erfarne betjent - og opfordrerede ham til at fortsætte.

Det hårde arbejde sled på hans helbred.   

Torben havde i lang tid klaget over manglende følelse i sine ben. Men hans egen læge mente ikke, at det var nødvendigt at foretage sig noget i den anledning.

En dag gik det helt galt - og Torben blev ramt af en blodprop i højre del af hjernen.

Han blev delvist lammet i venstre side - og har siden gået med rollator.

Hans ben kan næsten ikke bære ham - og han må støtte sig til sin rollator.

Her bagefter sin blodprop mener han, at nogen i systemet burde have indset at han var i farezonen.

Han var ryger og holdt sig ikke tilbage med at indtage alkohol.

Torben glædede sig de sidste år på arbejdsmarkedet til at komme på pension som tjenestemand.

Men han nåede det ikke, og må nu friste en tilværelse som handicappet.

Torben fortæller, at han hver dag indtager 12 piller (4 af hver slags), hvilket han mener er for mange.

Pillerne ødelægger hans mave og har bevirket, at han har mistet appetitten.

Til trods for sin triste tilstand har han dog ikke mistet modet.

På næste torsdag skal han på Slagelse Sygehus have indopereret en ballon i lysken, som forhåbentlig vil hjælpe på den dårlige blodtilførsel til benene.

Jeg ønsker ham held og lykke med hans operation - og forlader klinikken.  

Jeg priser mig lykkelig over at være nået langt i mit liv uden de store skavanker - og synes ikke længere, at mit mildt forhøjede blodtryk er værd at snakke om.  

Læren af Torbens triste skæbne må være, at det gælder om at stoppe på det rette tidspunkt på arbejdsmarkedet, hvis du kan mærke, at dit helbred ikke kan holde til racet længere.

Sørg for at holde op i tide, før det er for sent.