23-10-2018

Lægekonsultation.

Jeg har for nyligt skiftet læge.

Min forhenværende læge måtte desværre - på grund af en blodprop i hjernestammen - opgive at fungere som praktiserende læge.

Han og jeg havde ellers udviklet et næsten fortroligt forhold omkring mit helbred.

Han kendte til mine legemlige skavanker så som mit for høje blodtryk - og sammen fandt vi frem til den rette behandling og medicinering.

Jeg var nødt til at finde en afløser for min praktiserende læge.

Jeg undersøgte sagen og fandt ud af, at der i den lille stationsby hvor jeg bor, kun findes 2 lægeklinikker.

Den ene havde lukket for tilgang, men den anden havde endnu åbent for tilgang af ny klienter.      

Via klinikkens hjemmeside bestilte jeg en konsultation til tirsdag 23. oktober for at få mit blodtryk tjekket.

Klinikken lå på en sidevej til den ene af de to hovedfærdselsårer i byen.

Jeg tjekkede ind lidt før min tid for konsultation kl. 9.15 - og jeg satte mig til at vente i venteværelset.

En lind strøm af patienter blev med mellemrum kaldt ind til konsultation - blot ikke jeg.

Havde jeg ikke tjekket ordentlig ind? Eller var jeg ikke blevet registreret i klinikkens system?

Jeg rejste mig og fik fat på en af klinikkens læger og gjorde hende opmærksom på, at jeg havde ventet mere en halv time på at blive kaldt ind til konsultation.

Kollegaen spurgte mig, hvilken læge jeg skulle til konsultation hos - og jeg nævnte hendes navn.

Kollegaen lovede at give ”min” læge et praj om forsinkelsen.

Kort efter dukkede en yngre kvindelig læge op og kaldte mig ind.

Du er nok ny i klinikken?”, spurgte hun. Og fortsatte: ”Hvor kommer du fra”?

Jeg: ”Fra Roskilde”.

Hun: ”Lad os lige se, om din journal er overført”.

Jeg har medbragt en oversigt over mine blodtryksmålinger for oktober måned i den tro, at det vil hjælpe hende til at forstå mit blodtryksproblem.

I mellemtiden har hun på sin pc fundet frem til min journal og konstaterer, at jeg gennem tiden har fået en række forskellige medikamenter.

Hun spørger mig om, hvad det er for medikamenter - og jeg svarer prompte, at det er medikamenter for nogle hudlidelser og mod for højt blodtryk.

Vi bliver enige om, at hun vist godt kan stryge medikamenterne mod hudlidelserne - og lade de andre stå tilbage.

Dernæst spørger, hvem der har ordineret mine 2 præparater mod forhøjet blodtryk.

Hun tilføjer i farten: ”Er det en speciallæge?”

Nej”, svarer jeg. ”Det er min egen (forhenværende) læge”.

[hvilket i øvrigt fremgår af journalen]

Hun kontrollerer for en sikkerheds skyld det ene af de to medikamenter for forhøjet blodtryk på samme hjemmeside, som jeg dagen forinden har benyttet.

Efter et længere forløb har vi sammen fundet frem til netop denne kombination af medikamenter”, siger jeg.    

Hun skæver til mit medbragte excel-ark med mine blodtryksmålinger - og et hurtigt overblik fortæller hende, at mit blodtryk jo er helt normalt.

Det er jo helt normalt”, siger hun.

Hun kigger på doseringen af mine 2 medikamenter og mener ikke, at de behøver at være så høje, som angivet i min journal.

Vi sætter dem lidt ned”, siger hun så.

Hun spørger derefter, hvorfor jeg tager mit blodtryk hver dag.

Det har jeg gjort de sidste 10 år”, svarer jeg.

Det behøver du ikke”, siger hun skyndsomt og tilføjer: ”Det er nok at tage det et par mange en gang i mellem”.

Jeg konstaterer, at jeg foretrækker at føre kontrol med mit blodtryk, da det kan variere meget fra dag til dag og fra uge til uge - og jeg aldrig kan være helt sikker på, at det er stabilt.

Hun forstår ikke mit svar og ser for sig en ”kontrolfreak” som er unødigt ængstelig for sit blodtryk.

Hvis du tager dit blodtryk for ofte, er det blot med til at sætte dig i en unødvendig stresstilstand”, siger hun belærende.

Det er underforstået, at mine hyppige målinger blot vil stresse mig - og således påvirke mit blodtryk negativt.

Jeg afviser det og siger, at jeg for længst har affundet mig med mit blodtryk, og at mine hyppige blodtryksmålinger ikke påvirker mig i nogen retninger.

Jeg har gjort det i så mange år, at det er blevet en (dårlig) vane.

Hun lytter skeptisk til mig - og jeg afslutter punktet ved at fortælle hende, at jeg forstår hvad hun siger - og tager det til efterretning.

Jeg har dagen før min konsultation læst om mine 2 medikamenter mod for højt blodtryk og ved derfor, at der kan være visse bivirkninger af medicinen.

Derfor bør blodtrykspatienter jævnligt kontrolleres for hjerterytme - og have taget blodprøver.

Hun kontrollerer hurtigt resultatet af min sidste blodprøve og konstaterer, at mit kolesteroltal - og øvrige indikatorer ser fine ud.

Jeg får besked på at få 1 af klinikkens 2 sekretærer til at finde en tid til at få taget et hjertediagram og en blodprøve.

På vej ud ad døren støder jeg på en ældre dame fra samme bebyggelse af rækkehuse, som jeg selv bor i.

Hun har været inde og få sit årlige helbredstjek.

Hun er i færd at hjælpe en klient i at tjekke ind via sit gule sygesikringsbevis.

Skærmen vil ikke tage sygesikringsbeviset - og for en gangs skyld kan jeg hjælpe med noget elektronisk, da jeg tjekkede ind ved at taste mit CPR-nummer.

Min næsten-nabo fortæller mig, at klinikken har fået tildelt 600 ekstra patienter, fordi en klinik i nabobyen er ophørt.  

Vores klinik er derimod ikke blevet tildelt en ekstra læge af Regionen.

Jeg forstår nu bedre det stress, som prægede min konsultation og ”min” ny praktiserende læge.

Hun havde helt åbenlyst ikke set min journal før jeg trådte ind i hendes konsultationsværelse.

Jeg længes pludseligt efter min forhenværende praktiserende læge, som desværre fik en blodprop - og måtte ophøre med at praktisere.

Jeg sender ham en venlig tanke om god bedring.

Efter dagens oplevelse forstår jeg bedre, at min forhenværende læge gik ned med stress.

For det vel årsagen til hans blodprop?