01-10-2018

2 politologiske Århus-professorers politiske snæversyn.

2 professorer fra Århus Universitet Jørgen Møller og Svend-Erik Skaaning begge professorer i politologi har skrevet en bog med titlen ”Demokrati i en krisetid. Mellemkrigstidens Europa.”

Bogen er omtalt af Troels Heeger i Berlingske 29. september 2018.

Det bemærkelsesværdige ved mellemkrigstiden var ifølge de 2 professorer ikke, ”at en lang række af kontinentets unge demokratier forvandlede sig til fuldtonede diktaturer.”

Det bemærkelsesværdige var derimod, at ”gamle demokratier” som Danmark, Sverige, Holland, Frankrig, Belgien og Storbritannien stædigt holdt fast i demokratiet, indtil de blev besat af Nazityskland.

De 2 professorer bryder sig ikke om, at der drages paralleller fra 1930’ernes dybt alvorlige krise - og tiden i dag.

Jørgen Møller udtaler:

Alle de advarsler om, at demokratiet kan bryde sammen i Vesteuropa, er der intet belæg for. Det er da muligt, at der er nogle nye bekymrende ting undervejs, men man kan ikke pege tilbage på mellemkrigstiden og sige: Se, hvor galt det kunne gå”.

De 2 professorer skriver i deres bog:

”… Alene ved at betone den demokratiske arv fra før 1918 [?] ville en iagttager i 1919 have kunnet forudsige, hvilke demokratier der ville overleve, og hvilke de ville bryde sammen.”

Ja, i bagklogskabens klare lys kan vi alle spille kloge.

 

I artiklen undgår de behændigt at omtale Weimarrepublikken i Tyskland, som blev dannet efter 1. verdenskrig.

Weimarrepublikken var prototypen på en borgerlig-demokratisk republik, som blev skabt på ruinerne af det slagne Kejser-Tyskland.

Weimarrepublikken var i forfatningsmæssig forstand et mønstereksempel på en borgerlig demokratisk styreform.

Men historien viste, at de samfundsmæssige kræfter bag Weimarrepublikken i længden var for svage til at yde modstand mod alle de kræfter i efterkrigstidens Tyskland, som ikke ønskede et borgerligt demokrati.

Weimarrepublikkens (udemokratiske) modstandere sejrede endegyldigt med Hitlers udnævnelse til Rigskansler i 1933.

Forklaringen på Weimarrepublikkens sammenbrud er ifølge de professorer, at førkrigstidens Tyskland ikke var demokratisk.

Det var til gengæld Danmark.

I 1901 indførtes det såkaldte systemskifte, som betød at det største parti i Folketinget partiet Venstre kunne danne regering.

I mellemkrigstiden (1918-1945) regeredes Danmark af en koalitionsregering af Socialdemokratiet og Det radikale Venstre (Stauning-Munch).

Denne regeringskonstellation ledte Danmark gennem 1930’ernes krise.

Professor Møller understreger:     

Når man længe har haft demokrati, vænner de politiske partier sig til spillereglerne. De ved, at de nok skal komme til fadet, og at de ikke bliver undertrykt, når andre kommer til magten.”

Så skulle man mene, at det som skulle bevises, hermed er bevist.

Demokratiske traditioner og et velfungerende parlamentarisk system er opskriften på, hvordan man forhindrer diktaturer i at opstå.

Så må de 2 professorer mene, at samfundsmæssige ændringer til det bedre er umulige i lande, som ikke har en demokratiske tradition og et parlamentarisk system.   

Det må man vist kalde historisk determinisme.

Skal man så i lande uden demokratiske traditioner og et solidt parlamentarisk system helt opgive at skabe et sådant samfund?

Ud fra ovenstående argumentation ville det være omsonst.

Enhver ændring til det bedre vil således på forhånd være dømt til at mislykkes.

Men måske er det bare udtryk for de 2 forfatteres politiske grundholdning?

Forandre for at bevare?  

 

Kilde

Troels Heeger: Stop med at sammenligne nutidnmed 1930'erne. 

Berlingske, 29. september 2018.