10-09-2018

Erdogan - Tyrkiets sultan.

Jeg har længe overvejet, om det ville være en overdrivelse at kalde Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan sultan.

Måske risikerede jeg at fornærme ham og hans mange undersåtter.

Men nu kan jeg roligt gøre det.

For nu poserer han selv som en moderne udgave af det Osmanniske Riges sidste sultan Abdulhamid II (regent fra 1876-1909).

Ligesom Abdulhamid indledte Erdogan sin politiske karriere med at være tilhænger af reformer - til at blive en traditionalist, som modsatte sig reformer.

Abdulhamid II’s Osmanniske Rige blev af verdenspressen kaldt ”Europas syge mand”.

Det Osmanniske Rige var ved århundredskiftet stagneret i religiøs ortodoksi og sultanens enevælde.

Riget behøvede nyt blod. Det kom i form af nogle oprørske generaler i sultanens hær.

De såkaldte Ung-tyrkere.

Den mest kendte ung-tyrkiske general blev Mustafa Kemal, som regnes for at være stamfaderen til den ny tyrkiske stat.

Mustafa Kemal blev udråbt til landsfader i Tyrkiet - og hans portræt kan endnu ses hængende overalt i offentlige bygninger.

 

Flere og flere lighedspunkter mellem Abdulhamid II og Erdogan.

Erdogan skammer sig ikke over at blive sammenlignet med Abdulhamid II, men gør sig tværtimod umage med at komme til at ligne ham.

Således har Erdogan opført et palads med 1150 værelser til 4 mia. kr.

Han har planer om at bygge en kæmpestor moske i Istanbul, Camlica-moskeen med plads til 35.000 mennesker.

Moskeen skal have 6 minareter, hvorfra muezzinens bønnekald skal lyde døgnet rundt.

Erdogan opruster ikke kun på byggefronten.

Tyrkiske gymnasielever skal også undervises i osmannisk tyrkisk, som indføres som obligatorisk fag.

Den ægyptiske Mellemøstforsker Nervana Mahmoud mener, at Erdogan længes efter Osmannerrigets storhedstid:

Erdogan forsøger at finde løsninger på moderne tiders problemer ved at gå tilbage i historien og forherlige tidligere tider. Det svarer til, at jeg køber en hestevogn, hvis min bil går i stykker, i stedet for at reparerer bilen.”

Den eneste forskel på sultan Abdulhamid II og Erdogan hævder Mahmoud er, at sultanen var i pagt med sin tid, hvorimod Erdogan er ude af trit med sin tid.

Ifølge Mahmoud lader Erdogan sig lede af en blanding af islamisme og autoritet. Som eksempel nævner hun Erdogans håndtering af Islamisk Stat.

I 2013-2014 lod Erdogan Islamisk Stats krigere slippe over grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.

Da et tyrkisk dagblad offentliggjorde fotos af militære køretøjer, som øjensynligt transporterede materiel over grænsen til Syrien, benægtede Erdogan at noget sådant havde fundet sted.

Erdogan lukkede senere det pågældende dagblad - og sendte redaktørerne i fængsel.  

I 2016 rettede IS sin terror mod Tyrkiet - og Erdogan sadlede om.

I dag støtter Tyrkiet de islamistiske grupper, som opererer i det nordvestlige Syrien. Mens Tyrkiets alliancepartnere i Syrien, Rusland og Iran støtter Assad-regimet.

For Erdogan er den største fjende i Syrien ikke Assad-regimet eller de islamistiske grupper, men kurderne i Syrien og deres formodede relationer til kurdere i Tyrkiet.

 

Erdogan fører sig i stigende grad frem som sunni-muslimernes verdensomspændende beskytter.

Hvorfor nu det?

Forklaring følger:

Erdogan vil gerne gå i sultan Abdulhamid II’s fodspor.

Det Osmanniske Rige var indtil 1918 et kæmpestort rige, som strakte sig ned i det nordlige Afrika - og i det mellemste Østen.  

Således var det Hellige Land og byen Jerusalem en del af det osmanniske Rige. Sultan Abdulhamid opfattede sig selv som beskytter af sit riges muslimske undersåtter.

Sultanen så sig selv som garant for den fri adgang til islams hellige pladser i Jerusalem. Al Aqsa moskeen og Tempelmoskeen.

Før krigen i Mellemøsten i 1967 var Vestbredden og Østjerusalem en del af Jordan.

Den jordanske konge var formelt overherre over Vestbredden og Østjerusalem. Efter krigen i 1967 besatte staten Israel Vestbredden og Østjerusalem.

Muslimer og kristne skulle deles om adgangen til de - for begge religioner - hellige steder.

Som selvbestaltet leder af alle sunnimuslimer i verden fører Erdogan sig frem som rival til Jordans kong Abdallah.

Erdogan glemmer blot, at ikke alle undersåtter i sultanens rige var lige begejstret for hans omsorg.

Arabiske oprørere ønskede at underkaste sig hans overherredømme.

Hans rige faldt bl.a. sammen, fordi det var for stort og udstrakt.

Sultanen var ”Europas syge mand”.

I betragtning af at Erdogan lader hånt om sit lands økonomiske krise, er det måske ikke helt forkert også at kalde Erdogan for ”Europas syge mand”.

 

Kilde:

Allan Sørensen: Sultandrømme. Weekendavisen. 7. september 2018.