10-09-2018

Mit Sverigesbillede.

Mit Sverigesbillede har ændret sig gennem tiden.

Jeg har gennem hele mit liv haft et entydigt positivt billede af Sverige.

Det har jeg stadig efter gårsdagen valg til Riksdagen.

Efter gårsdagen valg ligner det politiske Sverige nu Danmark en hel del.

Mit positive indtryk af Sverige blev allerede grundlagt i mine år i folkeskolen (1958-1968).

Sverige blev udelukkende positivt omtalt - og blev ovenikøbet af rigtigt mange betragtet som et foregangsland for Danmark.

Det gjaldt i hvert fald på det sportslige område.

Som bordtennisspiller blev jeg tidligt konfronteret med svensk bordtennis, som rangerede betydeligt højere end dansk bordtennis.

Min klub BTK 61 fra Roskilde afholdt store stævner i Roskilde-hallen, hvor en masse svenske bordtennisspilere deltog.

Svenske bordtennisspillere blev af min klub BTK 61 inviteret til Roskilde for at vise os, hvordan man skulle spille bordtennis.

Stellan Bengtson hed en ung svenske bordtennisspiller, som vi fik lejlighed til at se træne.

Stellan Bengtson blev senere i 1970 verdensmester i herresingle - og afbrød dermed en lang frække af kinesere som verdensmestre.

Jeg deltog senere i et bordtennisstævne i den svenske by Falkenberg, hvor havde lejlighed til at se Stellan Bengtson spille og dømme den ene kamp, som jeg tabte.

Han kedede sig synligt som dommer over mit dårlige spil. Jeg blev pebet ud af banen.  

Jo, Sverige og svenskerne kunne noget vi danskere ikke kunne.

Jeg husker fra min folkeskoletid, at en af vore udflugter med skolen gik til Helsingborg, hvor vi skulle se slottet Kärnan.

Den afsluttende tur med klassen gik med Øresundsbåden fra Tuborg Havn til Malmø og hurtigt hjem igen.

Relationen til vort naboland understregedes også af, at Roskilde by havde en svensk venskabsby - Linköping.

Min skole havde en gensidig aftale med en skole i Linköping om at udveksle elever fra folkeskolens ældste klasser i hinandens byer.

Mit besøg og private indkvartering i Linköping står for evigt prentet i min hukommelse.

Mit kendskab til Sverige blev styrket i min tid i gymnasiet.

I faget dansk blev vi præsenteret for svensk litteratur og poesi (Bellmans viser).

Vi skulle læse op og oversætte teksterne - og kunne diskutere indholdet.

Det faldt os en smule svært, men det gik da.

Roskilde Universitet (RUC) var forholdsvis mange svenske lærere ansat.

De var meget forskellige, men der stod en vis respekt omkring dem.

Så længe var mit billede af Sverige entydigt positivt.

Det er det til dels stadig.

Indtil jeg begyndte at grave ned i Sveriges nyere historie.

Her blegnede det svenske ”folkehem” noget.

 

Billedet krakelerer.

Under 2. verdenskrig stillede svenske politikere landet til rådighed for transport af tyske tropper til Nord-Norge.

Ikke så få svenskere var tyskvenlige (læs nazivenlige) og landet var på ingen måde ”neutralt”, som der stod i historiebøgerne.

De 2 svenske forfattere af kriminalromaner Maj Sjöwall og Per Wahlöö havde allerede i 1970’erne pillet glansen af Sverige som det perfekte velfærdssamfund.

Mordet på den svenske statsminister Oluf Palme 1986 satte punktum for min tro på Sverige som den perfekte velfærdsstat.

Hvordan i alverden kunne det gå til, at et mord på landets statsminister kunne begås midt på gaden i landets hovedstad Stockholm - uden at nogen tilsyneladende havde bemærket det.

Gik Palme rundt i den tro, at han var usårlig i ”folkhemmet” - og at han ingen fjender havde?
Han og Sverige tog grueligt fejl - og vi andre blev klogere.

 

Efter søndagens valg i Sverige ligner de politiske forhold i landet til forveksling de politiske forhold i Danmark.

Nu har også Sverige - som et af de sidste lande i Europa - et højrepopulistisk parti Sverigedemokraterne, som ikke er til at komme uden om i Riksdagen.

Lidt på samme måde som da Glistrups Fremskridtsparti ved ”jordskredsvalget” i 1973 med et brag drønede ind i det danske Folketing med 28 mandater ud af 179.

Sverigedemokraternes indmarch i den svenske Riksdag er ganske vist forløbet i flere tempi, men fik i søndags 18 % af de afgivne stemmer.

Spørgsmålet er nu, om Sverigedemokraterne kan og vil omforme sig fra et højre nationalistist parti til et parti af samme type som Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti havde sit ophav i Fremskridtspartiet.

Sverigedemokraterne skal først overbevise os om, at det ikke nærer sympatier for hverken nazisme, fascisme eller racisme.

Men de spor, som Sverigedemokraterne har efterladt sig, skræmmer.

Det antiracistiske Expo har påvist, at visse medlemmer af partiet har en fortid som medlemmer af Nordisk Motstandsrörelse og Nationalsocialistisk Front.

Expo har opsøgt dem og konfronteret dem med deres fortid, som de enten benægter eller afviser som ”ungdommelige fejltagelser”.

Det lyder ikke plausibelt - og er dybt foruroligende.

Spørgsmålet er om Sverigedemokraterne kan - og vil - vaske disse pletter af sig.  

        

Kilder:

https://expo.se/2018/08/var-aktiva-i-nazistgrupp-nu-kandiderar-de-f%C3%B6r-sd