06-09-2018

Maleren fra Rødovre - en banal hverdagshændelse.

Maleren fra Rødovre ville have adgang til min lejelejlighed tirsdag morgen kl. 7.00

Han havde i alt fald lagt en seddel i min postkasse dagen i forvejen. Det opdagede jeg, da jeg 6.30 tirsdag morgen tømte min postkasse.

OK, tænkte jeg. Ingen skal tage mig på sengen - og ventede i spænding på maleren fra Rødovre.

Den morgenduelige maler kom dog ikke som forkyndt kl. 7.00.

Nå, tænkte jeg - og begyndte at udtænke alle mulige begrundelser for hans forsinkelse.

Kl. 9.30 er min tålmodighed sluppet op - og da jeg har plan om at tage en cykeltur om formiddagen, ringer jeg maleren fra Rødovre op på hans opgivne mobilnummer.

Det er mig der bor i nr. 32”, siger jeg. ”Du har meldt din ankomst hos mig kl. 7.00!”

Ja”, siger han lidt forvirret - og spørger hvor nr. 32 er i bebyggelsen. Lige nu er vi i nr. 16. ”Hvor ligger nr. 32”, spørger han.

Helt nede bagved i bebyggelsen”, svarer jeg.

Han tænker lidt og roder tilsyneladende i nogle papirer og siger så imødekommende: ”Vi kan være der kl. 10.”.

Godt”, siger jeg og fortæller ham, at jeg vil køre mig en tur på min cykel her til formiddag - og komme tilbage om et par timer.

Skal jeg lade vinduerne stå på klem” (som jeg blev bedt om i den omdelte varsling om malerarbejde)?

Ja, gør bare det”, svarer han.

Da jeg er usikker på, om malerarbejdet også omfatter maling indendørs af vinduesrammerne, spørger jeg, om jeg skal lade min hoveddør stå åben.

Det behøver du ikke. Vi maler kun det udendørs”, svarer han.

Som aftalt lader jeg mine vinduer stå åbne, så maleren kan komme rundt i alle hjørner - og så vinduerne ikke klæber fast til vinduesrammen.

Jeg sætter mig op på min cykel og spekulerer på, hvordan maleren vil få lukket mine vinduer, som kun kan lukkes indefra.

Oh jo, tænker jeg. Jeg afleverede jo min reservenøgle til ejendommes vicevært dagen inden, fordi en VVS’er skulle reparere min vandhane.

Så kan de jo bare bede om viceværtens reservenøgle.

Da jeg et par timer senere vender tilbage fra min cykeltur, ser jeg, at maleren ikke som lovet har malet mine vinduer.

Jeg er ikke voldsomt skuffet, men blot en smule forundret.

Man må have tålmodighed med den stakkels maler, som sikkert har forregnet sig rent tidsmæssigt - eller ikke kan finde rundt i bebyggelsen, undskylder jeg ham.

Nå, han kommer nok senere på dagen, tænker jeg - og lader vinduerne stå åbne en tid endnu, da det er lunt i vejret.

Men der kom ingen maler den dag. Og heller ikke næste dag.

Torsdag formiddag kl. 11.45 lister en person som ligner en håndværker ind i min baghave.

Uden at orientere sig, om der befinder sig nogen i den lejlighed han nærmer sig, går han så småt i gang med at kratte lidt i malingen på vinduesrammen.

Naboen henvender sig over hækken og spørger, om han har planer om at male vinduer hos ham.

Det bliver nok først i næste uge”, svarer personen i min have, der ligner en maler.

Det er ellers ikke så længe siden, de sidst blev malet”, bemærker min nabo ind over hækken.

Maleren kratter videre i vinduesrammen i min stue.

Lidt senere kommer en anden person, som også ligner en maler - og de to får sig en hyggelig snak.

På et tidspunkt bemærker første maler, at der befinder sig en person (mig) i den lejlighed, hvis vindue han står og kratter i.

Han gør med hånden tegn til mig om at åbne mit vindue på klem, så han rigtigt kan komme til at kratte i malingen.

Jeg åbner beredvilligt mit vindue på klem - og snakken mellem de to malere går livligt.

Efter en kort stund forsvinder de lige så ubemærket, som de kom.

Ikke et ord om deres varslede udeblivelse - og udsættelse på ubestemt tid af deres malerarbejde.

Jeg sidder tilbage en smule forundret.

 

Så var det anderledes med den lokale VVS’er, som skulle fikse min vandhane og sætte nyt filter i.

Viceværten i ejendomskomplekset havde varskoet mig om, at han ville komme onsdag mellem 9 og 12.

Onsdag 11.30 indfandt han sig og afleverede den reservenøgle, som han havde fået af viceværten.

Han konstaterede hurtigt, at andre end ham havde forsøgt at dreje mundstykket på vandhanen af.

Heller ikke han kunne dreje mundstykket af med en bidetang.

Han skruede hele overstykket af vandhanen af. Tog det hele med ud i sin varevogn, som stod parkeret uden for min dør.

”Man kan bedre se i dagslys og man står bedre for det, når man får vendt mundstykket, så man har kontrol over det”, ytrede han.

I løbet af kort havde han skiftet min tilkalkede hane. ”Hvor meget skal du have for det?”, spurgte jeg.

”Ingenting”, svarede han. ”Jeg har fået en seddel på opgaven fra ejendommens vicevært”.

”Nå ja”, konstaterede jeg. ”Det hører jo med til ejendommens faste inventar”.

Der findes åbenbart både ’gode’ og ’dårlige’ håndværkere.

Hvis ikke forskellen på de to håndværkere blot var tilfældighedernes spil. Hvad kan så grunden være til den store forskel på mine to oplevelser med håndværkere?

Måske lå forskellen in den simple kendsgerning, at malerarbejdet i bund og grund var overflødigt, da malingen på vinduesrammerne ikke trængte til ny maling.

Hvorimod min defekte vandhane skulle udskiftes.

Måske stod der en bunke penge på ejendommens konto for ydre vedligeholdelse, som skal bruges inden årsskiftet, men ikkepenge nok til at bekoste udskiftning af alle vinduesfag i hele ejendomskomplekset?

Omvendt vil håndværkerudgifter til udskiftning af en enkel vandhane ikke belaste ejendommens konto for indvendig vedligeholdelse.

Desuden har jeg en lumsk mistanke om, at det er ejendomsselskabet som har hyret Rødovre-maleren.

Mens det er den lokale vicevært, som har hyret VVS-manden.  

Jeg skal det være usagt, for jeg ved det ikke.

Det er blot gisninger.