03-09-2018

Tyskland - vrede demonstranter i Chemnitz.

https://jfda.de/blog/2018/08/28/chemnitz-rechte-zeigen-hitlergruss-und-skandieren-rassistische-parolen/

 

Kig en gang på det vedhæftede foto.

Vrede heilende tyske borgere i protest mod et knivstikoverfald, som kostede en person livet.

De vrede tyske borgere har stillet sig op foran en buste af salig Karl Marx (1818-1883).

En gang lå Chemnitz i Den Tyske Demokratiske Republik (DDR), men har siden 1989 befundet sig i den genforenede Forbundsrepublik.

Før 2. verdenskrig og før Hitler kom til magten 1933 var Sachsen og Thüringen den mest ”røde” del af Weimarrepublikken (1918-1933).

Her var arbejderbevægelsen (partier og fagforeninger) stærkest - og venstrefløjen Socialdemokratiet (SPD) og det tyske kommunistparti (KPD) havde flertal i landsregeringerne.

Til trods for at den tyske arbejderbevægelse var Europas stærkeste, var den ikke i stand til at modstå den fremstormende nazistiske bevægelse i Tyskland, som tog magten i 1933.

Herefter var det slut med arbejderbevægelsens dominans i det politiske liv. Hitlers NSDAP slog arbejderbevægelsen tilbage til et nulpunkt.

Titusinder af politiske aktivister på venstrefløjen blev arresteret og sendt i interneringslejre.

Hitler sløjfede arbejderpartiernes mandater i parlamentet og konfiskerede deres formuer og værdier.

Arbejderbevægelsen var sat ud af spillet.

Efter 2. verdenskrigs afslutning i 1945 delte sejrherremagterne Tyskland i to: de vestlige besættelseszoner blev til Forbundsrepublikken (BRD) og den østlige sovjetiske besættelseszone udråbte sig i 1949 til Den Tyske Demokratiske Republik (DDR).

Efter 2. verdenskrig proklamerede både BRD og DDR, at der skulle gøres op med nazisme og fascisme.

 

Det manglende opgør med nazismen.

Det proklamerede opgør udeblev imidlertid. Hverken BRD eller DDR gjorde op med nazismen.

Det har ind til for nylig været en udbredt myte, at DDR blev skabt som et ”antifascistisk” bolværk mod ”revanchisterne” i BDR.

Nyere forskning viser, at dette ikke er tilfældet.

Åbningen af Ministeriet for Sikkerheds arkiver viser, at det var så som så med DDR’s antifascisme.

Regimet slog i vid udstrækning en streg over de forbrydelser, som nazister havde gået under det nationalsocialistiske regime (NS-regimet).

DDR-staten gjorde i høj grad brug af personer, som havde gjort tjeneste i det nationalsocialistiske regime (1933-1945).

Det er ikke en overdrivelse at sige, at den selvproklamerede ”arbejder-bondestat DDR var gennemsyret af forhenværende nazister.

Forhenværende nazister indtog stillinger alle steder og på alle niveauer i DDR-staten.

Heller ikke DDR-statens Ministerium for Sikkerhed (MfS) følte sig hævet over at bruge forhenværende nazi-bødler som medarbejdere (meddelere). DDR-staten var et overvågningssamfund, som ikke lod sine borgere i fred.

Stasi benyttede sig af hundredtusinder af meddelere til at udspionere DDR-statens   egen befolkning.

http://www.spiegel.de/media/media-35723.pdf

http://www.bpb.de/geschichte/deutsche-geschichte/stasi/218421/neonazis

 

DDR-statens officielle ideologi var ”antifascistisk”, men i praksis gjorde den intet for at bekæmpe den realt eksisterende nazisme i egne rækker.

DDR-statens propaganda var rettet mod det ”revanchistiske” BRD og man nægtede at se fjenden i sin egen lejr.

DDR-ungdommen blev ikke opdraget til at blive gode ”antifascister”. DDR-staten slog sig for munden, når den krævede blind lydighed og kadaverdisciplin af sin ungdom.

DDR-staten levede ikke op til sine høje idealer om medinddragelse og medbestemmelse.

Dele af DDR-ungdommen fornemmede dobbeltheden i regimets tomme propaganda og drog konsekvensen.

Enten passivitet og underkastelse - eller aktiv modstand.

DDR-staten gjorde sig stor umage med at indoktrinere børn og unge.

Men trods for statens ihærdige anstrengelser, var det ikke altid at der kom gode resultater ud af det.  

Regimets bevidstløse propaganda skulle vise sig at kunne slå om i sin modsætning.

I stedet for en mønstergyldig borger, fik man en ”asocial afviger”.

http://www.spiegel.de/einestages/neonazis-in-der-ddr-video-zeigt-rechte-szene-1988-a-1013448.html

 

Det skete f.eks. for Ingo Hasselbach.

Hasselbach havde ellers de rigtige forudsætninger for at blive en god DDR-borger, men blev det modsatte.

Begge hans forældre indtog som journalister fremtrædende stillinger i DDR-staten.

Han forkastede sine forældres indoktrinering og gik i den modsatte grøft. Han blev nazist.

Måske havde han gennemskuet regimets dobbeltmoral og hykleri, da han forkastede forældregenerationens intetsigende floskler.

https://de.wikipedia.org/wiki/Ingo_Hasselbach

 

Derfor er det måske heller ikke så uforståeligt, at vrede demonstranter i Chemnitz har stillet sig foran busten af Karl Marx.

Først blev de svigtet af førkrigstidens arbejderbevægelse, som ikke formåede at dæmme op for Hitlers nazister.

Dernæst blev de snydt af Walter Ulbrichts og Eric Honeckers falske antifascisme i DDR.

I dag falder de for den samme propaganda som millioner af tyskere faldt for, da de bragte Hitler til magten.

Selv om det måske ser sort ud, skal vi ikke ophøre med at tage ved lære af historien.

Heller ikke de mindre pæne sider.