01-09-2018

Henrik Jensens metamorfose.

Jeg støder gang på gang på Henrik Jensens navn i den offentlige debat.

For tiden som klummeskriver i dagbladet Jyllands Posten.

Indtil for nylig var Henrik Jensen en flittigt klummeskriver og Tv-anmelder på dagbladet Kristeligt Dagblad.

Hver gang jeg læser en af Henrik Jensens klummer kommer jeg til at tænke på den metamorfose, som han har undergået, siden jeg mødte ham som min vejleder på Roskilde Universitetscenter 1979.

Henrik Jensen var ansat på Institut for Historie og Samfundsfag, hvor jeg var studerende.

Henrik Jensen var som jeg kendte ham et sympatisk menneske, som delte mange af mine marxistiske synspunkter.

Så vidt jeg ved var Henrik Jensen ikke medlem af et politisk parti og heller med i nogle af venstrefløjens politiske bevægelser.

Henrik Jensen definerede sig som strukturalistisk marxist og skrev bøger, som bar præg af hans strukturalistiske marxisme.

Jeg erindrer en svagt, at Henrik ytrede en vis kritik af partiet Venstresocialisterne.

 

Jeg har bevaret mit politiske engagement fra den gang som revolutionær marxist.

Men hvordan gik det med lektor Henrik Jensens politiske tilhørsforhold?

Når jeg læser hans mange klummer - for tiden i dagbladet Jyllands Posten - tænker jeg tilbage på vores fælles tid på RUC i 1970’erne.

Instituttet havde tildelt mig Henrik Jensen som vejleder i praktisk pædagogikum, da jeg i 1979 skulle bibringes 10 ugers praktisk undervisningserfaring på Næstved Gymnasium.

Så vidt jeg husker gik Henrik Jensen - som så mange andre på venstrefløjen dette tidspunkt - ofte klædt i hvid afghanerpels og havde mere hår på hovedet end i dag.

Henrik Jensen lyttede opmærksomt til mine kvaler, men kunne ikke hjælpe mig i den situation, som jeg selv havde bragt mig i på Næstved Gymnasium.

Min undervisning gik ikke særlig godt og mine vejledere var ikke tilfredse med min undervisning.

Jeg stod til at få en dårlig ”pædagogikum-udtalelse”, hvilket svarer til et svendebrev for en håndværker.

Der er katastrofalt med et dårligt skudsmål, når man skal søge job. En dårlig pædagogikum-udtalelse kom da også til at koste mig lang tids forgæves jobsøgning, som udelukkende udmøntede sig i vikaransættelser.

Men tilbage til min vejleder Henrik Jensen.

På et (for mig ukendt) tidspunkt kastede Henrik Jensen vrag på sin strukturalistiske marxisme - og sprang ud som kulturkonservativ.

Kun han selv kan redegøre for sin politiske metamorfose fra strukturalistisk marxist og til kulturkonservativ.  

Hans kulturkonservative holdning præger nu alle hans skriblerier og indlæg i den offentlige debat.

Med brask og bram fremfører han sit kulturkonservative standpunkt.

Fra min marxistiske synsvinkel beklager jeg, at det er folk fra højrefløjen som præger den offentlige debat.

I Jyllands Posten er det personer som Henrik Jensen og Michael Jalving.

Der mangler et offensivt modspil fra venstrefløjsskribenter, som med samme klarhed som på højrefløjen kan give udtryk for venstreorienterede eller ligefrem marxistiske standpunkter.

Jeg konstaterer at højrefløjen ikke blot dominerer, men ligefrem har erobret den offentlige opinion.

Det ærgrer mig, at højrefløjens synspunkter helt har overtaget den offentlige opinion.

Henrik Jensen har i modsætning til mig adgang til et borgerligt medie som Jyllands posten, hvorimod jeg er henvist til min egen beskedne blog på Internettet.

Marx havde ret, da han sagde, at så længe kapitalismen hersker er ”den herskende klasses tanker er de herskende”.

Historisk set var borgerskabet interesseret i borgerlige frihedsrettigheder.

I kapitalismens forfaldsepoke (som snart har varet i mere end 100 år) er borgerskabet, de herskende klasser ikke længere interesseret i borgerlige frihedsrettigheder.

Borgerskabet er for længst ophørt med at være progressivt og ønsker ikke at dele sine frihedsrettigheder med andre klasser og lag.

I det øjeblik de herskende klasser befinder sig i en alvorlig og livstruende økonomisk og politisk krise, viser historien, at de vil skide højt og flot på de borgerlige frihedsrettigheder.

Henrik Jensens kulturkonservative holdning kan i bedste fald tolkes som en sund reaktion på et kapitalistisk samfund i forfald.

Her kan den revolutionære marxist og den kulturkonservative måske mødes i kritik af kapitalismens forfaldssymptomer.

Gad vide hvad den klummeskrivende lektor emeritus Henrik Jensen ville sige til det?