29-08-2018

29. august 1943 - samarbejde eller modstand?

29. august 1943 er datoen hvor samarbejdspolitikken mellem danske politikere og den tyske besættelsesmagt ophørte.  

Det samarbejde som et flertal af danske politikere havde indledt med den tyske besættelsesmagt, den dag Hitlers tyske tropper rykkede ind i Danmark.

9. april 1940 satte danske politikere i et dilemma: skulle man opfordre befolkningen til at gøre modstand mod den tyske besættelsesmagt eller skulle man overgive sig til overmagten?

Hvad ville konsekvenserne af en væbnet modstand blive? Og hvorledes ville omverdenen opfatte det, hvis det officielle Danmark passivt overgav sig?

Som bekendt valgte et flertal af danske politikere samarbejdsvejen - og forkastede modstandens vej.

Samarbejdspolitikken blev vurderet som den mest fornuftige vej ud af problematikken.

Som bekendt skal der to til tango. Det gjaldt også i dette tilfælde.

Ret beset var det jo den tyske besættelsesmagt som bestemte graden og omfanget af samarbejdspolitikken - og i mindre grad de danske samarbejdspolitikere i samlingsregeringen.

Kontrakten holdt kun så længe samarbejdspolitikken og dens formodede resultater kunne holde befolkningen i ave.

Den dag et flertal i befolkningen ikke længere syntes, at samarbejdspolitikken gav de forventede resultater, var det slut med det givtige samarbejde mellem det ”mønsterprotektorat”, som Hitler-Tyskland gerne så, at Danmark udviklede sig til.

Det har i nyere tid ikke skortet på positive vurderinger fra historikere af samarbejdspolitikkens velsignelser (f.eks. Bo Lidegaard - og i sin seneste bog Hans Kirchhoff).

Vi træder vist ikke nogen over tæerne, når vi påstår, at flertallet af danske historikere i dag anser samarbejdspolitikken for at være den rigtige løsning på det dilemma, som opstod 9. april 1940.

Hvad skyldtes samarbejdspolitikkens ophør 29. august 1943?

Næppe, at samarbejdspolitikkerne indrømmede, at det var en gal politik.

Langt snarere den kendsgerning, at den faldt til jorden, fordi krigslykken ændrede sig på østfronten.

Med den tyske Værnemagts nederlag på østfronten øjnene man en chance for Hitler-Tyskland kunne besejres.

Nu var der mindre grund til at samarbejde - med en kommende taber.

Folkestrejkerne i flere danske byer i protest mod de forringede levevilkår medvirkede også til, at besættelsesmagten opsagde kontrakten.

Modstanden mod den tyske besættelsesmagt fik sin egen stemme via sabotageaktioner mod besættelsesmagten - og mod danske kollaboratører.

Samarbejdspolitikerne blev trængt i defensiven og havde svært ved at retfærdiggøre deres samarbejde med Hitler-Tyskland.

 

Endnu sværere havde de det efter krigens ophør.

Den politisk brogede modstandsbevægelse havde vind i sejlene og vejrede morgenluft i form af parlamentarisk repræsentation.

Hurtigt efter krigen viste det sig dog, at samarbejdspolitikerne langt fra havde udspillet deres rolle.

Kun et kort øjeblik havde modstandsbevægelsen vind i sejlene - før tingene faldt tilbage i den vante gænge.

Samarbejdspolitikerne var tilbage ved magten. Modstandskampen viste sig kun at være en kort parentes i historien.

 

Alligevel har det officielle Danmark taget modstandskampens ofre til sig og tildelt dem æresbevisninger - og en vis økonomisk kompensation for at de satte deres liv på spil.

Og til evig tid vil politiserende historikere og historisk manipulerende politikere bruge historien til at retfærdige den til enhver tid ”nødvendige” politik.

Man fristes til at spørge, hvorledes verden ville have set ud i dag, hvis hele verden havde ført ”samarbejdspolitik” med totalitære stater som Hitlers Tyskland - eller for den sags skyld Stalins Sovjet-Rusland.

Hvis vi skal lære af historien, må det være, at totalitarisme og totalitære tendenser skal bekæmpes til enhver tid.

Uanset hvor og hvornår.