17-08-2018

Cykelsportens dopingspøgelse er svært at mane i jorden.

Næsten dagligt kan man se cykelløb på Tv.

Hvis man kan lide sport, er cykling god underholdning. Landevejscykling foregår udendørs og rytterne bevæger sig rundt i landskabet på deres velsmurte og spinnende cykler.

En god reportage kræver kyndige og vidende kommentatorer.

Sådanne findes på de 3 kanaler, som sender de mange cykelløb: DRTV, Tv2 og Eurosport.

Fælles for disse kommentatorer er, at de alle er tidligere professionelle cykelryttere.

Det gælder Rolf Sørensen og Chris Anker Sørensen på Tv2.

Og det gælder Thomas Bay på Eurosport. Rene Weltz (Andersen) på Eurosport har en karriere som amatørrytter og sportsdirektør bag sig.

DRTV bruger Dan Frost som medkommentator.

Så skulle vi vist være godt dækket ind med sagkundskab og viden og cykelsport. Men er vi nu det?

Er de alle for tæt på deres gamle erhverv - professionel cykling til at kunne forholde sig objektivt til det de skal kommentere?

Deres kommentarer til rytternes og holdenes taktiske dispositioner kan være nok så kloge. Men hvad med deres holdning til cykelsportens altdominerende spøgelse - doping?

Her synes jeg, det skranter en smule.

Kommentatorerne måtte gerne være en smule mere klar i mælet i deres holdning til dopingreglementet og brug/misbrug af doping.

Her går de alle som katten om den varme grød og er påfaldende vattede i deres udmeldinger.

Kan det have noget med deres fortid som professionelle ryttere og ledere af cykelhold at gøre?

Holder de så meget af deres gamle erhverv som cykelryttere, at de ikke kan tænke klart og nøgternt?

Eller er de bare med i det kæmpestore underholdningsshow, som moderne sport er blevet gjort til?

Er det bare en ny måde at tjene sine penge efter en (lang) karriere som aktivt udøvende sportsudøvere?

Lad os undersøge kommentatorernes fortid i professionel cykling.

Thomas Bay hos Eurosport har en fortid på det amerikanske Motorola i 1992 og 1993.

På Motorolas hold i året 1992 var så prominente navne som Lance Armstrong, Frankie Andreu, Phil Anderson, Maximilian Sciandri og Andrew Hampsten.

I 1993 kørte Thomas Bay på hold med Armstrong, George Hincapie og Sean Yates.

1993 var også det år, hvor Lance Armstrong blev (amatør)verdensmester i Oslo.

Lance Armstrong model 1993 var en noget anden udgave end den mere senede og slanke udgave som senere 5 gange vandt Tour de France.  

Bays medkommentator er Rene Wenzel (Andersen). Wenzel har også papirerne i orden.  

Rene Wenzel var dansk mester som junior i 1980 - og dansk mester som senior 1982 på landevej.

Rene Weltz opholdt sig senere i USA, hvor han var sportsdirektør for amerikanske hold.

Rolf Sørensen har en lang bag sig som professionel cykelrytter og kommenterer cykelsport på Tv2.

Rolf har ikke gjort noget stort nummer ud af sit dopingmisbrug.

Først sent i sit liv har han indrømmet, at også han brugt doping. Hans misbrug var dog ifølge ham selv ikke af en graverende karakter.

Chris Anker Sørensen har kørt som professionel hos Bjarne Riis og sidst på et fransk hold - inden han vendte hjem for at køre på et mindre dansk hold.     

 

DRTV bruger Jesper Worre og Dan Frost som kommentatorer.

Jesper Worre har en karriere som professionel cykelrytter bag sig.

I 1988 kørte han for italienske Gewiss-Bianchi - og kørte en enkelt sæson på det colombianske hold Café de Colombia.

Senere blev Worre direktør for Dansk Cykel Union - og er i dag arrangør af Post Norden Danmark Rundt.

Dan Frost har mest gjort sig bemærket som banerytter og vundet OL-medalje. Men har også gjort sig bemærket på landevejen.

Dan Frost arrangerer i dag cykelrejser for motionscyklister.

 

Hvorfor ikke bruge Michael Rasmussen som kommentator.

Der er sikkert en grund til, at ingen af de tre Tv-kanaler bruger dansk cykelsports paria Michael Rasmussen, populært kaldet ”kyllingen fra Tølløse”.

Kyllingen fra Tølløse har nemlig i modsætning til nogle af sine konkurrenter i cykelsporten gjort rent bord og er rykket med en anklage mod cykelsportens hykleri og dobbeltmoral i dopingspørgsmålet.

Cykelsportens organisationer den Internationale Cykel Union, de nationale cykelforbund (herunder det danske DCU) har et yderst problematisk forhold til doping.

Der eksisterer et dopingreglement for alle sportsgrene, som administreres af World Anti Doping Agency (WADA).

WADA udarbejder jævnligt en revideret positivliste over præparater, som de anser for doping.

På denne liste er der f.eks. midler mod astma, som bruges af mange ikke-sportsudøvende astmatikere.

Disse midler er kun tilladt at bruge for sportsudøvere, hvis det er medicinske grunde til at bruge disse midler og der kræves en lægeerklæring for at blive undtaget for doping.

Astma-medicin kan indtages på to måder: intravenøst (gennem årerne) eller som spray (gennem munden).

WADA angiver ikke hvor stor en dosis og hvor hyppigt atleten må indtage dette middel. Det er derfor højst usikkert, om atleters brug af dette middel bør bedømmes som brug eller misbrug.

Ifølge Michael Rasmussens bog ”Gul feber” har 70 % af samtlige cykelryttere dispensation til at måtte bruge astmamedicin.

 

Rasmussens bog ”Gul feber”.   

I sin iver efter at blive verdens bedste cykelrytter var Rasmussen parat til at bruge et hvilket som helst middel for at blive bedre.

Han havde gjort, hvad der stod i hans magt for at optimere sin træning, kost og sin egen og cyklens vægt.

Hvis han skulle blive marginalt bedre end sine konkurrenter i en elitesport som professionel cykling skulle han finde andre veje.

En af disse veje var at dope sig med forbudte midler.

Rasmussens bog kan læses som en håndbog i misbrug af doping. Minutiøst fremlægger hans sit systematiske misbrug, som ikke gav (giver) ham dårlig samvittighed.

I hans øjne har han ikke gjort noget forkert. Han har blot udnyttet den sidste mulighed for at optimere sin præstationer.

Rasmussen forsøger ikke at lægge skjul på sin brug af doping. Han er vel vidende om, at det ifølge WADA’s dopingreglement er ulovligt - og at han risikerer at blive bortdømt og få karantæne evt. helt udelukket.

Det vigtigste for Rasmussen var, at hans doping (bloddoping og EPO) fik ham til at køre stærkere end sine konkurrenter.

I Rasmussens øjne handler sport om at vinde. For ham er det ikke nok bare at deltage.

Rasmussen forsøgte at snyde dopingkontrollanterne ved at lyve om hvor han opholdt sig på bestemte tidspunkter.

Det gik godt indtil en dag i juni 2007, hvor en ex-professionel cykelrytter (Davide Casani, nu træner for det italienske landevejshold) så ham højdetræne i de italienske Dolomitter, hvor han havde angivet at være i Mexico.

Efter cykelsportens mange skandaler i 1990’erne tålte sporten - dvs. arrangørerne, sponsorerne og Tv-selskaberne - ikke en skandale mere.

Rasmussen blev offer for et komplot bestående af det selskab (ASO) som arrangerer mange større cykelløb, hans eget hollandske hold Rabobank, det internationale Cykelforbund UCI og det danske cykelforbund DCU.

Rasmussen fik 2 års karantæne for at have leget kispus med WADA og UCI og DCU og måtte efterfølgende kæmpe en hård kamp for at komme tilbage til toppen af cykelsporten, hvilket aldrig lykkedes ham.

Efter at have læst hans bog ”Gul feber” vil jeg foretrække Rasmussens ærlige holdning til brugen af doping i cykelsporten fremfor de nuværende kommentatorers uldne og valne holdning til nuværende aktørernes brug af doping.

 

Hvis du er i tvivl, om nutidens aktive udøvere af elitesport bruger doping (kortison og anabole steroider) at kigge nærmere på deres ansigtsform.

Hvis du synes, at de har lidt for runde kinder, kunne det tænkes, at de har fået en overdosis af syntetisk binyrebarkhormon (formodentligt indtaget intravenøst).

Hvis du synes, at de har et markant og lidt for fremskudt hageparti, kunne det være fordi, de har indtaget anabole steroider.

Vel mødt foran skærmen 25. august, hvor Spanien Rundt begynder.

 

Kilder:

Michael Rasmussen i samarbejde med Klaus Wivel: Gul feber. Peoples Press. 2013.

Michael Rasmussen i samarbejde med Michael Jalving: I Udbrud. Cykling og andre sandheder. Peoples Press. 2018.

cykelnet.org

cyclingarchives.org