29-06-2018

Arne Hardis-syndromet.

Hvis man kan tale om Pittelkow-syndromet kan man lige så vel tale om Hardis-syndromet.

Allerførst. Et syndrom peger på noget sygeligt.

Derfor er ordet syndrom nok ikke det rigtige udtryk for den march fra venstre mod højre på den politiske skala, som mange andre end Ralf Pittelkow har gennemgået - fra en gang i 1980’erne og frem til i dag.

Ikke desto mindre har udtrykket vundet indpas i sproget - og er alment kendt.

Senest har Weekendavisens ”venstrefløjsekspert” Arne Hardis behandlet Pittelkow-syndromet i avisens udgave 29. juni 2018 under overskriften ”Manden som ikke er sit syndrom”.

Hardis undrer sig over Pittelkows (og hans kone Karen Jespersens) over, hvad deres march fra venstre mod højre kan skyldes.

Han undres over, at Pittelkows politiske højredrejning ikke falder sammen med en karrieremæssig opadstigning.

Udsigten til en karrieremæssig opadstigning ville således kunne forklare Pittelkows politiske højredrejning.

Men Pittelkow har ikke opnået en karrieremæssig opstigning ved sine politiske holdningsskift.

Altså må Hardis finde på en anden forklaring.

 

Arne Hardis’ politiske vandring.

Her kunne han måske kaste sit søgelys på sig selv.

Hardis’ egen politiske vandring er mindst lige så interessant som Ralf Pittelkows.

Jeg har forsøgt at rekonstruere Arne Hardis’ politiske vandring fra venstre mod højre.

Hardis oplyser selv i artiklen om Pittelkow, at han har en fortid i partiets Venstresocialisterne.

Hvis ikke min egen hukommelse spiller mig en puds, mener jeg at kunne huske, at Arne Hardis var medlem af Socialistisk Arbejderparti (SAP), men jeg kan tage fejl.

Ifølge egne oplysninger læste Arne i 1977 dansk på Københavns Universitet.

Senere blev han optaget på Danmarks Journalisthøjskole og blev færdiguddannet 1986.

Der fandtes ikke mange muligheder, hvis man som journalist ville skrive for et venstreorienteret medie i 1986.

Socialistisk Arbejderparti (SAP) var ophørt med at eksistere i 1986 og SAP’s blad ”Klassekampen” formentligt ophørt med at udkomme.

Socialistisk Folkeparti udgav indtil 1990 ”Socialistisk Weekend”, hvor en venstreorienteret journalist som Arne Hardis kunne udfolde sit journalistiske talent.

Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) udgav indtil 28. december 1990 ”Land og Folk”.

DKP var splittet i to fløje. En stalinistisk fløj med chefredaktør Frank Aaen og en ”eurokommunistisk” fløj med Ole Sohn.

Fraktionsopgøret i DKP prægede avisens udformning - og indtil 1989 var Frank Aaen chefredaktør.

I en kort periode inden partiets opløsning overtag Ole Sohn styringen i det splittede DKP - og satte sig på redaktionen af ”Land og Folk”.

I denne sidste periode mener jeg at kunne huske, at Land og Folk ansatte den tidligere redaktør på SAP’s ”Klassekampen” Frede Jakobsen som chefredaktør.

Her kunne Arne Hardis godt have fået sig et job - inden ”Land og Folk” gik neden om og hjem.

Så var der kun fagbevægelsens socialdemokratiske det Fri Aktuelt tilbage.

Her kunne Arne Hardis godt have sneget sig ind som journalist.

Herefter har Arne Hardis i en årrække skrevet for den højborgerlige Weekendavisen, som udgives af Berlingske Medier.

På samme måde som Ralf Pittelkow med raske fjed bevægede sig fra venstre (Venstresocialisterne) mod højre for at ende som udgiver af et lille perifært online side ”den Korte Avis” - har Hardis givet afkald på sine venstreorienterede synspunkter og holdninger - og skoser nu den samlede venstrefløj for dens umulige standpunkter.

Det skal være ham vel undt. Heller ikke jeg er begejstret for venstrefløjens politiske fallit.

Men det er rigtignok ud fra en helt anden grundholdning. Jeg har nemlig ikke givet afkald på min grundholdning fra min tid i Venstresocialisterne (1969-1972).

Til trods for tidernes ugunst - og til trods for at revolutionære marxister må svømme mod strømmen - har jeg bevaret mit revolutionære engagement med fare for at blive betragtet som en politisk dinosaur og en anakronisme, som ikke er i ”pagt med tidsånden”.

 

En alternativ forklaring på Pittelkow-syndromet.

Tilbage til Pittelkow-syndromet.

Jeg tilbyder Arne Hardis en alternativ forklaring på Pittelkow-syndromet.

Ingen nok så principfast revolutionær marxist kan i ”splendid isolation” bevare sin politiske grundholdning i et politisk tomrum.

I nedgangstider for revolutionære bevægelser vil der - næsten som en historisk lovmæssighed - forekomme et vist frafald.

Folk falder fra, fordi det kræver mod og dristighed at indtage standpunkter, som udfordrer den bestående borgerlige statsmagt.

Sådanne frafald i revolutionære bevægelser er forekommet på forskellige tidspunkter i historien.

Igen i dag er vi inde i en periode hvor det kan være svært at indtage oppositionelle og således kontroversielle standpunkter i en tid, hvor det er lykkedes de herskende klasser (i kraft af de borgerlige medier) at beherske den offentlige debat.

Revolutionære marxister venter ikke på bedre tider, men bevarer deres grundholdning - og giver ikke kald på deres synspunkter.  

 

Kilde:

Arne Hardis: Manden som ikke er sit syndrom. Weekendavisen, 29. juni 2018.