29-06-2018

Trafiksikkerhed?

Jeg går som en selvfølge ud fra, at langt de fleste borgere i Danmark er interesseret i størst mulig trafiksikkerhed.

En af måderne at skabe større trafiksikkerhed er at opsætte fartkontroller.

Det er ikke længere nok at henvise til de skilte, som er opsat i vejsiden.

Bilisterne viser ikke tilstrækkeligt hensyn - og overtræder uden blusel fartgrænserne.

Der er sikkert mange grunde til ikke at overholde de tilladte fartgrænser. Nogle skal blot skynde sig; andre overtræder gerne fartgrænserne, fordi de mener, at det burde være tilladt at køre stærkere.

Jyllands-Posten kan fortælle, at en smart programmør Martin Bay for nogle år tilbage udviklede en applikation, som kan downloades på mobiltlf., og som på forhånd advarer bilisterne om en kommende fartkontrol.

Det tog Martin Bay en halv dags arbejde at udvikle sin applikation - og han har nu solgt sin opfindelse til en konkurrent, som har opfundet en enhed, som kan fastsættes på bilens forrude og advare mod evt. fartkontroller.

Bilister som - via Martin Bays applikation - er sluppet for at betale bøde, har doneret 3 millioner til hans holdingselskab.

Spørgsmålet er nu, om de 3 millioner ikke ligeså godt - eller snarere - burde være endt i statskassen end i en privat mands lommer.

Spørgsmålet er endvidere om ikke Martin Bays applikation medvirker til en forringet trafiksikkerhed, når bilister blot kan downloade en app som fortæller dem, hvornår de bliver fartkontrolleret.

Jeg mener ikke, at en innovativ og entreprenant type som Martin Bay skal belønnes for en opfindelse, som undergraver færdselspolitiets bestræbelser på at øge trafiksikkerheden på vejene.

Bilisternes donationer til Martin Bay vidner om deres dårlige samfundsmoral og manglende fornemmelse for trafiksikkerhed.

 

Kilde:

Peter Simonsen: Matin Bay scorede 3 mio.kr. på at redde danskere fra fartbøder. Jyllands-Posten 25. juni 2018.