29-06-2018

Studentertranslokation.

Det senmoderne samfund har ifølge den britiske sociolog Anthony Giddens en tilbøjelighed til at afskaffe alle traditioner.

Det moderne samfund er præget af evige omskiftelser og hurtige forandringer.

En af de traditioner, som det ikke er lykkedes de mange ”normbrydere” at afskaffe er studenternes årlige translokationer.

Rundt omkring i hele landet afholder skolerne for de 16-19-årige afsluttende translokationer, hvor man fejrer, at eleverne har fuldført deres uddannelse.

De sendes videre i vort uddannelsessystem - eller ud i en for mange uvis fremtid.

Kristeligt Dagblad (26. juni) er i den anledning dykket ned i sine arkiver og har fundet et par citater frem af gemmerne.

Kristeligt Dagblad gør to nedslag.

Et fra 1934, hvor en læser fra landet giver udtryk for sin utilfredshed med, at børn bosiddende på landet ikke gives de samme muligheder for uddannelse som børn i byerne.

På dette tidspunkt var de gamle ”latinskoler”, gymnasierne endnu kun skoler for det bedre borgerskabs børn.   

Indtil 1960’erne var færre en 10 % af en ungdomsårgang, som kom i gymnasiet.

I 1971 havde gymnasierne ændret sig fra at være udklækningsanstalt for det bedre borgerskabs børn.

Nu var det ikke bare overklassens yngel, som frekventerede gymnasieskolerne, men også middelklassens mange og håbefulde unge, som trængte sig på.

I den anledning har Kristeligt Dagblad fundet et indlæg frem fra 1971, hvor rektor Gustav Toldelund-Hansen under overskriften: ”Synger skolernes translokationer på sidste vers?”

Gustav Tolderlund-Hansen var indtil sommeren 1971 rektor på Roskilde Katedralskole.

Gustav Tolderlund-Hansen var netop fyldt 60 og havde taget sin afsked fra Roskilde Katedralskole, hvor han havde været rektor siden 1957.

Han havde under translokationen 28. juni 1971 overværet et lille optrin, hvor en række ”aktivister” havde forsøgt at sætte spørgsmålstegn ved translokationens betydning.

Aktivister havde i årene op til 1971 forsøgt at få mere medbestemmelse i den daglige undervisning og slået til lyd for andre og mere spændende undervisningsformer, hvilket de ikke rigtigt var trængt igennem med.

I et indlæg i Roskildenser-samfundets årsskrift fra oktober 1971 havde rektor Tolderlund-Hansen skrevet et indlæg om sin tid som rektor på Roskilde Katedralskole.

Han skrev bl.a. om sin sidste translokation som rektor forgangne sommer 1971:

Den fik sin særlige karakter på baggrund af hvad der lige forud var foregået inde i [skolens] festsal: Forsamlingens og herunder hovedparten af de nybagte studenters magtfulde demonstration [aktivisternes talsmand forsøgte forgæves at få ordet] mod et hovedløst indslag fra de såkaldte aktivisters side. For en gangs skyld fik det tavse flertal ikke bare ben at gå på men også mund og mæle. Det virkede ikke bare tydeligt befriende i øjeblikket, men også under det følgende samvær. Jeg var næppe den eneste, som følte lidt af den samme stemning som vi ældre mindes fra årene under og lige efter besættelsen: en befrielse, som gav en forunderlig selvfølelse, fordi ting var sat på plads. Vi var fælles om noget, som var større end dagligdagens trakasserier. Vi oplevede hvad man af og til trænger til at opleve: Det, der knytter os sammen, er større end det som kan skille.”

(Årsskrift for Roskildenser-samfundet 1971).

Retrospektivt set var vi ”aktivister” måske inspireret af studenteroprøreren Finn Ejner Madsens erobring af talerstolen under translokationen på Københavns Universitet.

Hans aktion blev taget knap så ilde op af rektor på Københavns Universitet Mogens Fog, som havde en fortid i Danmarks Kommunistiske Parti og senere som medlem af Socialistisk Folkeparti.

Tolderlund-Hansen var i det hele taget ikke meget for den ”aftraditionalisering”, som tog sin begyndelse i 1960’erne.

Således skrev han i Kristeligt Dagblad 1. juli 1971 om studenters påklædning:

I dag er billedet af et studenterhold broget. Studenterhuen er på retur. Ofte har en tredjedel eller en fjerdedel kvittet den. De hvide kjoler er stadig dominerende, men blandet op med midi og maxi, stribede og kulørte. Og mellem et flertal af noble habitter eller blot lyse skjorter, ses der på drengesiden mere fantasifulde kostumer, vanskelige at karakterisere, men som de nu kan være i dag.”

Jeg tilhørte det ny lag af studenter, som havde en anden social baggrund end de jævnaldrende fra det ”bedre borgerskab”.

Jeg var så heldig at være født på et tidspunkt, hvor middelklassens børn begyndte at indtage landets gymnasieskoler og dermed ændre skolernes normer og elevernes adfærd.

Dette førte til sammenstød mellem en oldgammel institution som gymnasieskolen, som gennem århundreder havde dyrket sine traditioner og sine skikke og brug.

Jeg burde måske netop have følt mig taknemmelig, fordi jeg som barn af middelklasseforældre nu fik mulighed for af få en videregående uddannelse?

Det gjorde jeg på ingen måde.

Det, at gymnasieskolen havde udvidet sit rekrutteringspotentiale til også at omfatte middelklassens børn, var ikke nok for mig.

Jeg så ikke min gymnasieuddannelse som et personligt privilegium, som jeg skulle glæde mig over.

En studentereksamen for mig skulle ikke tjene til at gøre personlig karriere noget steds.

Den var snarere begyndelsen til et gennemgribende oprør mod det bestående kapitalistiske (og ulighedsskabende) samfund.

Selv så mange år efter - skal rektor Tolderlund-Hansens fremstilling af translokationen som udtryk for det tavse flertals pludseligt opståede sammenhold, som fik forpurret nogle forvirrede staklers forsøg på at sabotere hans translokation på Roskilde Katedralskole 1971 - ikke have lov at stå uimodsagt.  

 

Kilde:

http://roskildensersamfundet.dk/onewebmedia/Roars%20Kilde%20Nr.%2053%20-%20juni%201971.pdf

Benjamin Krasnik: ”Naar studenterhuen er større end kundskabstrangen”. Kristeligt Dagblad, 27. juni 2018.