26-06-2018

'At gå til baglinjen".

’At gå til baglinjen’ er ikke særligt populært på det danske fodboldlandshold.

Hverken under Morten Olsen eller under den nuværende landsholdstræner Åke Hareide bruger de to yderfløje (wings) at gå til baglinjen.   

I min tid som fodboldspiller i ungdomsrækkerne i 1960’erne var det almindeligt brugt, at yderfløjene søgte mod baglinjen, så snart de modtog bolden.

Sådan ikke det åbenbart ikke længere på det danske landshold. Og det er en stor fejl.

Både Morten Olsen og nu Åke Hareide foretrækker angreb op langs midten af banen.

Det har visse ulemper.

Dels spredes spillet ikke ud - og er derved nemmere at dæmme op for forsvarerne (taler af erfaring fra min karriere som seniorspiller).

Og en anden ulempe er, at et angreb op langs midten af banen ikke er nær så farligt, som når wings snyder sin back og søger mod baglinjen -  og angriber forsvaret der, hvor det er mest sårbart for indlæg - fra baglinjen.

En aflevering ’ind over’ til en midterbanespiller (gerne en target-player som Andreas Cornelius) fra fløjen sætter forsvaret i en penibel situation.

Når wings søger ned bag forsvarslinjen og lægger bolden ’ind over’ til enten et skud eller et hovedstød er det lettere for holdets angribere at sparke eller heade bolden i mål.

Den eneste som afviger fra Hareides spilkoncept for angreb er venstre wing Pistone Sisto, som godt kan finde på at snyde sin modspiller og søge bag om forsvaret.

Men lige som ofte foretrækker han at gå mod midten og skyde på mål.

Gammel lærdom fra fodboldspillets tidligere tider er tilsyneladende gået i glemmebogen på det danske fodboldlandshold.

 

Min karriere som fodboldspiller er ikke værd at snakke om.

Men jeg kan berette en historie om hvordan jeg som ny-oprykket junior som lille og klejn i 1968 (17år) skulle spille mig på det næstbedste ynglingehold i Roskilde Boldklub.

Jeg var ikke god nok til at spille højre wing. Den plads indtog Finn Larsen, som var selvskreven som højre fløj.

Min chance bestod i at spille mig på som venstre wing - i første omgang som ’13. mand’ (udskiftningsspiller).

Mit problem var, at jeg var højrebenet og en venstrefløj - som pr. definition skulle kunne ’gå til baglinjen’ - skulle kunne sparke med venstre fod.

Holdets træner (Leif ”post” Jensen som var uddannet SBU-træner) tilbød mig at træne mit ”kolde” venstreben op til at kunne ’lægge bolden indover’ fra baglinjen, når jeg i rasende fart havde passeret modstanderholdets overspurtede back.

Leif ”post” Jensen var ikke bare holdets træner, men også ansat i den kommunale gartnerforvaltning, som passede og plejede banerne på byens centralt beliggende stadion.

Han tilbød mig at komme ned i Roskilde Idrætspark efter skoletid at træne mit ”kolde” venstreben.

Jeg takkede med begejstring ja og fik stillet idrætsparkens opvisningsbane til rådighed, som havde de rigtige mål. Kunne jeg ’lægge bolden ind over’ på opvisningsbanen, kunne jeg også gøre det på de andre lidt mindre baner.

Under kyndig vejledning af min træner driblede jeg ned til baglinjen og forsøgte så godt jeg kunne at ’lægge bolden ind over’ med mit ”kolde” venstreben.  

Trods min ihærdige træning, blev jeg aldrig rigtig god til det.

De gentagne spark ”ind over” belastede min lysken, så jeg måtte søge læge - og gå til byens eneste ”idrætslæge”.

Her fik jeg infrarøde stråler på min overbelastede lysken, som aldrig rigtig kom sig.

Som en slags ”flidspræmie” fik jeg et par enkelte kampe som udskiftningsspiller på det næstbedste ynglingehold.

Det var samtidigt slutningen på min ungdomskarriere som fodboldspiller indtil jeg 10 år senere fandt jeg tilbage til fodbolden som senior på et hold i serie 5.

Men jeg glemmer aldrig, hvor vigtigt det er for en fløjspiller at kunne ’gå til baglinjen’ og lægge bolden ind over.

Utallige mål er gennem tiderne blevet scoret på denne måde.

Måske skulle det danske fodboldlandshold prøve det.