28-05-2018

"Palæstinenserne er vor tids jøder".

Boganmeldelse.

Colin Schindler: The Rise of the Israeli Right. From Odessa to Hebron. Cambridge University Press. 2015. 

 

Pudsigt nok har jeg aldrig været i tvivl om, hvad jeg skulle mene om Israel-Palæstina-konflikten.

Fra 1969-1972 var jeg elev på Roskilde Katedralskole.

Det daværende grengymnasium var opdelt efter linjer: min linje var den nysproglige.

På denne linje blev der undervist i fremmedsprogene engelsk, tysk og fransk/russisk.

I 1969 var den gamle Roskilde Katedralskole ved Roskilde Domkirke rykket ud i den vestlige udkant af byen.

Mellem to timer midt på formiddagen fik jeg den pludselige indskydelse at snige mig ind i det uaflåste lokale, hvor næste lektion skulle foregå.

Næste lektion på dagen var en tysktime, hvor vor underviser hed Arne Rosenhoff.

Arne Rosenhoff var et elskeligt væsen. Hans faglige niveau som underviser var enormt højt og hans viden om tysk kunst og kultur var umådelig stor.

Han havde således bl.a. oversat Goethes Faust til dansk og havde et stort kendskab til tysk litteratur.

Min pludselige indskydelse havde intet med Arne Rosenhoff eller hans person at gøre.

Først efter at jeg havde skrevet mine famøse ord på tavlen, blev jeg opmærksom på, at mit udsagn: ”Palæstinenserne er vor tids jøder” måske var uheldigt valgt i en time med lærer som var af jødisk afstamning.

Det viste sig imidlertid til min lettelse, at Arne Rosenhoff ikke tog det mindste anstød af min sætning på tavlen.

Han spurgte straks klassen, hvem der stod for udsagnet og lod forstå, at han ikke havde tænkt at hænge vedkommende ud for sit synspunkt.

Arne Rosenhoff delte langt hen ad vejen mit synspunkt på den mellemøstlige konflikt mellem Israel og Palæstina.

Arne Rosenhoff stod som repræsentant for den ikke-religiøse og sekulære jøde, som mente, at der skulle være plads til begge folkeslag i Palæstina.

Som folkeskoleelev 1958-1968 havde jeg en jødisk lærerinde i geografi, frk. Georgsen.

Frk. Georgsen gjorde meget ud af at fortælle os historien om den jødiske emigration til det Hellige Land, Israel, hvor de opdyrkede Palæstina golde jorder og dygtigt udnyttede landets sparsomme vandressourcer.

Jeg husker endnu svagt indholdet af de film, som frk. Georgsen viste min klasse.

Jeg erindrer ikke, at hun ytrede et eneste kritisk ord om jødernes kolonisering af - det som mange jøder opfattede som deres - ”forjættede land”.

Således repræsenterede Arne Rosenhoff og frk. Georgsen to vidt forskellige jøder.

Arne Rosenhoff var sekulær, frk. Georgsen religiøs. Men begge jøder hver på deres måde.

Disse to meget forskellige jøder, som jeg stiftede bekendtskab med i min ungdom, kan passende stå som repræsentanter for to forskellige udgaver af ’jødiskhed’ (Jewishness).

Colin Schindler gennemgår i sin bog den jødiske højrefløjs historie fra slutningen af 1800-tallet og frem til 2015.

Højrefløjen har ifølge Schindler udviklet sig fra idealisme til realisme.

Schindler er generelt skeptisk overfor højrefløjens projekt om at skabe et ”nationalt hjemland” for jøder i Palæstina.

Højrefløjens tænkning var selvfølgelig præget af den stilling, som jøder havde til enhver tid i verden.

I slutningen af 1800-tallet var zionismen (ideen om et jødisk hjemland i Palæstina) formuleret som et krav om national selvstændighed for jøder i lighed med Italiens og Polens selvstændighed.

Efter 1. verdenskrig blev Palæstina et britisk mandatområde (1918-1947) og blev styret og administreret af den britiske regering.

I den britiske mandatperiode tillod besættelsesmagten ikke fri indvandring til jøder.

I protest mod briternes restriktive indvandringspolitik til Palæstina opstod der militante og militaristiske grupper af jøder, som brugte allehånde kampmidler mod den britiske besættelsesmagt. Herunder terror mod såvel civile som militære mål.

Grupper som Menachem Begins Irgun og Yitzak Shamirs Lehi (Stern-gruppen) begik dødbringende attentater mod fremtrædende britiske politikere og embedsmænd.

Både Begin og Shamir skulle senere komme til at spille fremtrædende roller i statens Israels politiske liv efter 1948.

Den jødiske højrefløj var inden udløbet af den britiske mandatperiode 1947 modstander af enhver form for deling (opdeling) af Palæstina.

Højrefløjen opfattede ”det hellige land” som udelukkende for jøder. De arabiske palæstinensere måtte finde et andet sted at leve. Det var ikke den jødiske stats problem, ræsonnerede de.

Derfor var de også modstandere af FN’s delingsplan, da den blev vedtaget af et flertal i FN og var indstillet på at bekrige den.

Den krig, som brød ud som følge af FN’s delingsplan i 1948 kaldes af zionistiske jøder ”Uafhængighedskrigen” og af palæstinenserne ”Katastrofen”.

De to fløje i israelsk politik var i bund og grund enige om målet: at sikre og bevare en selvstændig israelsk stat.

Uenigheden mellem de to fløje gik på måden at realisere projektet.

Indtil 1977 havde venstrefløjen siddet på den politiske magt.

Dette ændrede sig i 1977, da højrefløjen under ledelse af Menachem Begin vandt valget.

Begin og senere Shamir kom nu til magten i de følgende år.

Det der i den britiske mandatperiode tegnede sig som en fiasko for Begins og Shamirs terrorgrupper med forbud og fængsling, blev nu pludseligt gangbart igen.

Mandatperiodens terrorister optrådte nu som aldrende og respekterede statsmænd i Israel som i udlandet.

Man skulle mene, at folk som Begin og Shamir som ledere af væbnede terrorgrupper ikke ville have en levende chance for at vende tilbage og komme til at spille ledende roller i statens Israels politik.

Men staten Israel havde brug for handlekraftige mænd som Begin og Shamir, som kunne lede den zionistiske stat på rette vej i en fjendtlig omverden.

Handlekraftige mænd som Begin, Shamir, Sharon og senest Netanyahu viste sig at være bedre i stand til at realisere det zionistiske projekt end den mere forhandlingsvillige og fredsvenlige venstrefløj i israelsk politik.

Israelske vælgere belønnede i stadig større grad ’høgene’ end ’duerne’.

Schindler har ikke stor tillid til, at dagens højrefløj vil være i stand til at føre staten helskindet gennem dens mange økonomiske, politiske og sociale kriser.

Netanyahu, Avigdor Lieberman og Naftali Bennett er ikke et bedre bud på løsning af staten Israels mange problemer end fortidens Begin, Shamir og Sharon.