24-05-2018

Fra far til søn.

Hej, Jesper Zwisler!” råbte jeg, da jeg ud af øjenkrogen fik øje på en midaldrende mand, som kom joggende op fra tunnelen under Hvalsø Stationen en lørdag formiddag.

Da jeg stod og ventede på mit tog på perronen og Jesper Zwisler i løb var på vej op af tunnelen tilføjede jeg straks: ”Galibier 1994! i håb om, at han ville huske vores fælles oplevelse for år tilbage på bjerget i de franske Alper.

Jesper Zwisler svarede prompte tilbage: ”Jeg skal køre la Marmotte i år”. ”Held og lykke. Husk at træne!”, svarede jeg, da han forsatte sin løbetur.

Jesper og jeg deltog i juli 1994 begge i en cykelrejse (med bus) til de franske alper. Turen var arrangeret af busrejseselskabet Region Rejser i samarbejde med Aktiv Cykelrejser fra Bjæverskov.

Jesper og jeg mødtes i Valoire-dalen før opkørslen til Col de Galibier. Begge var vi lige trætte og udmatte efter at have kørt fra den lille by la Grave i Isére-dalen, tæt på den legendariske alpetop Alpe d’Huez.

Region Rejsers Hans Hansen agerede turleder, og havde på rejsens sidste køredag foreslået turens deltagere at køre en forkortet udgave af det franske motionscykelløb ”La Marmotte”.

Ruten skulle gå fra La Grave via Bourg d’Oisans over Croix de Fer, Col de Telegraphe og med den legendariske stigning Col de Galibier og hjem til hjembyen La Grave.

En passende distance på ca. 140 km for ambitiøse og veltrænede cykelmotionister.

Jesper og jeg startede begge på selskabets B-hold, som var startet en halv senere end A-holdet.

Efter at have forceret Croix de Fer og Col de Telegraphe var både Jesper og jeg gået ”kolde”. Vi havde ganske enkelt indtaget for få kulhydrater, drukket for lidt væske og var måske også i for dårlig form.

Vi havde mødt den såkaldte ”mur” og ”gået kolde” på kulhydrater. Vi havde begge brugt vore egne indbyggede lagre af kulhydrater plus det lidt vi havde medtaget i vore lommer.

Vi kunne sætte os ned og vente på rejseselskabets bus, som på et tidspunkt ville komme og samle eventuelle ”udgåede” ryttere op, men valgte at pine vore udtærede kroppe og fortsætte gennem Valoire-dalen og et stykke op af Galibier.

(Til vores undskyldning kan anføres, at ingen af os havde den i dag gængse gearing for motionister (36/50) men måtte træde med en gearing på 39/53).

4-5 km fra toppen af Galibier indhentede bussen os og vi lod os samle op.

Vi var dermed blandt de få tilmeldte, som ikke gennemførte turleder Hans Hansen danske udgave af La Marmotte.

Vi var ikke stolte, men erkendte vort nederlag. Vi havde mødt vores fysiske og måske også mentale grænse.

 

Fra far til søn.

Jeg opretholdt ikke kontakten med Jesper Zwisler efter 1994, men læser i dagbladet Informations tillæg Moderne Tider 19. maj 2018, at Jesper er en af lederne på juniorholdet Team Børkop- Carl-Ras, hvor hans søn Jonas er et af holdets mange talentfulde unge ryttere.

Jonas har høje ambitioner med sin cykelsport. Han håber på at blive professionel cykelrytter og han ved der kræves.

Jonas bruger al sin fritid på sin cykeltræning og har den rette indstilling. Cykelryttere skal have evnen til at ville ”kvæle sig selv” og ikke give, fordi musklerne smerter og det ondt i hele kroppen.

Dagbladet Information skriver:

I foråret styrtede Jonas Zwisler og brækkede kravebenet under en enkeltstart, men det eneste han kunne tænke på, var at komme tilbage på cyklen, og det var kun fordi de sagde stop på hospitalet, at han ikke stillede til start dagen efter”.

Jonas forklarer:

Vi er så langt ude, fordi vi træner så meget. Smerten forsvinder fuldstændigt, og den holder simpelthen op med at være relevant. Der går lang tid, før kroppen siger stop, og jeg synes, at noget af det smukkeste ved cykelsporten er, at den er så hård. Det gør den meget reel”.

Jonas er klar over, at det ikke er sundt at dyrke elitesport. Han fortæller om sin tilstand om morgenen før han skal køre løb:

Det var den blotte tanke på, hvor hårdt det ville blive, der fik mig til at brække mig.  Det er simpelthen så hårdt. Det er ikke unikt, at jeg gjorde det. Jeg kender mange, der har haft det på samme måde. Sådan er det bare.”

Om brugen af smertestillende midler fortæller Jonas Zwisler:

Der er nogen der mener, at det er OK at tage panodiler inden start. Nogle kører med det i flasken. Holdet og forældrene vil selvfølgelig ikke have det, men det hjælper jo, hvis man er styrtet, skadet og har ondt.

Mine forældre er imod, at jeg tager noget overhovedet, men jeg vil hellere tage en panodil, end at blive sat [af feltet] af den grund [på grund af ulidelige smerter]. Det er jo ikke ulovligt.”

Adspurgt om han kunne tænke sig at blive professionel cykelrytter svarer Jonas:

Når jeg er i det, så er det eneste jeg vil. Der er intet andet der tæller, så valget er ikke svært. Så tænker jeg ikke på alt det, jeg ofrer - der føles cyklingen som et tilvalg. Jeg skal egentlig aflevere en opgave til skolen i dag, men jeg er fuldstændig ligeglad. Lige nu er det bare cykling og intet andet”.

Nu skal man ikke sammenligne motionscykling og elitesport med hinanden.

Men der er ingen tvivl om, at hvis far Jesper og jeg havde haft samme indstilling som sin søn Jonas til cykling, havde vi bidt smerten i os og - hvis det på nogen måde - havde været fysisk muligt, ville vi være forsat til toppen af Col de Galibier.

Måske ligger forskellen på motionscykling og cykling på eliteplan her.

Motionscyklisten behøver ikke bide al smerte i sig. Det skal en elitesports-udøver kunne.

En motionist kan godt have ambitioner om at komme hurtigt frem og køre stærkt på sin cykel, men han konkurrerer først og fremmest med sig selv - og skal ikke nødvendigvis slå alle andre. 

 

Kilde:

Victor Boy Lindholm: ”Der er ingen opbakning til fjende”. Dagbladet Information, Moderne Tider. 19.maj 2018.