21-05-2018

Monte Zoncolan eller bakkerne ved Maglesø på Midt-sjælland?

I disse dage kan man på Tv-kanalen Eurosport se cykelløbet Giro d’Italia. Italien Rundt varer 3 uger, hvor topprofessionelle cykelryttere strider sig vej gennem Italien fra syd til nord.

Lørdag 19.maj 2018 gik turen op ad stigning på ca. 10 km - med en stigningsprocent på i snit 12 %.

I juli 2006 var jeg så letsindig at melde mig til en tur til de italienske Dolomitter.

Rejseselskabet Velo Tours havde arrangeret en bustur til Dolomitterne for entusiastiske cykelmotionister.

Deltagerne skulle på 6 dage på cykel bestige en række af de legendariske stigninger, som er blevet kørt i det professionelle cykelløb Giro d’Italia, Italien Rundt.

En af de stigninger i Giro d’Italia, som ganske vist først sent kom på programmet i løbets lange historie, hedder Zoncolan.

Zoncolan ligger en smule syd for bjergkæden Dolomitterne, som støder op til Østrig (Sydtyrol).

Stigningen er ca. 10 km lang og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 12 %. Visse steder når stigningsprocenten op på over 20 %.

På turens første dag skulle deltagerne forcere denne ”umenneskeligt” hårde stigning efter at have siddet ”fastlåst” til et bussæde i de ca. 30 timer, som det tog at køre med en langtursbus fra Roskilde til Dolomitterne.

Arrangørerne havde booket et beskedent hotel i pæn nærhed af Zoncolan-opkørslen.

Næste morgen vågnede vi - endnu med ”tykke” ben - efter de 30 timers buskørsel.

Vore cykelguider førte os klogelig af en omvej frem til opkørslen til Zoncolan og vore pinsler kunne begynde.

På så stejle opkørsler som denne er cyklens gearing vigtig. Motionscyklistens gearing er efterhånden så udbredt, at alle (fornuftige) motionscyklister alle har en krans på forhjulet bestående af to klinger (tandhjul) med henholdsvis 50 og 36 tænder.

Antallet af tænder på bagkransen går fra 11 og helt op til 32 tænder (nogle har kun 29 tænder som det mindste antal tænder på bagkransen).

Selvom gear-udvekslingen (forskellen på antallet af tænder på forkrans og bagkrans) er så lille, at det skulle være muligt for næsten alle motionister at cykle op af Zoncolan, skulle det vise sig at være særdeles svært at holde gang i cyklen.

På et sted midtvejs på stigningen måtte jeg opgive at træde mit motionsgear og for en kort stund stige af.

Opmuntret af nogle af mine lidelsesfæller på stigningen (som endnu ikke var stået af) lykkedes det mig dog at træde min cykel i gang igen ved at tage afsæt fra et træ eller rækværk og skubbe mig selv i gang.

Stigningen er skovklædt og den lille stigning bliver midtvejs til en smal asfalteret skovsti, som slynger sig op gennem skoven og til sidst munder ud i en ”gryde på toppen af stigningen.

Forinden har man passeret flere (på daværende tidspunkt uoplyste) tunneller og som (på daværende tidspunkt) ikke var asfalterede.

Jeg husker ikke hvor lang tid jeg brugte på opstigningen, men gennemsnitshastigheden var ikke høj (højst 7-8 km i timen). De professionelle cykelryttere bruger ca. 45 minutter.

I dag 12 år efter har jeg ikke tænkt mig at gøre kunststykket efter. Min alder og min manglende træning tillader det ikke.

I stedet cyklede jeg søndag 20. maj en tur i de Midtsjællandske Alper, hvor jeg besteg bakkerne ved Maglesø (ved Tølløse), som er kendt af de fleste motionscyklister på Midtsjælland.

De to bakker ved Maglesø er ikke særligt lange og stigningsprocenten kommer næppe over de 10 %.

Jeg måtte ikke - som på Zoncolan af og gå - på de to bakker ved Maglesø.

Selvom man ikke - som jeg - kommer til at tage udfordringen op på Zoncolan på ny, skal man ikke kimse ad vore hjemlige bakker.

Også de kan give en motionscyklist god motion.