21-05-2018

Miskrediteret socialisme.

Siden Oktoberrevolutionen 1917 i Rusland, som satte en stopper for århundreders autokratiske zardømme, har verden ikke set økonomiske, sociale og politiske omvæltninger, som med rette kan kaldes socialistiske.

Det var en afgørende forudsætning for Oktoberrevolutionens og Sovjetstatens overlevelse, at den ikke forblev den eneste socialistiske stat i verden.

Lenin og Trotsky forestillede sig aldrig, at Sovjetstaten kunne overleve som den eneste socialistiske stat i en fjendtlig kapitalistisk verden.

Dette skete som bekendt ikke - og fristes man til at sige - ’resten er historie’.

Lenins og Trotskys Sovjetstat krakelerede langsomt og degenererede efterhånden til at blive en karikatur af sig selv.

Trotsky betegnede den degenererede Sovjetstat som en ”degenereret arbejderstat”.

Andre mente, at Sovjetstaten havde udviklet en ny herskende klasse af bureaukrater og dermed måtte betegnes som et ikke-kapitalistisk klassesamfund.

Atter andre betegnede Sovjetstaten som en form for ”bureaukratisk kollektivisme”.

 

Efter 2.verdenskrig blev Europa og Asien opdelt i to ”interessesfærer” mellem Sovjetstaten og USA.

Sovjetstatens autokratiske hersker Josef Stalin indgik et kompromis med den angelsaksiske (og franske) imperialisme om deling af Europa og Asien.

De central -og østeuropæiske stater i den sovjetiske indflydelsessfære blev promoveret som en ny form for demokratier, såkaldte folkedemokratier, som skulle være mere demokratiske end Vestens borgerlige demokratier.

Endnu en gang rejstes spørgsmålet om de ny regimers klassekarakter.

Var de blot aflæggere af Stalins ”degenererede arbejderstat” i Sovjetunionen eller var de noget andet?

”Folkedemokratierne” kunne næppe sammenlignes med Lenins og Trotskys Sovjetstat fra 1917.

Stalins degenererede kommunistpartier kunne næppe siges af være tro kopier af Lenins og Trotskys revolutionære marxistiske parti i 1917.

Hvilken slags omvæltning var der da tale om?

En socialistisk revolution gennemført af et ikke-revolutionært parti? Var det muligt?

Og var der overhovedet tale om socialistiske omvæltninger i alle ”folkedemokratier”?

Var Sovjetstatens Røde Hær ikke bare rykket ind i Tyskland, Polen, Ungarn, Rumænien og Tjekkoslovakiet?

Forvirringen var stor blandt datidens revolutionære marxister.

Nogle mente, at de central- og østeuropæiske folkedemokratier af ovennævnte grunde skulle kaldes ”deformerede arbejderstater”. Men hvordan ”deformeret” til forskel fra ”degenereret”?

 

Vi fastslog indledningsvis, at der ikke siden den russiske Oktoberrevolution 1917 har fundet socialistiske revolutioner sted.

Jeg vil fastholde, at ingen af de central-og østeuropæiske folkedemokratier på nogen måde kan gøre krav på at kalde sig socialistiske.

Heller ikke regimer uden for Europa som under den Kolde Krig brugte betegnelsen ”socialistisk” om sig selv kan med rette gøre krav på betegnelsen ”socialistiske”.

Ingen af disse styrer i Latinamerika, Asien og Afrika lever op til betegnelsen ”socialistisk”.

 

Sidste skud på stammen er Hugo Chavez’ Venezuela.

Hvis vi bruger den samme målestok på Chavez’ Venezuela, må vi helt klart afvise, at Venezuela på noget tidspunkt har været ”socialistisk”.

Begrebet socialisme er i den grad blevet udvandet til ingenting at betyde. Hvilke kriterier skal vi bruge, når vi skal undersøge om et styre er socialistisk?

Trotsky brugte følgende 3 kriterier:

statsmonopol på udenrigshandel,

nationalisering af de vigtigste dele af landets produktionsapparat

og rådsstruktur (på alle niveauer) i alle dele af samfundet.

Disse 3 kriterier er nødvendige men ikke tilstrækkelige kriterier.

Chavez’ og hans efterfølger Maduro’s Venezuela opfylder måske nok de 2 første kriterier, men så absolut ikke det sidste og mest afgørende.

Chavez kom ikke til magten på basis af en (socialistisk) massebevægelse, men sprang ind på den politiske scene som en faldskærmssoldat ud af en helikopter.

Højrefløjen vil sammenligne det med Lenins ankomst til Leningrad skjult i en tysk togvogn. Sammenligningen holder ikke.

Chavez var blot én i rækken af latinamerikanske caudillo’er, som Latinamerikas historie er så fuld af.

Når borgerlige demokratier krakelerer - og står på randen af sammenbrud er borgerskabets sidste udvej altid den væbnede magt, militæret.

Officerer har - historisk set - været progressive eller reaktionære. Chavez var helt klart progressiv - men ikke en klassisk revolutionære marxist á la Lenin og Trotsky.

Ja han nationaliserede store dele (ikke alle) af Venezuelas industri og levede højt på landets rådighed over enorme olieressourcer.

Men nationalisering og monopol på udenrigshandel gør ikke i sig selv stater til   socialistiske.

Det afgørende må være, om Chavez og hans efterfølger Maduro har skabt en socialistisk Rådsrepublik i Venezuela.

Noget kunne tyde på, at dette langt fra er tilfældet.

Chavez og Maduro har kun holdt sig magten takket være indtægterne fra salg af landets enorme olieressourcer.

Men et lands ”socialisme” står og falder ikke med landets ensidige afhængighed af et råstof (jf. Cubas afhængighed af eksport af sukker).

Som Castro-brødrenes Cuba har Chavez og Maduro bidraget til at miskreditere betegnelsen ”socialisme” og gjort det så godt som umuligt at bruge begrebet uden at blive slået i hartkorn med regimer som Cuba og Venezuela under Chavez og Maduro.

Venstrefløjens ukritiske begejstring for Chavez (indtil det for alvor gik galt) har kun hjulpet højrefløjen med at miskreditere begrebet ”socialisme” og dermed gjort begrebet så godt som umuligt at bruge - uden konnotationer og associationer til f.eks. Castro-brødrenes Cuba og Venezuelas Hugo Chavez.   

 

Kilder:

Frederik Timm Bentsen: Venezuela står midt i ”den største økonomiske depression i Sydamerikas historie”. Dagbladet Information, 19. maj 2018.

Simon Johansen: Venezuelanerne ser ingen anden udvej end at vende deres kriseramte land ryggen. Kristeligt dagblad, 19. maj 2018.

Magnus Boding Hansen: Korthuset, Weekendavisen, 18. maj 2018.