03-05-2018

Hvad blev der af 1968'erne?

Er det ikke bare den sørgelige historie om ’Fanden som gik kloster, da han blev gammel’?

Er der noget mærkeligt i, at mange af de oprørere, som stod i spidsen for opstanden i maj-juni 1968 i Frankrig før eller siden bevægede sig væk fra deres standpunkter og holdninger fra maj 1968?

Såmænd ikke.

Det er ikke ofte i historiens lange forløb, at der indtræffer korte øjeblikke, hvor store samfundsomvæltninger er mulige.

Et sådant indtraf i Frankrig i maj 1968.

Her forelå der - objektivt set - en historisk enestående mulighed for at skabe store samfundsmæssige forandringer.

Det skete som bekendt ikke. Det kan der gives mange forklaringer på. Min forklaring er ganske entydig. Der manglede et revolutionært lederskab.

Lad os se på, hvordan det er gået nogle af de personer som dengang optrådte som uformelle ledere af opstanden.

Laurent Joffrin har i en artikel i dagbladet Liberation opregnet 10 myter om 1968.      

http://www.liberation.fr/debats/2018/05/01/mai-68-les-faux-proces-d-une-vraie-liberation_1647114?xtor=EPR-450206&utm_source=newsletter&utm_medium=email&utm_campaign=quot

Han afviser dem alle sammen og opsummerer til sidst begivenhederne i maj 1968 med at se på, hvordan det er gået nogle af de mest fremtrædende ledere fra den gang.

Det kan måske give et indtryk af hvor meget og hvor lidt der er tilbage af ”ånden” fra 1968.

Joffrin begynder med de 3 allermest fremtrædende ledere af studenterbevægelsen:

Alain Geismar: den gang maoist, nu tilhørende den ”klassiske venstrefløj”.

Jacques Sauvageot: (død for nylig), trak sig tilbage for offentlighedens søgelys, men beholdt ideerne fra 68.

Daniel Cohn-Bendit: (”Røde Danny”) den gang “venstreradikal” (’gauchist’), med til at stifte partiet De grønne i Tyskland; i dag medlem af Europa-Parlamentet for et økologisk parti.

Disse 3 er ifølge Laurent Joffrin, Liberation stadig deres idealer fra 1968 tro.

Laurent opregner herefter en række personer, som i 1968 bekendte sig til ”ånden” fra 1968 og som på forskellig vis tilsluttede sig studenteroprøret af arbejderklassens kamp, men som ikke længere bekender sig til ”ånden” fra 1968.

Andre Glücksman: dengang maoist; i dag tilhænger af den borgerlige Nicholas Sarkozy (eks-præsident).

Alan Finkielkraut (filosof): den gang maoist; befinder sig i dag på den yderste højrefløj.

Pascal Bruckner(filosof): definere sig i dag som ny-konservativ.

Jean Pierre Le Goff: den gang maoist; i dag konservativ.

Af andre knap så fremtrædende personer på den yderste venstrefløj, som har foretaget en rutschetur fra venstre mod højre kan nævnes:

Jean-Luc Melenchon (Organisation Communiste Internationaliste, trotskistisk); minister i socialistiske regeringer; nu kandidat for den venstreorienterede valgkoalition La France Insoumise.

De nævnte personer skal ikke hænges ud for ikke at have holdt fast ved deres idealer fra 1968.

Deres ændrede politiske holdning kan allerhøjst bruges til at bekræfte den enkelte kendsgerning, at det er yderst vanskeligt at opretholde sin oprørske holdning i en tid, hvor ”tidsånden” går i en anden retning.

I Danmark kendes fænomenet under navnet ”Pittelkow-fænomenet” opkaldt efter Ralf Pittelkow som i 1970’erne var et fremtrædende medlem af partiet Venstresocialisterne og som i pagt med tidsånden via Socialdemokratiet bevægede sig et godt stykke ud på den yderste højrefløj og i dag redigerer netavisen ”Den Korte Avis”.

Vi kender ligeledes fænomenet fra litteraturens verden. Fra Klaus Manns ”Mefisto”, hvor hovedpersonen er modelleret en kendt tysk venstreorienteret skuespiller, som skiftede farve efter de ændrede politiske forhold i Weimar-Tyskland og fortsatte sin skuespillerkarriere efter Hitlers magtovertagelse.       

Men man bør ikke blive overrasket over dette alment kendte fænomén fra politikken og kunstens verden.

Der bekræfter sådan set bare Karl Marx’ vise ord: Så længe den herskende klasse er ved magten - er den dens tanker, som er de herskende - i medierne og i samfundet i øvrigt.

Sådan er det stadigvæk.