28-04-2018

Trotskys 4. Internationale - 80 år.

Nok ikke mange vil erindre, at det er 80 år siden, at den russiske revolutionære marxist Leo Trotsky i 1938 sammen med sine få tilhængere dannede 4. Internationale.

For langt de fleste vil navnet Trotsky være forbundet med den russiske Oktoberrevolution 1917 - og med rette.

Trotsky var arkitekten bag opstanden i Skt. Petersborg. Sammen med Lenin var han hovedmanden bag planen om at gribe til opstand 7. november 1917 - hverken før eller senere.  

Det lykkedes ikke de russiske bolsjevikker at opbygge et velfungerende socialistisk samfund, som hurtigt efter Lenins død i 1924 og efter Trotskys eksklusion, forvisning - og endelige eksilering i 1929 - degenererede til en parodi på et socialistisk samfund.

Lenins og Trotskys revolutionære marxisme har lidt ubodelig skade efter Stalins magterobring af det bolsjevikiske parti og eneherskerstilling i Sovjetstaten.

Lenins og Trotskys revolutionære marxisme er ikke bare frygtet af alverdens herskende klasser, men også forhadt af reformister (demokratiske socialister) og af Stalins efterfølgere.

Trotsky blev af Sovjetstatens despot Stalin udskreget som fjende nr. 1 - og overalt hvor Trotsky satte sine ben - efter sin eksilering - blev han forfulgt og jaget på flugt.

Trotsky blev af stalinister betegnet som et fremmedlegeme, som havde sneget sig ind i arbejderbevægelsen - og som gik klassefjendens ærinde.

Stalin ønskede død (fysisk udslettelse) over en person, som han betragtede som sin farligste politiske rival og hans hemmelige efterretningstjenester (NKVD og GRU) forfulgte ham ind i døden.

Det lykkedes ikke Trotsky at undslippe Stalins lange arm, som ramte Trotsky i august 1940.

 

4. Internationale 1938.

Inden da havde han og hans få tilhængere udfordret stalinisternes (og reformisternes) monopol på at repræsentere arbejderklassen og fået bekræftet, at trotskister hørte hjemme i arbejderbevægelsen.

Langt om længe besluttede Trotsky og hans få tilhængere i 1938 at skride til dannelse af en ny - 4. - Internationale.

Trotsky mente nu at have tilstrækkeligt med bevis for, at det ikke var muligt at gendanne eller genrejse Lenins og hans egen 3. Internationale fra 1919.

Stalins Kommunistiske Internationale (Komintern) var nu så ideologisk og politisk degenereret, at den var umulig at gendanne eller rekonstruere.

Man kan diskutere, om han drog tilstrækkeligt ved lære af bolsjevikkernes socialistiske eksperiment i Rusland påbegyndt i 1917, men Trotsky afveg aldrig fra sit oprindelige mål om at oprette proletariatets diktatur i tilstrækkeligt mange lande til at kunne gennem en socialistiske verdensrevolution.

Til trods for personlig og politisk modgang stod han fast på sine politiske idealer og sin praktiske politik.

Han var kompromisløs i og ubarmhjertig sin kritik af stalinisme og reformisme, som han mente forrådte arbejderklassen og dens politiske bevægelse.

Han anså både socialdemokratiske reformister og stalinistiske renegater for klasseforrædere, som burde fremstilles som sådant - og derfor bekæmpes med ideologiske og politiske midler.

 

Arven fra Trotsky.

Det måske mest tragiske kapitel i historien om Trotsky er, at meget få af hans selvproklamerede efterfølgere har formået at tage arven op efter ham.

Allerede inden Stalins hemmelige efterretningstjenesters drab på ham i august 1940 var den trotskistiske bevægelse splittet - og i begyndende opløsning.

Trotsky havde alt for længe opretholdt et skæbnefællesskab med andre af Stalins modstandere, som ikke delte alle Trotskys hovedsynspunkter.

Dette skæbnefællesskab kostede trotskisterne for megen energi i de evindelige fraktionskampe med andre anti-stalinistiske strømninger.

Trotsky (og mange af hans tilhængere) var endvidere for længe om at indse, at Stalins Komintern stod i vejen for en socialistiske verdensrevolution - og måtte opfattes som kontrarevolutionær i sin støtte til de herskende klasser.

Stalins folkefrontspolitik fra 1935 bekræftede endnu en gang, at Komintern skulle spændes for Sovjetstatens ikke-revolutionære udenrigspolitik.

Ligesom Kominterns skæbnesvangre passivitet op til og efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933 burde have betydet, at han endegyldigt havde opgivet Stalins 3. Internationale som en progressiv kraft.

 

Efterkrigstidens trotskisme.  

Efterkrigstidens trotskistiske bevægelse var præget af stor ideologisk og politisk usikkerhed og vaklen.

Efterkrigstidens selvproklamerede trotskister kunne ikke finde sine egne ben i forhold til de store stalinistiske partier i Vesteuropa (jf. diskussionen om entrisme i de stalinistiske partier).  

Folkedemokratierne i Central -og Østeuropa voldte dem vanskeligheder med at bestemme som statstyper (jf. diskussionen om statskapitalisme, degenereret eller deformeret arbejderstat).

 

Kort sagt vil jeg hævde, at den realt eksisterende trotskisme led af to alvorlige sygdomme med sammen ophav: opportunisme - i forhold til de to store strømninger i arbejderbevægelsen: reformisme og stalinisme.

Ideologisk, politisk og organisatorisk blødhed over for begge retninger i arbejderbevægelsen er efter min mening skyld i, at trotskisme i dag ikke længere indtager en fremtrædende plads i arbejderbevægelsen.

Ikke kun klassefjenden - de herskende klasser - er trotskismens modstander, men i lige så høj grad fjenden i egne rækker: reformisme og stalinisme - som efter min mening stadig martrer arbejderbevægelsen.

Ingen revolutionære marxister har indtil nu taget et tilbundsgående opgør med hverken den historiske eller aktuelle reformisme (demokratiske reformisme) eller med de levn af stalinisme, som stadig præger venstrefløjen.

Trotskys tankegods er dog stadig det bedste udgangspunkt for et opgør med reformisme og stalinisme.

Et godt udgangspunkt ville være om flere læste Trotskys bøger, som stadig er aktuelle for revolutionære marxister.