26-04-2018

Maj 1968 i Frankrig - hvad kunne det ikke være blevet til?

Demandez-lisez Lutte Ouvriére!” [Forlang at læse Lutte Ouvriére] råbte jeg af mine lungers fulde kraft stående udenfor Marcel Dassaults flyfabrikker i den nordlige forstad Aubervilliers til Paris en forårsdag 1974 - dagen efter det franske præsidentvalg.

Som sympatisør af den franske trotskistiske organisation Lutte Ouvriére var jeg stået tidligt op den morgen for at uddele organisationens ugentlige ”bulletin d’entreprise” - et stencileret A-4 ark, hvor Lutte Ouvriére på forsiden i et kortfattet og præcist sprog gav udtryk for sin opfattelse af organisationens syn på venstrefløjens foretrukne kandidat Francois Mitterand.

Lutte Ouvriéres præsidentkandidat Arlette Laguiller havde i sin valgkamp betegnet ”socialisten” Mitterand som en ”homme bourgeois de gauche” - en venstreorienteret borgerlig.

Mitterand var ikke udgået ej eller udrundet af arbejderbevægelsen. Af opportunistiske grunde kaldte han sig ”socialist” og poserede som sådan som formand i sit nydannede Socialistparti (PS).

Mitterand var en venstreliberal politiker, som ikke havde rødder i den franske arbejderbevægelse.

Det var med god grund, at Lutte Ouvriéres Arlette Laguiller kaldte Mitterand for en ”homme bourgeois de gauche”.

Det franske kommunistparti (PCF) og det stalinistiske dirigerede fagforbund CGT støttede Francois Mitterands præsident kandidatur og havde skrevet under på det fællesprogram, som grundlag for den ”Venstreunion”, som en række partier havde indgået op til valget.

Uden for Dassaults flyfabrik i Aubervilliers stod - foruden lille jeg med min stencilerede tosidede ”bulletin d’entreprise” fra Lutte Ouvriére - tillidsmænd fra CGT i kedeldragt.

Jeg følte mig skræmt ved de blå kedeldragters truende adfærd, da en af disse greb mig i kraven og stillede mig til regnskab for, at deres præsidentkandidat Mitterand lige netop havde tabt præsidentvalget til den borgerlige republikaner Giscard d’Estaing med ganske få procent.

Lutte Ouvriéres kandidat Arlette Laguiller havde ”stjålet” stemmer fra ”Venstreunionen” og var således ifølge den blå kedeldragt skyld i, at Mitterand havde tabt.

Jeg og Lutte Ouvriére var ifølge den ophidsede kedeldragt ”splittelsesmagere”. ”Vous etes des diviseurs”, (I er splittelsesmagere) råbte han ind i ansigtet på mig.

Dette lille sammenstød mellem en tilhænger af en trotskistisk præsidentkandidat og en repræsentant for den forenede venstrefløj i form af det franske kommunistparti (PCF) og pseudo-socialisten Mitterand skulle vise sig at blive symptomatisk for den revolutionære venstrefløjs forhold til den etablerede venstrefløj.

Den lykkedes aldrig den (trotskistiske) revolutionære venstrefløj at blive enige om, hvorledes den skulle forholde sig til den etablerede venstrefløjs reformisme (PS og det lille PSU) og stalinisme (PCF).

Historisk set har splittelsen i den trotskistiske bevægelse været præget af spørgsmålet om, hvorledes den skulle forholde sig til arbejderbevægelsen og til de eksisterende fagforeninger.

Overordnet set har der været to holdninger til at udvikle selvstændige trotskistiske organisationer.

Skulle trotskister forsøge at udvikle sine organisationer i ”splendid isolation” eller skulle man forsøge at bryde sin isolation ved at søge ind i andre af arbejderbevægelsens organisationer (reformistiske eller stalinistiske)?

 

Maj 1968.

I maj 1968 opstod en af de sjældne situationer i Frankrig, hvor det var muligt at gribe magten, hvis ellers der havde eksisteret et revolutionært lederskab i Frankrig.

De objektive muligheder for en magtomvæltning var uomtvisteligt til stede.

Det franske samfund befandt sig i en alvorlig økonomisk og politisk krise og store dele af den franske arbejderklasse var parat til at sætte alt på et bræt. Millioner af franske arbejdere nedlagde arbejdet og gik i generalstrejke.

300.000 arbejdere deltog i demonstrationer mod den siddende regering og i adskillige dage udbrød der voldelige kampe mellem politi og demonstranter.  Revolutionen stod på dagsordenen.

Til trods herfor blev det ikke revolutionen som sejrede i maj 1968, men derimod kontrarevolutionen.

Og sådan går det, når de objektive betingelserne er til stede og der mangler et revolutionært lederskab.

Hverken den gang (og i endnu mindre grad i dag) var der et revolutionært lederskab som kunne påtage sig rollen som avantgarde og vise arbejderklassen den rette vej til en revolutionær magtomvæltning.

Resultatet af den udeblevne revolution i maj 1968 i Frankrig blev en styrkelse af de reaktionære kræfter - og en dertil svarende svækkelse af de revolutionære kræfter.

Den franske arbejderklasse og arbejderbevægelse er endnu ikke kommet sig over sin svækkelse siden sit historiske nederlag i maj 1968.

De tre daværende trotskistiske organisationer er enten ophørt med at eksistere (OCI) eller har opløst sig selv i diverse ”antikapitalistiske” fora (Ligue Communiste).

De daværende trotskistiske organisationer (OCI og LC) har opgivet deres revolutionære marxisme og er forfaldet til den rene og skinbarlige reformisme.

Kun Lutte Ouvriére har formået at overleve som en selvstændig trotskistisk organisation.

Medlemmer og sympatisører deler stadig organisationens ”bulletins d’entreprise” ud ved fabriksporte og kontorer over hele Frankrig - og opstiller sin egen præsidentkandidat.

 

Kilde:

Mai 68, le courant trotskyste et la question du parti revolutionnaire.

Lutte de Classe nr. 191. april 2018.