26-04-2018

Ok 2018. Alle for én - og en for sig selv.

Fagbureaukraterne i de offentligt ansattes fagforeninger gik til forhandlinger med de offentlige arbejdsgivere (stat, regioner og kommuner) om en ny overenskomst 2018 under parolen om for enhver pris at holde sammen. 

Forbundsformand for FOA (Fag og Arbejde) Dennis Kristensen kaldte dette proklamerede sammenhold på lønmodtagerside for en ”musketéred”.

Samlet skulle de offentligt ansattes fagforeninger over for de offentlige arbejdsgivere stå last og brast om hjælpe folkeskolelærerne med at rette op på det regeringsindgreb, som Finansministeriets Moderniseringsstyrelse dekreterede med overenskomstindgrebet i 2013.

 

Endvidere skulle sammenholdet på lønmodtagerside medvirke til at forhindre de offentlige arbejdsgivere i at afskaffe den betalte spisepause på en halv time pr. dag.

Arbejdsgivernes inddragelse af den betalte spisepause (for nogle grupper af offentligt ansatte indskrevet i overenskomsten - for andre kutyme) ville betyde, at de kunne spare 5 x en halv time pr. uge = 2,5 løntime.

Dvs. at de offentlige arbejdsgivere med en arbejdsuge på 37 timer kunne spare en medarbejder for hver 15 ansatte.

Forslaget om at bortskaffe den betalte frokostpause var og er fortsat et slet skjult besparelsesforslag, som vil mindske antallet af offentligt ansatte.

 

Fagbevægelsens selvudnævnte ”musketerer” ønskede endvidere at slippe af med den privatløns-klausul (som begrænser de offentlige lønstigninger og som fastlåser i forhold til lønudviklingen på det private arbejdsmarked), som de var gået med til ved sidste overenskomstforhandling.

Fagbureaukraterne indgik en ganske vist uformel ”musketéred” om at stå sammen om disse 3 forhandlingskrav.

FOA’s Dennis Kristensen modificerede ganske vist sin selvproklamerede ”musketéred” og udtalte, at han og FOA ikke havde givet Danmarks Lærerforening ”vetoret” til at hindre de andre ”musketerer” i at indgå forlig på egne vegne.

Under det langstrakte forhandlingsforløb i Forligsinstitutionen fornemmede offentligheden, at FOA’s Dennis Kristensen ikke havde tænkt sig at overholde sin ”musketéred”, men så en fordel i at indgå et ”favorabelt” forlig med Danske Regioner for FOA’s egne medlemmer.

Dennis Kristensen gik herefter solo og nåede et - efter eget udsagn - tilfredsstillende forlig med Danske Regioner, som tilgodeså de lavtlønnede (fortrinsvis kvinder) i hans forbund og som fastlagde en lønudvikling på 8,1 % over de næste 3 år.

Med sit soloridt har den afgående forbundsformand Dennis Kristensen skabt splittelse blandt de offentligt ansattes fagforeninger.

Selv mener han, at han med sin enegang har banet vejen for de andre offentligt ansattes fagforeninger til at opnå lige de samme goder.

Virkeligheden forholder sig nok lidt anderledes.

I stedet for sammenhold blandt de offentligt ansatte har Dennis Kristensen skabt splittelse og efterlader som afgående formand for FOA et dystert indtryk som en fagbureaukrat, som først og fremmest tænker på sit eget fagbureaukrati og måske også - hvem ved - på sit eget eftermæle.

Hvilket eftermæle vil Dennis Kristensen da få?

 

Min viden om Dennis Kristensens faglige fortid begrænser sig til min ansættelse i Amtsrådsforeningen i Danmark 1986-1988 som fuldmægtig i Amtsrådsforeningens lønafdeling, hvis opgave det var - som arbejdsgiver på amternes vegne - at forhandle overenskomster for de amtsligt ansatte.

Som fuldmægtig var mit område de amtsligt ansatte læger - og jeg fik derfor et vist kendskab til forhandlingerne på sygehusområdet.

I Amtsrådsforeningen var der især to personer, som man havde en vis respekt for - og til dels frygtede som forhandlingsmodpart.

Den ene var den daværende forkvinde for Dansk Sygeplejeråd Kirsten Stallknecht. Kirsten Stallknecht blev af Amtsrådsforeningens politikere i Lønudvalget og af direktøren og kontorcheferne i Lønafdelingen respekteret som en ”tough” forhandlingsmodpart, som var svært at bide skeer med.

Kirsten Stallknecht var ikke kun forkvinde for Dansk Sygeplejeråd, men også medlem af Det konservative Folkeparti.

Som repræsentant for landets sygeplejersker var hun som forhandler militant i dette ords egentlige forstand.

I midt-1980’erne anså de offentlige arbejdsgiverne i Amtsrådsforeningen ellers medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) for at være fagligt militante.

En af disse fagligt militante DKP’ere hed Dennis Kristensen og var tillidsmand for plejerne på Herlev Sygehus.

Jeg kender ikke i detaljerne i Dennis Kristensens vej til formandsposten i FOA, men han førte sig i en periode frem som udgørende et alternativ til de endnu mere reformistiske socialdemokratiske ledere i fagbevægelsen - end han selv.

DKP-medlemmet Dennis Kristensen blev mødt af en kold skulder af fagbevægelsens socialdemokrater og nåede - sikkert af den grund - aldrig helt til tops i LO.

Tilfældene Kirsten Stallknecht og Dennis Kristensen viser, at beredthed til faglig kamp ikke altid har med politisk ideologi at gøre.

Men et er sikkert og vist.

Der er langt fra 1980’ernes militante tillidsrepræsentant på Herlev Sygehus til forbundsformanden Dennis Kristensen, som 2018 splittede det lovede forhandlingsfælleskab for de offentligt ansatte og indgik forlig med Danske Regioner for sine egen medlemmer.

Onde tunger vil hævde, at Dennis Kristensen herigennem viste sig som den fagforeningsbureaukrat, som han altid har været.

Bare lidt værre.