13-03-2018

Kommunalpolitisk forfald.

Kommunalpolitisk forfald.

Kommunalpolitik er politikkens bundskrab.

I Slagelse har kommunalpolitik nået en ny bundgrænse.

Efter kommunalvalget i november 2017 skulle Liberal Alliances Villum Christensen afgøre om han ville støtte Venstre borgmester Sten Knuth, som han havde haft et sammenstød med om kommunens brug af busser, som skulle køre på brint eller om han skulle sætte pengene på den anden hest socialdemokraten John Dyrby.

Villum Christensen valgte at pege på socialdemokraten John Dyrby som borgmester - støttet af SF og Enhedslisten.

For at denne ”uhellige alliance” mellem to tilsyneladende så ideologisk forskellige partier kunne komme i stand, betingede Villum Christensen sig, at han efter 2 år skulle have mulighed for at overtage borgmesterposten efter John Dyrby. Altså en deling af borgmesterperioden.

Efter konstitueringen med Dyrby som borgmester tilbød han at give de 3 borgerlige partier - Venstre, Dansk Folkeparti, og Det radikale Venstre som et plaster på det sår, som Villum Christensen havde revet op med sin aftale med Dyrby poster som udvalgsformænd.

Så var sol og vind ligesom fordelt ligeligt, har Dyrby sikkert tænkt.

Ovenpå den tumultariske konstituering og de kaotiske forhold i Slagelse kommune før valget ville Dyrby gyde olie på vandene - og håbede dermed at skabe ro.

Han tog fejl - uroen har ikke lagt sig over Slagelse endnu. Det ulmende bål blussede igen op, da det kom Dyrby for øre, at Venstre og Dansk Folkeparti i kulisserne ytrede utilfredshed med Dyrbys ”nepotisme, kammerateri og svindel med offentlige midler.”

På baggrund af disse beskyldninger truer borgmester Dyrby nu med at fratage oppositionen de tildelte udvalgsformandsposter og således bringe den tilsigtede balance i byrådet ud af kraft.

Slagelse kommune var før valget i november 2017 præget af en række skandaler, som bl.a. bevirkede, at kommunaldirektør Sten Lund Hansen i december 2016 blev fyret og ifølge TV2 fik et ”gyldent håndtryk” på 5 millioner kr. Hans efterfølger Jane Wiis sad kun i 11 måneder inden hun forlod posten som kommunaldirektør. I den anledning udtalte hun til SN.dk: ”Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Men der er jo desværre nogle mennesker i dette land og også i Slagelse kommune, der ikke har andet fornuftigt at tage sig til end at svine andre menneskers gode navn og rygte til.”

Sidst har Liberal Alliances ”tunge på vægtskålen” i Slagelse byråd Villum Christensen annonceret, at han ikke genopstiller til næste folketingsvalg, men foretrækker at være borgmesterkandidat til Slagelse byråd.  

 

Kilde:

David Rehling: Med anklager om nepotisme, kammerateri og svindel fortsætter kommunalvalget i Slagelse. Dagbladet Information. 13. marts 2018.