13-03-2018

Loyale embedsmænd?

Loyale embedsmænd?

Danmark bryster sig af at være et land, hvor embedsmænd gennem århundreder har været loyale overfor deres politiske herrer.

I øjeblikket præges medierne af to eksempler på embedsmænd, som begge mener at have optrådt loyalt overfor deres politiske arbejdsgivere.

Den ene hedder Johan Reimann og var politidirektør i København på det tidspunkt, hvor byen modtog besøg af Folkerepublikkens Kinas præsident Hu Jin Tao.

Københavns Politi fik tilsyneladende besked ovenfra (?) om, at besøget skulle forløbe i al fredelighed og ikke måtte give anledning til noget postyr af nogen art.

Hu Jin Tao skulle modtages som en kær gæst og opleve Danmark som et åbent og gæstfrit land. Hu Jin Tao skulle under ingen omstændigheder opleve, at der var danskere, som var utilfredse med Folkerepublikkens behandling af provinsen Tibet, som Folkerepublikken betragter som en integreret del af landet.

Visse tibetanere er af en lidt anden opfattelse og mener, at Folkerepublikken undertrykker Tibet og den tibetanske kultur.

Kun få demonstranter vovede at skilte med deres utilfredshed med Folkerepublikkens undertrykkelse af Tibet og politiet skred til konfiskation af demonstranternes medbragte tibetanske flag og bannere.

Demonstranterne påberåbte sig deres grundlovssikrede ytringsfrihed og protesterede højlydt under politiets indgreb.

Efterfølgende blev en kommission nedsat, som skulle undersøge hændelsesforløbet. I sin undersøgelse af baggrunden for politiets overgreb på demonstranterne har kommissionen ikke kunnet få adgang til politiets interne korrespondance via e-mails, da det viser sig at e-mails mellem de vigtigste personer i politiet er blevet slettet.

Politiet påberåber sig, at det har en politik med at slette samtlige e-mails efter 30 dage.

Tibet-kommissionen har derfor ikke kunnet sætte navn på de skyldige bag politiets overgreb på demonstranterne og bag det tilsyneladende demonstrationsforbud.

Tibet-kommissionen kan således ikke afgøre om beslutningen om at gribe ind mod demonstranterne kom fra politisk hold - eller blev tilsluttet længere nede i rækkerne blandt embedsmændene.

En af de embedsmænd som kunne have en andel i politiets overgreb på demonstranterne er politidirektør Johan Reimann, som en gang før har været i medierne søgelys, da han som embedsmand i justitsministeriet betjente justitsminister Erik Ninn-Hansen, da han sidst i 1980’erne lagde ”Tamilsagerne” nederst i bunken af asylansøgere - og som følge heraf blev stillet for en rigsret for at giver falske oplysninger til Folketinget om de ubehandlede asylsager.

Johan Reimann gik dengang fri, fordi han efter eget udsagn havde advaret sin minister mod at selektere i asylsager.

Noget tyder på, at Johan Reimann også i Tibetsagen slipper for tiltale, da nogen har slettet de fældende beviser i sagen, de omtalte e-mails.

 

En anden særdeles loyal embedsmand er den forhenværende chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) Jakob Scharf, som hans gamle arbejdsgiver PET nu kræver stillet for en domstol med anklage om at have offentliggjort fortroligt materiale, som kan bringe ”nationens sikkerhed i fare” og for at have brudt sin ”tavshedspligt”.

Jakob Scharf begik den fejl, at han efter sin politiske fyring som chef for PET offentliggjorde en bog, hvori han beskrev nogle af de terrorsager, som verserede mens han var chef for PET og beskrev PET’s samarbejde med fremmede efterretningstjenester.

PET søgte at få Scharfs bog forbudt ved et fogedforbud, men inden forbuddet kunne træde i kraft offentliggjorde dagbladet Politiken bogen i et særtillæg.

Scharfs oplysninger som kunne ”bringe nationens sikkerhed i fare” var nu tilgængelig for alle og fogedforbuddet ophævede sig selv.

Nu vil PET i stedet have Scharf dømt efter den milde ”spionparagraf”. PET’s fremgangsmåde minder mest om en hævnakt mod en forhenværende medarbejder og chef, som de ikke kunne forhindre i at få offentliggjort en bog om sine år i PET.

Hvis vi sammenligner de to historier - Tibetsagen, hvor kommissionen ikke har været i stand til at finde de fældende beviser i sagen om politiovergreb mod fredelige demonstranter - og PETs hævntogt mod en forhenværende chef må moralen være:

Hellere tie stille som Johan Reimann og lade som ingenting - måske for at beskytte sine politiske arbejdsgivere - end tale åbent som Jakob Scharf gjorde det med sin bog om PETs aktiviteter.

 

Kilder:

Henrik Hoffmann- Hansen: PET-sag skriver historie. Kristeligt Dagblad. 13. marts 2018.

Ritzau: Slettede mails hindrer opklaring af Tibetsagen.