22-02-2018

12 teser om den Spanske Borgerkrig 1936-1939.

1. I langt de fleste gængse fremstillinger og lærebøger bliver Den Spanske Borgerkrig fremstillet som et opgør mellem et (ikke-eksisterende og svageligt) borgerligt demokrati og general Francos fascistiske oprørshær. Dette er en forkert påstand.

2. De samfundsmæssige og politiske kræfter - det spanske borgerskab og småborgerskab - som skulle have udgjort grundlaget for et levedygtigt borgerligt demokrati var ikke tilstrækkeligt stærke til at kunne modstå Francos militærkup.

3. Den spanske Republik (1932-1939) var præget af indre modsætninger, som gjorde den ude af stand til i enighed at modstå general Francos fascistiske oprørshær.

4. Det spanske kommunistparti (PCE) udgjorde ved Republikkens begyndelse kun en sekt, var uden politisk betydning i arbejderbevægelsen og helt uden politisk indflydelse.

5. Kun takket være Kommunistiske Internationales (Kominterns) indgriben i den Spanske Borgerkrig på Republikkens side kom det lille og ubetydelige spanske kommunistparti (PCE) til at spille en hovedrolle i den Spanske Borgerkrig.

6. Stalins Sovjetunion intervenerede kun politisk og militært på Republikkens side, fordi Stalin mente, at det kunne gavne hans udenrigspolitik i forhold til de borgerlige demokratier i England og Frankrig.

Stalin tilsluttede sig de borgerlige demokratiers ikke-interventionspolitik, men ydede en - mere eller skjult - minimal politisk og militær støtte, som han tog sig godt betalt for - i form af guldbarrer og andre værdier fra den spanske Nationalbank.

7. Stalins ny folkefrontspolitik fra 1934 tvang PCE ind i et klasseforræderisk samarbejde med borgerlige og småborgerlige partier i republikanske regeringskoalitioner.

8. Andre retninger og tendenser (anarkister og medlemmer af P.O.U.M) i arbejderbevægelsen, som forholdt sig skeptisk og kritisk til folkefrontspolitikken blev med vold og magt bekæmpet af Kominterns agenter og politiske kommissærer.

Opgøret med Folkefrontens kritikere nåede sit højdepunkt i maj 1937, da centralt placerede stalinistister i den catalonske regering lokkede anarkister og P.O.U.M.-tilhængere i en fælde, da de forsøgte at forsvare telefonbygningen i Barcelona mod den catalanske regerings politistyrker.     

9. Indtil maj 1937 var betingelserne for en socialistiske revolution til stede, men blev forpurret af spanske stalinister i PCE (godt hjulpet af Kominterns agenter og sovjetiske militære rådgivere).

10.  Det spanske kommunistparti (PCE) blev fjernstyret fra Moskva og dirigeret af Kominterns agenter i Spanien til at føre en klassesamarbejdende folkefrontspolitik.

11. Ingen andre kræfter end det revolutionære marxistiske P.O.U.M. bestod lakmusprøven. De spanske socialdemokrater (Caballero, Prieto og Negrin) lod sig henføre - af det fra Moskva fjernstyrede PCE - og agerede mere eller mindre som viljeløse nikkedukker i den af Moskva dikterede folkefrontspolitik.

12. Heller ikke de spanske anarkister og syndikalister bestod lakmusprøven.

CNT-FAI formåede ikke at holde fast i deres ”sociale revolution” (agrarreformer, nationaliseringer og arbejderkontrol) overfor de mere reaktionære kræfter i Folkefronten i det Moskva-styrede PCE.

De anarkistiske ledere formåede ikke at holde fast i deres erklærede anti-statslige holdning og - var derfor til fals for den borgerlige stats ædetrug.

 

Den Spanske Borgerkrig er et lærestykke i hvorledes arbejderbevægelsens forskellige bestanddele agerer i pressede og prekære situationer - og bør studeres som sådan. 

Teserne er udarbejdet primært på baggrund af læsning af Burnett Bolloten: The Spanish Civil War. Revolution and Counterrevolution. The University of North Carolina Press. 1991.