06-02-2018

Stormen på Børsen 11. februar 1918.

Stormen på Børsen, finanskapitalens højborg i København fandt sted 11. februar 1918.

Stormløbet blev anført af 3 medlemmer af den syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning:
Andreas Fritzner, Poul Gissemann og en tredje unavngiven person (syndikalisten Carl Heinrich Petersen oplyser ikke navnet på denne ”tredje kammerat”).

Den syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning (FS) havde indkaldt til to separate demonstrationer, som skulle udgå fra henholdsvis Folkets hus på Jagtvej (nu nedrevet) og arbejdernes Forsamlingshus i Rømersgade (nu Arbejdermuseet).

De to demonstrationstog skulle samles på Kultorvet i Frederiksborggade og marchere mod Christiansborg, hvor rigsdagen holdt til.

Ifølge syndikalisten Carl Heinrich Petersen var det kun de syndikalistiske ledere i FS, som vidste, at demonstrationstogets endemål ikke var Christiansborg, men den nærved liggende Børsbygning.  

Børsen var højfinansens centrum. Her samlede børsspekulanterne sig for at omsætte aktier til stadigt stigende kursværdier.

Således steg f.eks. Østasiatisk Kompagnis aktier fra 1914 til årsskiftet 1917-1918 fra 130,5 til 578,5 - og De Forenede Dampskibsselskabers aktier steg i samme periode med 341 %. (Niels Arne Sørensen. Den store krig. Europæernes første verdenskrig, p. 239).

Andreas Fritzners kone (Emma) var blevet sendt i forvejen for at sikre at, at trædøren ind til Christian IV’s gamle Børsbygning ikke var låst.

Ifølge syndikalisten Carl Heinrich Petersen styrtede de tre syndikalister ind gennem den åbne dør - og forsynet med fastelavnskøller (absolut ikke med våben) gav de sig til at slå løs på de omkringstående.

Carl Heinrich Petersen (CHP) skrev 50 år efter i Dansk Kommunalarbejderforbunds blad ”Kommunalarbejderen”: ”Nogle af aktivisterne gik i kampens hede amok og knuste inventar og ruder på Børsen, men ingen af børsspekulanterne led dog mere alvorlig overlast end nogle drøje knubs”. (Kommunalarbejderen 10 og 11, 1968. Genoptrykt i Carl Heinrich Petersen: Fra klassekampens slagmark i Norden. Modtryk. 1977).

Det umiddelbare resultat af syndikalisternes stormløb på Børsen må siges at være magert.

Den borgerlige danske stat benyttede lejligheden til at varetægtsfængsle lederen af FS Christian Christensen og idømme ham 18 måneders fængsel for i FS’s blad Solidaritet” for at have ytret sig til fordel ”social revolution”.

Andreas Fritzner og Poul Gissemann som havde været forrest i stormløbet på Børsen fik bøder på 500 kr., som de dog valgte at afsone med 30 dage i brummen (500 kr. = ½ års arbejdsløshedsunderstøttelse).

Maskinarbejder Aage Jacobsen fik derimod 2 års fængsel (var han den tredje ukendte kammerat, som CHP nævnte?).

 

Fagoppositionens Sammenslutning.

Årene 1917-1920 var ifølge CHP Fagoppositionens Sammenslutnings ”gyldne tid”.

FS arbejdede på mindst to fronter:

FS var modstander af den klassesamarbejdspolitik, som Socialdemokratiet og de reformistiske fagforeninger førte.

FS nægtede at acceptere det fagretslige system som det socialdemokratisk dominerede DsF (de Samvirkende Fagforbund) og DA (Dansk Arbejdsgiverforening) havde opbygget.

Det fagretslige system dikterede ”fredspligt” i de overenskomstperioder, som de to parter havde aftalt.

FS ville bekæmpe det fagretslige system ved at opfordre til ”overenskomststridige” strejker for at tilkæmpe sig de rejste krav.

De generelle leveomkostninger steg, fordi priserne steg langt mere end lønnen. (jf. oplysninger om pristalsudvikling og realløn i Niels Arne Sørensen, op. cit. p. 238).

På det politiske plan gjorde FS sig bemærket som indædt modstander af de krigsførende magters imperialistiske røverkrig.

FS agiterede mod enhver form for krigsdeltagelse som værnepligtig i den ”Sikringsstyrke” på 58.000 mand, som regeringen opstillede i 1916.

I 1916 var Socialdemokratiets formand Thorvald Stauning indtrådt i en ”samlingsregering” med tre ”kontrolministre” fra hvert af partierne Venstre, Det konservative Folkeparti og Socialdemokratiet.

Stauning afviste, at hans deltagelse var et brud på Socialdemokratiets kongresvedtagelse om kun at gå i regering, hvis der forelå et absolut flertal.

Ifølge Stauning var Socialdemokratiets stadig et ”klassekampsparti” (jf. Den jyske historiker. 12. Socialdemokratiet i Danmark 1910-30. 1977. p. 71).

Syndikalisternes storm på Børsen var ikke helt enden på organisationens ”glansperiode”.

FS havde svært ved at trænge Socialdemokratiet og de reformistiske fagpampere tilbage i de eksisterende fagforeninger og forsøgte i stedet at samle de arbejdsløse (arbejdsløshedsprocenten var 18 % i 1918; Niels Arne Sørensen, op. cit. 238) i arbejdsløshedsudvalg.

I starten støttede de socialdemokratisk dominerede fagforeninger og A-kasserne initiativet, men stod af efterhånden som de kunne se, at syndikalisterne overtog styringen af de arbejdsløses organisation.

I den følgende tid fandt der en del sammenstød mellem anti-militarister og politiet, når disse nægtede at bære uniform, når de blev indkaldt til Sikringsstyrelsen.

Det kom endvidere til sammenstød mellem arbejdsløse og politiet ved udbetalingsstederne for arbejdsløshedsunderstøttelse.

FS propaganderede for løsladelse af de 3 FS-medlemmer, som blev dømt for indtrængningen på Børsen - og for Christian Christensens uberettigede fængsling for sine ytringer i Solidaritet.

 

Grønttorvet, København - november 1918.

10. november 1918 holdt FS, og Socialistisk Arbejderparti (SAP) et møde på Grønttorvet i København, hvor Thøger Thøgersen, Marie Nielsen og Aage Jørgensen fra SAP; Andreas Fritzner, Johs. Sperling, Poul Gissemann og H. P. Willumsen (FS) talte.

Her besluttede mødet at adressere en resolution til stats -og justitsminister C. Th. Zahle (RV) med krav om øjeblikkelig løsladelse af Christian Christensen, Niels Johansen, Lauritz Hansen og Thøger Thøgersen. 

Mødet besluttede endvidere at opfordre til en 24-timers strejke 13. november, som dog ikke blev fulgt af ret mange.

13. november afholdtes endnu et møde på Grønttorvet ved Nørreport Station, København.

Her standsede nogle mødedeltagere (bl.a. Johs. Sperling) nogle sporvogne i vrede over, at sporvognskonduktørerne ikke fulgte strejkeparolen. Det kom til slagsmål med politiet - og 150 måtte på det nærliggende Kommunehospital.

17. november arresteredes Thøger Thøgersen ved et møde i Aarhus og talerne fra mødet på Grønttorvet 10. november arresteredes ligeledes - og idømt lange fængselsstraffe.

Ramt af den borgerlige statsmagtens hårde repression og dens egne illusioner om at ”direkte aktion” - og et abstrakt krav om ”generalstrejke” - kan føre til en ”social revolution” ebbede den danske syndikalisme lige så stille ud.  

Dette indså nogle af syndikalismens fremmeste mænd og tilsluttede sig det ny kommunistiske parti i Danmark i 1919.

Dog ikke Carl Heinrich Petersen.

 

Kilder:

Carl Heinrich Petersen: Klassekampens slagmark i Norden. Modtryk 1977. pp. 67-74.

Den jyske historiker. Historieteoretisktidsskrift. Nr. 12. Socialdemokratiet i Danmark 1910-1930. 1977

Niels Arne Sørensen: Den store krig. Europæernes første krig. Udenfor? (pp. 235-240). 2005.