23-01-2018

Det kan også godt ske her!

Ikke mange politikere fortjener at blive husket af eftertiden.  

Én af de politikere som måske bør huskes af eftertiden, er den amerikanske politiker Huey Pierce Long (1893-1935).

Long udfoldede sine retoriske evner som politiker mellemkrigstidens USA.

At Long havde begrebet politikkens kunst viste han ved dels at fremlægge et konkret program, hvis punkter han næsten fik opfyldt.

Han kaldte sit program ”Share the Wealth”. Long var med i det Demokratiske parti og støttede længe Franklin D. Roosevelt (FDR).

Langt hen ad vejen lå hans program også tæt op af Roosevelts ”New Deal” politik i depressionens 1930’ere.

Long krævede - som Roosevelt - ”store offentlige arbejder og velfærdslovgivning i en stat, hvis vejsystem og sociale service som på sørgelig vis var blevet forsømt af en velhavende elite, som længe havde kontrolleret Louisianas regering...

Han lancerede et massivt og meget nyttigt program med bygning af veje og broer, forbedre faciliteterne på Louisianas Universitet og opførte et nyt hospital, hvor alle skulle have gratis behandling.

Han var imod overdrevne privilegier til de rige og han finansierede sine forbedringer med øget skat på arv og indkomst såvel som en særskat på fremstilling af olie, hvilket gjorde ham til en bitter fjende hos de rige og dem med interesse i olieindustrien.” (Encyclopedia Britannica).

Det var den positive side af Huey Longs politik.

Men han havde også en anden knap så positiv side.

Encyclopedia Britannica oplyser, at ”Longs folkelige optræden og sympati med de underprivilegerede afledte opmærksomheden fra hans hensynsløse autokratiske metoder.

Idet han omgav sig selv med gangsterlignende bodyguards, udstedte han sine ordrer til medlemmer af lovgivningsmagten i Louisiana, og var ikke bleg for at skræmme nogen.

Da han i 1932 skulle forlade sin post som guvernør i Louisiana for at indtage sin plads i det amerikanske Senat, fyrede den lovligt valgte vice-guvernør og erstattede ham med to af ham selv udpegede efterfølgere, som ville adlyde ham fra Senatet i Washington D.C. For at undgå, at nogen i Louisiana skulle udfordre hans kontrol, tyede han til radikale ændringer i Louisianas regering, afskaffede den lokale regering og tog personligt kontrol med al uddannelse, politi og med besættelsen af stillinger i brandkorpsene i hele staten Louisiana.   

Han tiltog sig fuld kontrol med militsen i Louisiana, retsvæsenet og satte i besiddelse af valgkommissionen og skatteopkrævningen, mens han nægtede borgerne enhver ændring af deres vælgerregistrering.”

Som medlem af Senatet udfordrede han præsident Franklin D. Roosevelt med sit program ”Share the Wealth”, som tilstræbte en omfordeling af rigdommene i USA, hvilket appellerede kraftigt tilde amerikanske vælgere i depressionens USA.

En privat meningsmåling fra foråret 1935 viste, at havde Long været i stand til at forene de landsomfattende radikale bevægelser, ville han have fået op mod 4 millioner stemmer ved valget i 1936.

Long fik ikke lov at gøre sit arbejde færdigt, da hans magtmisbrug i staten Louisiana havde skaffet ham mange fjender.

Det var svigersønnen til en af hans mange fjender, som skød ham en kugle for panden i efteråret 1935.

Forhåbentlig vil inspirationen ved læsningen af dette lille stykke få læserne til at købe Sinclair Lewis’ bog fra 1935 ”It can’t happen here”, som nu er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof i en revideret udgave.

 

Sinclair Lewis frygtede med god grund, at amerikanske politikere som hans romanfigur Buzz Windrip kunne komme til magten i et USA, præget af 1930’ernes økonomisk depression, massearbejdsløshed og fattigdom.

Lewis havde klart Hitler og Mussolini (og måske også Stalin) i tankerne, da han skrev sin bog i 1935 - men måske også Huey Long.

    

Kilde:

Ole Nyeng: Kan det ske her?, Weekendavisen 19. januar 2018.

www.britannica.com/biography/Huey