07-01-2018

Historiske perspektiver ved indgangen til 2018.

I efteråret 1918 afsluttedes 1. verdenskrig og var enden på en imperialistisk krig mellem de europæiske stormagter.  

4 års skyttegravskrig havde efterladt ca. 10 millioner døde på slagmarken.

Dette burde i sig selv have manet til selvbesindelse hos verdens førende politikere.

Den tyske kejser Wilhelm og den russiske zar havde kastet Europa (og i 1917 USA) ud i en verdensomspændende krig og var nu faldet som imperier.

Hvad skulle erstatte de to gamle autokratiske imperier?

I Rusland faldt zarens autokrati sammen og sendte Rusland in i en revolutionær proces, som endte med bolsjevikkernes magtovertagelse.

Det samme kunne være sket i Tyskland, hvis det var lykkedes de tyske kommunister at gøre bolsjevikkerne kunsten efter.

Det tyske socialdemokrati (SPD) stillede sig imidlertid i vejen for etablering af en socialistisk Rådsrepublik og nedkæmpede det fåtallige Spartakusbund med væbnet magt og med hjælp fra den nys etablerede borgerlige stat.

Det tyske Socialdemokrati veg ikke tilbage fra fysisk at likvidere sine politiske modstandere til venstre for sig: Rosa Luxemburg blev taget til fange og hendes lig kastet i Landwehr-kanalen i Berlin i januar 1919.

I Rusland tog bolsjevikkerne den amerikanske præsident Wilsons ord om ”national selvbestemmelse” og tildelte i 1918 Finland (som indtil da havde status af en fyrstendømme Zarens Rusland) sin nationale selvstændighed.

I Finland var i forlængelse af 1. verdenskrigs afslutning brudt en blodig borgerkrig mellem Socialdemokratiets venstrefløj og en højrefløj bestående af repræsentanter for det finske borgerskab, småborgerskab og dele af generalstaben i den finske hær.

De russiske bolsjevikker støttede de finske ”røde” tropper mod general Mannerheims ”hvide” styrker, som fik støtte fra resterne af den tyske hær, som endnu ikke var slået i foråret 1918.

Bolsjevikkerne havde håbet, at kunne skænke en finsk socialistisk Rådsrepublik national selvstændighed.

Nu blev det i stedet en borgerlig finsk præsident, som med glæde tog imod gaven fra de ny magthavere i Rusland, bolsjevikkerne.

Verden var i det hele taget meget turbulent i 1918.

Ligesom i Rusland og i Tyskland var der i Danmark optræk til sociale omvæltninger. Her var det syndikalister, som var mest i vælten.

Den syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning opfordrede til generalstrejke, men var ikke tilstrækkeligt stærke til at gennemføre en sådan.

Men de fik dog vist fanen.   

Hvis der er lighedspunkter mellem 1918 og 2018 er det, at imperialisme og kapitalisme er lige så udbredt den gang som nu.

De grundlæggende økonomiske strukturer og de politiske magtforhold har ikke ændret sig nævneværdigt.

Det er stadig den herskende klasse, som hersker og dens tanker, som er de herskende. Udbytningen har måske nok ændret form, men er i bund og grund den samme.

Karl Marx’ dialektiske materialisme er stadig den bedste metode til at analysere samfundsudviklingen.

Og hans analyse af hvorledes kapitalismen beror på et uholdbart forhold mellem de stationære produktionsforhold og de dynamiske produktivkræfter, som på et tidspunkt vil føre til afskaffelse af den private ejendomsret er stadig korrekt.  

Det er også stadig rigtigt, at denne udvikling ikke vil ske af sig selv, men kræver aktiv medvirkning fra en politisk bevidst arbejderklasse, som ønsker et socialistisk samfund.

Det er Lenins og Trotskys fortjeneste at have ”revideret” den ortodokse socialdemokratiske (revisionistiske) opfattelse af kapitalismen som et samfundssystem som ville falde sammen af sig selv.

Lenin og Trotsky viste i praksis med Oktoberrevolutionen 1917, at der skulle en aktiv indsats fra et revolutionært lederskab førend Zarriget og Kerenskys borgerlige demokrati for alvor var sat ud af kraft.

Lige siden 1917 har der manglet et revolutionært lederskab til at stille sig i spidsen for en proletarisk omvæltning.

Indtil videre er Oktoberrevolutionen 1917 det eneste eksempel på en proletarisk revolution gennemført af et revolutionært marxistisk parti, som er lykkedes.

Målet for revolutionære marxister i 2018 må være at opbygge et sådant kommende revolutionært lederskab.