29-12-2017

Mindeværdige årstal ved udgangen af året 2017.

Ikke mange vil mindes de to årstal 1917 og 1937 for noget godt.

Oktober 1917 bør huskes, fordi det var det tidspunkt hvor den russiske revolution fandt sted.

Begivenheden bør huskes, fordi det var den første og eneste (indtil videre?) socialistiske revolution i verdenshistorien.

Oktoberrevolutionen er den hidtil eneste proletariske revolution, som blev gennemført af et revolutionært marxistisk parti.

Derfor er den i historiske forstand enestående.

Dette er i sig selv grund til at huske den 100 år senere.

En anden grund til at huske den er, at Oktoberrevolutionen var et brud med gængs marxistisk tænkning lige siden Karl Marx og Friederich Engels.

Hverken Marx eller Engels forestillede sig, at den første proletariske revolution ville finde sted i et udpræget agrarsamfund som det russiske.

Først når kapitalismen havde frembragt en tilstrækkelig stor og stærk arbejderklasse, et proletariat var et samfund modent til en socialistisk omvæltning.

Et sådant samfund var zarens Rusland langt fra. Det var økonomisk tilbagestående og industrielt underudviklet og den russiske arbejderklasse var alt for lille og ubetydelig.

Lenin og Trotsky foretog et eklatant brud med marxistisk ortodoksi ved at hævde, at en proletarisk revolution var mulig i Rusland på et tidspunkt, hvor kapitalismen endnu ikke var fuldt udviklet.

Zar-Rusland befandt sig ved 1. verdenskrigs slutning i en situation, som gav bolsjevikkerne en enestående lejlighed til at fremføre sine revolutionære ideer om ”fred, brød og socialisme”.

Alle andre end bolsjevikkerne svigtede den russiske befolkning.

De herskende klasser var splittet mellem at ville opretholde og bevare Zardømmet - eller indføre et borgerligt demokratisk styre.

Det var Lenins og Trotskys opfattelse, at ingen af delene var realistisk.

For Lenin og Trotsky stod valget ikke mellem borgerligt demokrati og socialisme.

Men det historiske valg stod mellem en socialistisk revolution gennemført af de arbejder-og soldaterråd, som var opstået i krigens sidste del og nu have vokset sig stærke - og en kontrarevolution gennemført af reaktionære kræfter i militæret og på den yderste højrefløj.

Februar-revolutionen 1917 formåede hverken at skabe fred, skaffe brød til masserne eller at skabe et levedygtigt borgerligt demokrati.

Lenin og Trotsky forkastede ideen om en gradvis og fredelig overgang til socialisme via parlamentariske forsamlinger og satte et rådsdemokrati i stedet.

Heri består deres historiske fortjeneste.

 

Det andet årstal som påberåber sig opmærksom er året 1937.

Her begravedes endeligt enhver illusion om socialisme i Lenins og Trotskys Sovjetstat.

I årene 1936-1938 gennemførte Stalin et af verdenshistoriens mest grufulde forsøg på at udrydde enhver modstand mod sit eneherredømme i Sovjetstaten.

Henved 700.000 mennesker blev arresteret, forhørt, stillet for summariske domstole og enten dømt til døden eller forvist til interneringslejre, tvangsarbejdslejre.

I årene 1937 og 1938 kulminerede Stalins terror mod den sovjetiske befolkning.

Stalin havde forvandlet Lenins og Trotskys glorværdige proletariske revolution fra oktober 1917, som kun kunne gennemføres med bred opbakning fra arbejder -og soldaterrådene til et mareridt for hundredtusinder af uskyldige Sovjetborgere.

Fra at være en realistisk mulighed, som aldrig blev realiseret fuldt ud forvandlede muligheden sig til det værste mareridt for millioner af håbefulde mennesker kloden rundt.

Stalin havde med sin kontrarevolutionære politik forvandlet marxismen til et stivnet sæt dogmer og gjort den socialistiske verdensrevolution til et spørgsmål om at forsvare Sovjetstatens geopolitiske og magtstrategiske interesser.

Statsræson frem for verdensrevolution.

Der er grund til at erindre både den positive del af historien - det lykkelige år oktober 1917 og den negative del af historien - de rædselsfulde år 1937-1938.