25-12-2017

Bjarne Corydon - kapitalens lejesvend.

Da Helle Thorning-Schmidts regering i november 2015 tabte folketingsvalget til Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering, var finansminister Bjarne Corydon ikke længe om at finde sig et nyt job.

Corydon havde ikke selv søgt stillingen som konsulent i Mc Kinsey, men var i kraft af sine erfaringer med nedskæringer i og effektivisering af den offentlige sektor blevet head-huntet af Mc Kinsey.

Mc Kinsey kendte finansministeren som en god kunde, når det gjaldt om at få ordrer på konsulentrapporter om nedskæringer og ”effektivisering” af den offentlige sektor i Danmark.

Nu skulle Mc Kinseys ny konsulent videregive sine erfaringer fra sit virke som finansminister i Danmark til gavn for andre landes regeringer og på den måde skaffe Mc Kinsey ordrer.

To år varede Corydons ansættelse hos Mc Kinsey.

Tiden var inde til at skifte boldgade for den driftige forhenværende socialdemokratiske finansminister.

Corydon skal nu være chefredaktør på erhvervsdagbladet Børsen (ejet af den svenske mediekoncern Bonnier).

Med sin ministerpost i Helle Thorning-Schmidts regering og som konsulent i Mc Kinsey må Corydon være selvskreven til posten som chefredaktør på Danmarks førende dagblad for erhvervslivet.

Bestyrelsen for dagbladet Børsen var ikke i tvivl, da den skulle vælge mellem de mange ansøgere.

Og man må give dem ret.

Corydon gjorde sig især positivt bemærket i medierne med sit suveræne salg af en aktieportefølje i Dansk Olie og Naturgas (DONG) til amerikanske finansselskab Goldman Sachs - en portefølje som han solgte for en slik.

Efter Goldman Sachs køb af en del af aktiekapitalen lod DONG sig børsnotere og kursen på selskabets aktier røg kort efter i vejret.

Goldman Sachs solgte efterfølgende sine aktieandele og tjente derved milliarder af kroner.

Corydon havde ved sit slag til Goldman Sachs hindret den danske stat i at tjene de milliarder som Goldman Sachs havde tjent på sit billige aktiekøb af DONG-aktier.

En anden ting, som hans kommende arbejdsgiver i dagbladet Børsens bestyrelse ikke kan have undgået at lægge mærke til, var den måde finansminister Corydon håndterede en truende arbejdsnedlæggelse blandt kabinepersonalet i det statsejede skandinaviske luftfartsselskab Scandinavian Airlines System (SAS).

I denne sag viste Corydon sig som en ”tough guy” overfor det statsansatte personale, som han truede med fyring, hvis ikke de genoptag deres arbejde.

Corydons CV passer således glimrende til erhvervslivets dagblad Børsen - og bladets læsere kan se frem til, at få dækket lignende begivende på passende vis af den forhenværende socialdemokratiske finansminister.

Corydon synes ikke at høre til de mennesker, som plages af skrupler ved på denne måde at bevæge sig fra en post som socialdemokratisk minister, til konsulent for et amerikansk konsulentfirma og nu til et job som chefredaktør for et dagblad.

I Corydons verden er der intet mærkeligt med jævne mellemrum at skifte det ene jakkesæt ud med et andet.

Hvis der er nogen af Corydons partifæller, der nogensinde har næret illusioner om, at Corydon på noget tidspunkt har været ”ægte” og ”oprigtig” socialdemokrat, må de have taget fejl.

Corydon er blot en socialdemokrat, som befinder sig lige godt i Finansministeriet, som i Mc Kinseys kontorer og nu i Børsens redaktionslokaler.

Corydon har ikke ændret sig, kun omstændighederne.

Og de er altid til Corydons gunst.  

 

Kilder:

https://www.b.dk/politiko/bjarne-corydon-faar-toppost-i-mckinsey

www.dr.dk/nyheder/penge/corydon-er-ny-chefredaktoer-paa-boersen-glaeder-mig-til-deltage-i-debatten-igen