23-12-2017

Grav hvor du står, hvis du tør.

Julefreden sænker sig ikke for alle.

For den russiske historiker Jurij Dmitriev sænker julefreden sig ikke i år. Han må tilbringe julen i fængsel, skønt han ikke har gjort sig skyldig i andet end at grave i sit lands fortid.

Men man skal som bekendt ikke hvirvle smuds op om sit eget lands fortid. Og det har Jurij Dmitriev - ifølge den russiske anklagemyndighed - gjort.

Han har nemlig i bogstavelig forstand gravet dybt i sit lands historie. At grave dybt i Ruslands historie før 1991 vil sige at grave i Sovjetunionens historie. Og det skal man passe på med i Vladimir Putins Rusland.

Putin ser helst, at Sovjetunionens historie ikke bliver gjort til genstand for alt for megen udforskning, da dele af unionens historie ikke er lige så glorværdig, som han kunne tænke sig.

Jurij Dmitriev er af de forholdsvis sjældne borgere i Putins Rusland, som ikke stiller sig tilfreds med Putins officielle historieskrivning.

Han har nemlig gennem efterhånden mange år bestræbt sig på at kortlægge de mange menneskers skæbne, som forsvandt i tvangsarbejdslejre og i massedeportationer under Stalin.

I Karelen har han fundet adskillige ukendte og hemmeligholdte massegrave, hvor tusindvis af lig ligger nedgravet som følge af den masseterror, som Stalin og NKVD udsatte den sovjetiske befolkning for.

Stalins terror kulminerede i de store terror i 1930’erne, hvor millioner af uskyldige Sovjetborgere enten blev henrettet eller blev tvangsanbragt i straffelejre langt hjemmefra.

Jurij Dmitriev har som historiker interesseret sig for, hvad der blev af de mange uskyldige ofre for Stalins terror. Hvem var de, hvor blev de henrettet eller døde af sult og kulde i en fangelejr?

Man skulle mene, at dette i sig selv er uskyldigt - og vel snarest en historikers pligt at interessere sig for sit lands historiske fortid.

Men ikke sådan i Putins autokratiske Rusland.

I Putins autokratiske Rusland skal man ikke rode for meget i fortiden. Hvis man gør det, skal det være for at fremhæve store mænds store bedrifter til fremme af fædrelandets ve og vel.

Som autokratisk hersker bekymrer Putin sig meget om fædrelandets historiske arv.

I en kort periode efter USSR’s sammenbrud i 1991 blev de historiske arkiver åbnet for offentlig adgang - og det var muligt at kigge staten i kortene.

Dette intermezzo er for længst forbi. Nu betragtes det at dykke ned i historien som lidt af en forbrydelse, hvis ikke det fører til de ”rigtige” resultater.

I Putins autokratiske Rusland skal historikere ikke stikke næsen for langt ned i historien. Der gælder ikke mottoet om at ”grave hvor du står” ikke.

I hvert fald for gælder det ikke for Jurij Dmitriev, som siden 1990’erne har arbejdet med at kortlægge de mange millioners forsvundnes skæbne.

Jurij Dmitriev har kortlagt adskillige massegrave med ofre for Stalins terror og har nu fået at føle, at Stalin-tidens repression ikke er helt afsluttet.

Hans kortlægning af ukendte og hidtil hemmeligholdte grave med formuldede lig har vakt myndighedernes harme, som har anklaget ham for ikke nekrofili, men pædofili.

Hvordan nu det?

Dengang som nu har anklagemyndigheden til lejligheden opfundet en fiktiv anklage gående ud på, at Jurij Dmitriev har taget nøgenbilleder af sin adoptivdatter.

Hvis han dømmes på de opdigtede anklager, kan han risikere at skulle tilbringe de næste 15 år i et russisk fængsel, hvor medfangerne ikke behandler fanger dømt for pædofili med andet end mord.

Er det virkeligt så farligt i Putins autokratiske Rusland, at en forholdsvis ukendt russisk lokalhistoriker som Jurij Dmitriev offentliggør gravfund fra Stalintiden?

Ja, åbenbart.

Sagen viser, at Putin frygter alle, som udfordrer hans historieopfattelse og hans glansbillede af det russiske fædrelands storslåede historie.

Der skal ikke pilles ved det russiske moderlands heroiske fortid. Putin skal nok selv skrive historien, som er for vigtig til at blive overladt til opsætsige historikere som Jurij Dmitriev.

Jurij Dmitrievs sag skal for retten 26. og 27. december 2017.

 

Kilder:

Mikkel Vuorela: Manden der jagtede Stalins forbrydelser, er nu selv en jaget mand. Dagbladet Information, 23. december 2017.   

http://heninen.net/punakangas/english.htm

https://erinnerung.hypotheses.org/1331#more-1331 

www.change.org/p/chairman-of-petrozavodsk-city-court-a-a-sudakov-public-appeal-in-defense-of-yuri-dmitriev