10-11-2017

Kommunevalg 2017: Vælg den næstbedste løsning.

I anledning af det kommende kommunevalg kunne man stille spørgsmålet om, hvorledes man som revolutionær marxist bør forholde sig til det borgerlige demokrati?

Skal man absolut bruge sin demokratiske stemmeret - og i så fald hvorfor?

Ingen af de partier eller lister, som stiller op til kommunevalget 21. november kan eller vil leve op til de mindstekrav, man som revolutionær marxist kan stille.

Hverken Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten eller de rester af Danmarks Kommunistiske Parti, som stiller op til kommunevalget kan og vil på nogen måde leve op til disse mindstekrav.

Alle disse partier har opgivet at føre den klassekamp mod de herskende klasser og den borgerlige stat, som er nødvendig at kæmpe.

De har alle har accepteret det repræsentative demokrati som den ypperste form for demokrati og den borgerlige stat som den eneste mulige statsform.

Burde man som revolutionær marxist så ikke afholde fra at stemme?

Ved at deltage i valg til parlamentariske forsamlinger (folketings-, regions- og kommunevalg) er man jo blot med til at sprede de herskende klassers illusion om, hvor fremragende og enestående det borgerlige demokrati er?

Meget taler således for, at man som revolutionær marxist burde vende ryggen til det parlamentariske spil, som med mellemrum udfolder sig.

Men ligesom de russiske bolsjevikker under Zaren deltog i valg til Dumaen og lod sig repræsentere i Dumaen, således bør revolutionære marxister bruge den stemmeret, som de borgerlige frihedsrettigheder giver sine stemmeberettigede borgere.

Hvis ikke man som de russiske bolsjevikker stiller op på sin egen platform og fremfører sine egne synspunkter, hvad gør man så som revolutionær i det senkapitalistiske samfund?

Traditionelt har revolutionære marxister kunnet pege på de reformistiske arbejderpartier og afkræve dem visse garantier om indfrielse af konkrete krav.

Revolutionære marxister opfordrede traditionelt til at afgive en ”kritisk” stemme på de reformistiske arbejderpartier.

De reformistiske arbejderpartier eksisterer blot ikke længere, men er nu fuldstændigt inkorporeret i det senkapitalistiske samfund.

De udgør intet alternativ til de herskende klassers traditionelle partier (liberale, konservative eller socialliberale). De har for længst bevæget sig over på den forkerte side af klasseskellet - og vil til sin tid stå på den anden side af barrikaderne.

Til trods herfor mener jeg alligevel, at revolutionære marxister - så længe de er så få som i dag - bør udnytte det mindste spillerum i et borgerligt demokrati.

Så længe det borgerlige demokrati giver mulighed for at øve en minimal - og yderst indirekte -  indflydelse på de politiske beslutningsprocesser, bør dette udnyttes.

Den dag kan komme, hvor det ikke længere er muligt at stemme ved et demokratisk valg. Den dag er det sandsynligt for sent at bruge sin ”demokratiske” stemmeret.

Historien viser, at i det øjeblik hvor de herskende klasser føler sig truet på deres brød, vil de forkaste det borgerlige demokrati - og de dertil hørende frihedsrettigheder.

Indtil da bør revolutionære marxister udnytte deres demokratiske rettigheder - hvor utilstrækkelige de end måtte være - og deltage i valghandlinger.

På selve afstemningsdagen bør de sætte deres kryds ved den liste eller det parti, som hævder at ville føre en politik, som de mener ligger nærmest op ad de krav og forventninger, som revolutionære marxister måtte have.

At blive hjemme eller stemme blankt er ingen løsning.

At blive hjemme vil blot afsløre borgerens politiske passivitet og apati.

At stemme blankt vil heller ikke være den rigtige måde at give udtryk for sin politiske utilfredshed med tingenes tilstand, og vil - af de herskende klasser og deres allierede - blive opfattet som et slag i luften.

Opfordringen lyder altså: Vælg den næstbedste løsning.