06-11-2017

Den russiske Oktoberevolution 1917 bør mindes.

Der er grund til at mindes den russiske oktoberrevolution 1917 som den måske mest betydningsfulde historiske begivenhed i det 20. århundrede.

Det er der flere grunde til:

Dels for at konstatere, at verdenskapitalismen endnu en gang er i dyb økonomisk og politisk krise - og at kommende socialistiske revolutioner derfor ikke kan udelukkes.

Ligeledes befinder de borgerlige demokratier sig fortsat i en permanent krisetilstand.  

Og så fordi socialister ikke uden videre kan afskrive Oktoberrevolutionens erobringer.

Det er ikke overraskende, at næsten alle borgerlige medier tager utvetydigt afstand fra den russiske Oktoberrevolution 1917.

De herskende klasser er lige så skræmte ved tanken om en socialistisk revolution som den gang i 1917.

Den gang befandt verdenskapitalismen sig i en af sine dybeste økonomiske og politiske kriser.

Kapitalismen viste sit grimmeste og mest militaristiske ansigt ved at kaste verden ud i en omspændende krig, 1. verdenskrig.

Kapitalismen viste endnu en gang, at den langt fra er krisefri og fredelig. De russiske bolsjevikker betegnede rigtigt 1. verdenskrig som en imperialistisk erobringskrig om råvarer og markeder.

Millioner af værnepligtige soldater blev kastet ud i en meningsløs imperialistisk erobringskrig, som de ingen interesse havde i.

Krigen tjente udelukkende de herskende klassers profitøgning og kostede millioner af mennesker livet.

De mest reaktionære regimer i Europa blev udsat for revolutionære omvæltninger. Kun i et tilfælde lykkede omvæltningen - i zarens Rusland.

Det kom bag på de fleste af datidens socialdemokrater.

Revolutioner skulle ifølge den marxistiske ortodoksi kun kunne forekomme i industrielt fremskredne lande som f.eks. England Frankrig og Tyskland. Ikke i økonomisk tilbagestående agrarsamfund som Rusland.

De russiske bolsjevikker Lenin og Trotsky mente noget andet.

I takt med begivenhedernes udvikling i revolutionsåret 1917 udviklede Lenin og Trotsky ideen om en umiddelbar overgang til socialisme.

Kapitalistiske samfund behøvede ikke nødvendigvis af være fuldt udviklede og fuldmodne til socialisme, sådan som dogmatikken tilsagde.

Udviklingen i det russiske samfund i 1917 viste, at et borgerligt demokrati ikke var vejen frem i datidens Rusland.

Borgerligt demokrati behøvede ikke at være et mellemtrin mellem kapitalisme og socialisme.

I løbet af efteråret 1917 mente Lenin og Trotsky, at tiden var moden til en revolutionær opstand med henblik på at gribe magten i Rusland.

Lenin og Trotsky havde store dele af deres eget parti imod sig - og så godt som alle europæiske socialdemokrater var imod en revolutionær magtovertagelse.

Lenin og Trotsky var godt klar over, af hvis revolutionen skulle lykkes krævede det stor opbakning i den brede befolkning, især blandt arbejdere, bønder og de hjemvendte soldater.

Lenin og Trotsky havde nu to muligheder: en parlamentarisk via en Konstituerende Forsamling eller via rådene for arbejdere, soldater og bønder.

Lenin og Trotsky ønskede - i modsætning til de russiske mensjevikker og socialrevolutionære ikke et borgerligt demokrati - men en socialistisk Rådsrepublik.

Derfor satsede de på rådene (sovjetter) og ikke på den Konstituerende Forsamling.

Lenin og Trotsky var begge klar over, at de begav sig ud i et socialistisk eksperiment i et tilbagestående agrarsamfund, hvor arbejderklassen udgjorde et klart mindretal.

Uden at det skal lyde som en undskyldning for det senere fejlslagne eksperiment havde Lenin og Trotsky mange odds imod sig.

Verdensimperialismen forsøgte på alle måder at bekæmpe det ny Sovjetstat med militære interventioner. Befolkningen var på grund af krigen forarmet og udsultet.

Retrospektivt har mange spurgt sig, om ikke eksperimentet var dømt til mislykkes. Dertil må vi sige: Nej, det var umagen værd.

Hvis ikke bolsjevikkerne havde grebet magten i oktober 1917, var resultatet ikke blevet et borgerligt demokrati, som mensjevikken Kerensky havde håbet på, men ude af stand til at gennemføre.

Resultatet var blevet en blodig kontrarevolution, hvor militæret med de herskende klassers støtte ville have foranstaltet en massakre på millioner af oprørske russiske arbejdere, bønder og soldater.

Grunden til at det er vigtigt at mindes den russiske Oktoberrevolution er, at det er den hidtil eneste proletariske revolution i verdenshistorien.

Ingen andre steder i verden siden 1917 er der blevet gennemført en socialistisk revolution med et revolutionært marxistisk parti i spidsen (som ganske vist ikke var enigt).

Socialister må have den russiske Oktoberrevolution som forbillede for, hvordan en socialistisk revolution bør finde sted.

De russiske bolsjevikker viste vejen til en socialistisk revolution.

Alle senere forsøg på at gentage bolsjevikkernes bedrift er ikke foretaget af ægte revolutionære marxister, men udelukkende sat i værk af enten stalinister eller småborgerlige nationalister i den 3. verden.

Forsøgene nåede kun halvvejs, fordi stalinister og småborgerlige nationalister i den 3. verden ikke brød fuldstændigt med de herskende klasser.

Derfor er den russiske Oktoberrevolution historisk enestående - og fortjener at blive mindet.