03-11-2017

Ondt blod i Spanien.

3. oktober 1940 blev Cataloniens præsident Lluis Companys iført blodplettet fængselstøj og håndjern overført til Montjuich Slottet i Barcelona, hvor Francos styre tilbageholdt holdt sine republikanske fanger.

14. oktober blev den flygtede præsident for Catalonien stillet for en militær standret. Companys fik ikke mulighed for at tale med sin udpegede ”forsvarer”, en officer. Ej heller fik han mulighed for at indkalde vidner.

Skønt hans forsvarer var en artillerikaptajn - hvis liv Companys i kraft af sit embede som Cataloniens præsident havde reddet - fremførte, at hans ”klient” havde reddet flere hundreder højreorienterede officerers liv, blev Companys af Francos standret idømt dødsstraf.

Ved daggry næste morgen gav en katolsk præst ham den sidste olie og Companys fik syndsforladelse, hvorefter han blev stillet for en henrettelsespeloton og skudt. Companys sidste råb lød: ”Per Catalunya!” [For Catalonien].

På dødsattesten stod at læse, at Companys var død af ”dødbringende indre blødninger”. (Paul Preston: The Spanish Holocaust, s. 493).

Hvordan var det nu kommet så vidt?

Den catalonske præsident var - inden den rebelske officer Francisco Franco var kommet til magten i Spanien i foråret 1939 - flygtet over grænsen til Frankrig og skulle - teoretisk set - være i sikkerhed.

Det var han så langt fra.

10. juli 1940 blev Companys arresteret af det nazistiske hemmelige politi, Gestapo i   Frankrig, som samarbejdede med Francos hemmelige sikkerhedstjeneste.

Dette kunne lade sig gøre, fordi Hitlers tyske tropper i 1940 var rykket ind i Frankrig og forholdsvist hurtigt nedkæmpet det utilstrækkelige franske forsvar.

22. juni 1940 måtte det slagne Frankrig indgå en ydmygende våbenstilstand med Hitlers Tyskland i de samme Compeigne skove, hvor de allierede magter i 1918 havde påtvunget Tyskland.

Herefter kunne flygtende republikanere fra den tabte borgerkrig i Spanien ikke længere føle sig sikre i Frankrig.

Frankrig var nu delt i en tysk besat del og i en formelt set fransk administreret del, med hovedsæde i Vichy. Forskellen skulle vise sig at være ligegyldig for de flygtede spanske republikanere.  

Companys havde tøvet med at flygte fra det nazi-besatte Frankrig, da hans søn lå alvorligt syg på en klinik i Paris.

13. august 1940 blev han derfor pågrebet af Gestapo i Boule-les Pins, nær Nantes, kørt til Paris og sat i La Santé fængslet.

De to diktatorer Hitler og Franco havde sammenfaldende interesser.

Franco ønskede at forhindre flygtende republikanere i at søge tilflugt i Frankrig. Hitler ønskede - som led i sin udryddelse af politiske modstandere - at få fat i de tyske socialister, kommunister og jøder, som havde deltaget i de Internationale Brigader som på den spanske Republiks side.

SS Reichsführer Heinrich Himmler havde været i Spanien og tilbudt sin assistance til Franco.

Samarbejdet kom i stand via af SS Sturmbannführer Poul Winzer, som var Gestapos attaché ved den tyske ambassade i Salamanca (hvor Franco holdt til). Winzer lavede træningsprogrammer for agenter i Francos sikkerhedstjeneste, som kunne bruges til at opspore og opsnappe republikanske tilhængere.

På spansk side var det chefen for Francos sikkerhedstjeneste (DGS) hertug Matyalde, som var en god ven af indenrigsminister Serrano Suner, som var svoger til Franco, som foranstaltede samarbejdet med det tyske Gestapo.

 

Cataloniens præsident var ikke den eneste republikaner, som mistede livet som følge af samarbejdet mellem Hitler-Tyskland og Francos Spanien.

Som eksempel kan nævnes den forhenværende ministerpræsident i Republikken socialdemokraten Largo Caballero, som måtte tilbringe sine sidste i en tysk kz-lejr.

På baggrund af det historiske modsætningsforhold mellem det republikanske Catalonien og Francos spanske stat er det måske ikke så mærkeligt, at mange cataloniere i dagens konflikt mellem ministerpræsident Mariano Rajoy og den catalanske præsident Carles Puigdemont ser en vis parallel mellem Mariano Rajoys måde at gribe konflikten an på - og Franco-Spaniens i 1940.

På samme måde som Mariano Rajoy i dag beskylder den catalanske regering for ”oprør” og ”separatisme”, beskyldte Franco datidens cataloniere for af anstifte ”oprør” og for opildne til ”separatisme”.

På baggrund heraf forstår man bedre visse catalonieres frygt for, hvad Mariano Rajoys mindretalsregering i Madrid kan finde på.

Rajoys anklager mod catalonierne for at anstifte ”oprør” mod centralregeringen i Madrid og opildne til ”separatisme” (adskillelse fra Spanien) tålte hverken Franco dengang - eller Rajoy i dag.

Den gang fik det skæbnesvangre følger for catalanske ”separatister”.

I dag trues de ”blot” med langvarige fængselsstraffe.   

 

Kilde:

Paul Preston: The Spanish Holocaust. Inquisition and Extermination in Twentieth-Century Spain. W.W. Norton & Company. 2012.

Part 6. No Conciliation: Trials, Executions, Prisons (pp. 490-495).