03-11-2017

Partihop i Lejre kommune.

I skakspillet findes der en brik, som ifølge skakspillets regler må hoppe på tværs af skakbrættets felter, kaldet en springer.

I naturens verden findes der insekter, som ved egen hjælp kan løfte sig i vejret.  

I kommunalpolitik findes der politikere, som hopper eller springer fra et parti til et andet.

Der findes utvivlsomt mange eksempler på sådanne, men lad os tage et enkelt eksempel.

Ved sidste kommunal i Lejre kommune, fik Socialistisk Folkeparti (SF) et gigantisk valg.

SF fik hele 34,9 % af de afgivne stemmer i Lejre kommune. Dette var langt flere stemmer end SF’s stemmeandel på landsbasis.

SF’s landskendte politiker Mette Touborg havde valgt at opgive sin post som næstformand i SF - og satse på kommunalpolitik i stedet for landspolitik.

Mette Touborgs sporskifte var nok klogt set ud fra et snævert partisynspunkt ovenpå SF’s regeringsdeltagelse i en S-SF-RV regering, hvis politik var mest præget af det Radikale Venstres politiske holdninger.

Mette Touborg fik alene 4.723 personlige stemmer (ud af i alt 5.677) og trak 10 af SF’s kandidater med sig ind i kommunalbestyrelsen.

Nr. 8 på SF’s kandidatliste hed Lulle Zahle, som kun fik 18 personlige stemmer.    

Midt i valgperioden fortrød Lulle Zahle imidlertid sit valg af SF (af en for mig ukendt grund), trådte ud af partiet - og blev løsgænger i Lejre kommunalbestyrelse.

 

Partihop?

Dagbladet (Roskilde udg.) kan 26. oktober 2017 fortælle, at Lulle Zahle nu er opstillet som nr. 3 på Enhedslistens kandidatliste til kommunalvalget i Lejre kommune.

Men at Lulle Zahle nu ønsker nu at trække sig fra Enhedslistens kandidatliste.  

Dette er imidlertid umuligt. Dagbladet Roskilde oplyser, at bordet fanger for Lulle Zahle, da fristen for anmeldelse - og tilbagetrækning af kandidater - er overskredet. 

Lulle Zahle fortsat stå opført på Enhedslistens kandidatliste 21. november.

For at gøre farcen om kommunalbestyrelsen i Lejre fuldkommen udtrådte borgmester Mette Touborg af kommunalbestyrelsen og afgav sin borgmesterpost (til en socialdemokrat) midt i indeværende valgperiode til fordel for en stilling som forvaltningschef i den langt større Københavns kommune.

På denne baggrund er det forståeligt, hvis der skulle findes en vælger eller to, der undrer sig over det mærkværdige kommunalpolitiske skue, som udspiller sig i Lejre kommune.

Men måske er der ikke grund til at undre sig.  

Hør bare hvad SF’s ny spidskandidat Mikael Ralf Larsen siger om sit kommende virke i Lejre kommunalbestyrelse:

Det vigtigste for os [i SF] er at komme ind og få indflydelse. Jeg gider ikke sidde i opposition i Lejre kommunalbestyrelse de næste fire år og råbe op. Det er ikke derfor jeg er gået ind i politik. Vi har siddet i SF i Lejre og diskuteret realpolitik, og det siger vi til alle vores kandidater er vigtigt. Da jeg blev valgt som spidskandidat, satte jeg som præmis, at jeg er og forbliver realpolitiker - og jeg vil ikke være med i et kor, der sidder og råber og skriger.” (Dagbladet Roskilde, 27. oktober 2017).  

SF skal næppe forvente at opretholde sit høje stemmetal ved kommunalvalget 21. november med denne pragmatiske udmelding fra SF’s spidskandidat.

Men mindre kan vel også gøre det for en pragmatisk politiker, som forstår at udnytte sin parlamentariske indflydelse?

 

Kilder:

http://kmdvalg.dk/kv/2013/k84979350F.htm

Dagbladet Roskilde, 26. og 27. oktober 2017.