25-10-2017

Regimer forgår - mennesker består.

Andrej Babis har gjort det umulige.

I løbet af 2 år har han skabt sit eget parti ANO, som ved parlamentsvalget i Tjekkiet opnåede flest stemmer.

Andrej Babis’ ANO fik 30 procent af stemmerne og 78 mandater ud af 200 i det tjekkiske parlament.    

Hvem er denne Andrej Babis, siden han på så kort tid er i stand at bringe sig i front som den, der formodentlig skal danne regering?

Andrej Babis hører til den særlige udgave af menneskeheden, som er i stand til at tilpasse sig hvad som helst og som kan trives i et hvilket som miljø.

Det være sig - som i Andrej Babis’ tilfælde - som medlem af det tjekkiske kommunistparti fra 1980 og senere - i det postsovjetiske Tjekkiet - som en succesrig forretningsmand og senest politiker.  

Før 1989 hvor Tjekkoslovakiet ophørte med at tilhøre den del af verdenen, som var underlagt Sovjetunionen og hvor Tjekkoslovakiet var et af de central -og østeuropæiske Folkedemokratier gjorde Andrej Babis karriere som en succesrig forretningsmand i et af den tjekkoslovakiske stats handelsselskaber.

Andrej Babis’ far var tjekkoslovakisk diplomat og var i en periode udstationeret i Schweiz, hvor sønnen Andrej fik en del af sin uddannelse.

Han havde således gode forudsætninger for at glide til tops i det folkedemokratiske Tjekkoslovakiet.

Andrej Babis solgte gødningsstoffer og var i en tid udstationeret i Marokko som handelsrepræsentant for det tjekkoslovakiske Petrimex.

Andrej Babis’ forvandling fra en succesrig forretningsmand i tjekkiske folkedemokrati til en lige så succesrig forretningsmand i det postsovjetiske Tjekkiet efter omvæltningerne i 1989 foregik tilsyneladende smertefrit.

Andrej Babis formåede hurtigt at skifte ham og tilpasse sig de ny tider. Kun få undrede sig over, at han så hurtigt formåede at skifte kulør.

Enkelte satte dog spørgsmålstegn ved hans hæderlighed, da de hævdede, at Babis muligvis havde arbejdet for den tjekkiske sikkerhedstjeneste. Måske ovenikøbet havde samarbejdet med den sovjetiske sikkerhedstjeneste KGB.

I 1991 vendte Babis tilbage til det forvandlede Tjekkoslovakiet, som nu var blevet til en delt republik bestående af Tjekkiet og Slovakiet.

Det har tilsyneladende ikke skadet Babis’ karriere i Tjekkiet, at han er født i Bratislava i Slovakiet.

I 1993 blev Babis adm. direktør i den agrokemiske koncern Petrimex. Herefter fortaber hans økonomiske dispositioner sig - indtil videre - i det uvisse.

Tilsyneladende var Babis i stand til at skaffe det nødlidende Petrimex ny kapital fra en kapitalfond hjemmehørende i en schweizisk kanton.

Som forretningsmand har Babis gjort det godt.

Det amerikanske finansmagasin Forbes anser Babis god for en formue på 4,1 milliarder dollars.

Babis har bl.a. brugt sin formue til at købe den store tjekkiske mediekoncern Mafra, som udgiver flere aviser i Tjekkiet.

Babis har udvidet sit medieimperium med til en Tv-kanal og en radiokanal, hvilket har fået ”onde tunger” til at kalde Babis for Babisconi efter den italienske mediemogul Silvio Berlusconi.

Babis’ ANO var før valget sidste weekend med i en koalitionsregering, hvor Babis indtog posten som vicepremierminister med ansvar for økonomien.

Denne regering måtte gå af, da der rettedes mistanke mod Babis for svindel med EU-støtte midler til et kombineret landbrugs -og kongrescenter.

Et flertal i det tjekkiske parlament ophævede herefter Babis’ parlamentariske immunitet og regeringen måtte udskrive valg.

Babis’ skumle forretningsaffærer og tvivlsomme omgang med EU-støtte har tilsyneladende ikke påvirket de 30 procent af de tjekkiske vælgere, som har stemt på hans parti, som i øvrigt ledes af et bestyrelsesmedlem af Agrofert, afløseren for det hedengangne Petrimex.

 

Menneskelige kamæleoner.

Andrej Babis er ikke den første menneskelige kamæleon i historie.

Nok mest berømt fra skønlitteraturen er hovedpersonen i Heinrich Manns ”Mefisto”, som er modelleret over den virkelige Gustaf Grüdgens, som i 1920-erne forvandlede sig fra at være en venstreorienteret skuespiller til at være nazi-sympatisør.

Men historien kan også opvise andre eksempler på menneskelige kamæleoner. Et af de bedste eksempler på at mennesker tilsyneladende uhindret lader sig forvandle fra et politisk standpunkt til det stik modsatte, kan man finde i 2. verdenskrigs Baltikum.

I 1939 indgik Hitler og Stalin en pagt, som bl.a. indebar, at de tre små baltiske lande blev overladt til Stalins Sovjetunion, som herefter inddrog de tre baltiske lande i sin interessesfære.

I 1941 valgte Hitler at invadere Stalins Rusland - og de 3 baltiske lande fik nye herrer.

Baltere som før havde arbejdet som agenter for Stalins efterretningstjeneste NKVD, blev nu hvervet af nazisterne.

Da den Røde Hær i 1944 slog den tyske Værnemagt på flugt, kunne kunststykket gentage sig - og menneskelige kamæleoner kunne hævde aldrig at have arbejdet for nazisterne.

Regimer skifter, menneskelige kamæleoner består.

 

Kilder:

Wikipedia. Andrej Babis.

Nathalie Yahya Rosendahl: Jordskredsvalg i Tjekkiet svækker de etablerede partier. Dagbladet Information, 23. oktober 2017.