11-09-2017

Holger K. Nielsens ønsketænkning.

I anledning af 100-året for den russiske revolution har Weekendavisens Arne Hardis interviewet folkesocialisten Holger K. Nielsen (HKN).   

Ingen kan vist mistænke den demokratiske socialist Holger K. Nielsen for at være en varm tilhænger af den russiske Oktoberrevolution, som satte mensjevikken Kerensky (demokratisk socialist) på porten og gjorde det af med det russiske Zarvælde.

Overskriften på interviewet hedder: ”Århundredets største katastrofe”, som er Holger K. Nielsens betegnelse for den suverænt vigtigste og mest betydningsfulde begivenhed i det 20. århundrede.

 

Holger K. Nielsens ønsketænkning.

Efter HKN’s opfattelse burde de russiske bolsjevikker ikke have taget magten i oktober 1917. I stedet burde de have ladet den demokratiske socialist og regeringsleder Kerensky fortsætte sin nyttesløse krig mod Tyskland og Østrig-Ungarn.

Dette fromme ønske ville næppe have opfyldt de russiske massers udtalte ønsker om fred og brød.

I stedet ville det have betydet, at bolsjevikkerne havde givet den demokratiske socialist Kerensky frit spil til fortsat krig - i alliance med de mest reaktionære kræfter i det russiske samfund.

HKN kalder magtovertagelsen i oktober 1917 for et ”kup” fra bolsjevikkernes side. Sådan må virkeligheden se ud for en demokratisk socialist, så kun kan forestille sig en fredelig og parlamentarisk overgang til et socialistisk samfund.

Ved at erobre et flertal i parlamentet kan man stemme sig til socialisme, synes at være dogmet.

I 1917 opstod en situation med dobbeltmagt i Rusland: Dels en Konstituerende Forsamling, som mensjevikker og socialrevolutionære ønskede indkaldt for at afgøre Ruslands historiske skæbne.

Bolsjevikkerne ønskede, at de mange arbejder - og soldaterråd i Rusland skulle afgøre landets skæbne.

Demokratiske socialister glemmer, at Rusland var inde i en revolutionær proces, hvor landet lige så godt kunne bevæge sig i revolutionær som i kontrarevolutionær retning.

Valget stod ikke mellem et borgerligt demokrati (lig Weimarrepublikken i Tyskland) eller fortsat Zarstyre, men mellem socialistisk revolution eller reaktionær kontrarevolution.

Den demokratiske socialist Kerensky vaklede ikke. Han foretrak klart kontrarevolutionen - og bekæmpede og forfulgte bolsjevikkerne.

På samme måde som det tyske Socialdemokrati med statsmagtens hjælp nedkæmpede og knuste den spæde kommunistiske bevægelse i den nyetablerede Weimarrepublik.

HKN tager afstand fra bolsjevikkernes magtovertagelse og forestiller sig en ”gylden mellemvej” mellem revolution og kontrarevolution.

Lenin og Trotsky vidste, at denne mulighed ikke var tilstede i oktober 1917 - og satte sig med rette i spidsen for en magtovertagelse. Det er deres historiske fortjeneste - og bør som sådan ikke fordømmes, men roses.

Den russiske oktoberrevolution bør ikke betegnes som ”århundredets katastrofe”. Derimod bør den efterfølgende udvikling af Sovjetstaten betragtes som en fiasko.

Årsagerne hertil er mangfoldige og skal ikke anføres her, men jeg vil henvise interesserede læsere til andre relevante steder på mit left.news.dk

Ligeså lidt forståelse HKN har af den russiske Oktoberrevolution 1917, lige så lidt forståelse har han af udviklingen i den kommunistiske/stalinistiske verdensbevægelse og af udviklingen i Sovjetstaten.    

 

Venstrefløjens lig i lasten.

Med SF’s dannelse i 1958 skulle der gøres op med Stalinkulten i USSR, med Stalin-klikens udskejelser under den store terror i 1930’erne og med partiernes totale underkastelse under Moskva herredømme.

Ærke-stalinisten Aksel Larsen frygtede, at DKP aldrig ville blive andet end et venstreorienteret ”korrektiv” til Socialdemokratiet - uden parlamentariske indflydelse.

Uafhængighed af Moskva skulle sikre det ny parti, SF større indflydelse i arbejderklassen. Ideologisk gjorde SF (Aksel Larsen, Gert Petersen) aldrig op med deres stalinistiske fortid.

Hans Mortensen dokumenterer i sin bog ”Den røde tråd. SF’s vej til magten”, at SF’s ledere bl.a. hyldede Nordkoreas Kim Il Sung - og andre stalinistiske statschefer.

SF formåede aldrig at bevæge sig ud af Stalins lange skygge - og foretog således aldrig et ideologisk opgør med hverken stalinisme eller reformisme.

HKN drager således den forkerte lære af den russiske revolution - og han røber en manglende forståelse for årsagerne til dens fiasko. Ligesom han identificerer sig med stalinistiske og reformistiske kræfter i den internationale arbejderbevægelse.  

Hvis ikke venstrefløjen formår at gøre sig ideologisk fri af sin fortids stalinisme og reformisme, vil den for evigt have forvist sig selv til historiens mødding - og allerhøjst gå over i historien som en ubetydelig parentes.

Kontrarevolutionen vil endnu en gang få mulighed for at sejre - og demokratiske socialister vil lide en krank skæbne.

 

Kilder:

Hans Mortensen: SF og den røde tråd. SF’s vej til magten. Lindhardt og Ringhof. 2011.

Arne Hardis: Århundredets katastrofe. Weekendavisen, 8. september 2017.