29-06-2017

Parlamentsvalg i Frankrig. Macron - ny vin på gamle flasker.

Borgerlige kommentatorer har - mærkeligt nok - undret sig over den lave valgdeltagelse ved de to runder af det franske parlamentsvalg i juni 2017.

Dette burde ikke undre nogen - heller ikke borgerlige kommentatorer.

Den lave valgdeltagelse har mindst to grunde: Dels en valgteknisk grund, dels en politisk motiveret grund.

Den tekniske del af grunden til den lave valgdeltagelse - på mindre end 50 % af de stemmeberettigede i anden valgrunde - kan forklares med den helt igennem udemokratiske flertalsvalgmetode, som man stadig bruger i Frankrig.

Flertalsvalg i enkeltmandskredse medregner kun de stemmer, som er afgivet på en af de to vindende kandidater i første valgrunde.

Dette får som konsekvens, at antallet af mandater i parlamentet ikke på nogen måde afspejler vælgernes stemmeafgivning i første runde af parlamentsvalget.

Emanuel Macrons ”En Marche” fik således absolut flertal i parlamentet med kun ca. en tredjedel af de afgivne stemmer. Hvis vi dertil lægger den lave stemmeprocent på 50, har Macron langt fra opbakning fra et flertal i den franske vælgerbefolkning.

Udover et lidet repræsentativt valgsystem føjer sig den anden vigtige faktor i forklaringen af den lave valgdeltagelse.

Mange franske vælgere har i årtier været vidne til franske politikeres skalten og valten med offentlige midler.

De to borgerlige topkandidater Alain Juppé og Francois Fillon førte an. Juppé har en dom for svindel med offentlige midler som nær medarbejder hos den senere præsident Jacques Chirac, da  denne var borgmester i Paris tilbage i 1980’erne.

Det satiriske blad ”Le Canard Enchainé” rev tæppet væk under Fillon, da det under valgkampen kunne afsløre, at Fillon i årtier havde aflønnet sin kone og søn som sine parlamentariske medarbejdere - som minister og senere præsident.

Fillons kone og søn havde ingenting ydet for deres ”løn” som Fillons assistenter - og må anses for at være en ”vennetjeneste” og udtryk for det udbredte fænomén blandt franske politikere - nepotisme.

Man skulle herefter tro, at vejen var banet for højrefløjens vante politiske modstander, Socialistpartiet. Men det var ingenlunde tilfældet.  

Partiet var i rivende opløsning, efter at Macron forlod sin ministerpost i Manuel Valls’ regering og brød ud for at skabe sin egen ”En Marche”-bevægelse.

Socialistpartiet -  som både sad på regeringsmagten og havde præsidentposten - smuldrede nu fuldstændigt. Dele af højrefløjen i partiet gik over til Macrons ”En Marche”.  Resten forsøgte at samle sig om en diffus venstrefløjskandidat, Benoit Hamon.

Hamon formåede ikke at samle resterne af Socialistpartiet omkring sin person - og partiet faldt endeligt til jorden med et brag ved parlamentsvalget, hvor det fik mindre end 10 % af stemmerne.

Nu skulle man synes at vejen var banet for Front Nationals højre populistiske Marine Le Pen, som har forsøgt at omskabe sin fars fascistoide Front National til en mere stueren bevægelse, og som skulle appellere til alle de utilfredse franske vælgere til højre og venstre. 

I sin valgkamp viste Marine Le Pen sig imidlertid ikke at have de fornødne personlige egenskaber som skal til for at være arvtager af sin fars Front National. Marine er først og fremmest sin ”fars festglade pige” og ikke den nødvendige politiske strateg, som formår at fremlægge sin bevægelses politik på en - i vælgernes øjne - troværdig måde.

Macron er ikke det ny og friske pust i fransk politik, som vil formå at rive Frankrig ud af sit parlamentariske dødvande. Han er arbejdsgivernes for tiden foretrukne kandidat, som skal forsøge at gennemføre nogle af de ”reformer på arbejdsmarkedet”, som utallige regeringer og ministre før ham er mislykkedes med.

Macron er liberalist til fingerspidserne og vil først og fremmest skaffe bedre vilkår for de franske virksomheder. Dette indebærer ifølge ham bl.a. at ændre på arbejdsgivernes ret til og muligheder for at ansætte og afskedige arbejdskraft.

Macron ønsker at svække de i forvejen dårligt organiserede franske fagforeninger. Kun en brøkdel af franske arbejdere og funktionærer er fagligt organiserede og er splittet mellem forskellige rivaliserende fagforbund (CGT, CFDT og FO).

Macron har ikke indtil videre været særlig præcis i sine udmeldinger om, hvorledes han vil svække de franske lønmodtageres stilling på arbejdsmarkedet, da han ved, at det vil frembringe stor modstand i store dele af den franske befolkning.

Der kan ventes en varm sommer og et varmt efterår i Frankrig med voldsom social uro og strejker, hvis fagforbundslederne ønsker det.