12-06-2017

Parlamentsvalg i England: Britiske vælgere gjorde borgerlige mediers fejlagtige profetier til skamme

Det gunstige resultat for Jeremy Corbyns Labour gjorde de borgerlige mediers spådomme om Corbyns manglende egenskaber som partileder til skamme.

Corbyn er ikke den ”venstre-ekstremist” som borgerlige medier vil gøre ham til. Corbyn inkarnerer blot den venstrefløj i Labour, som højrefløjen i Labour gennem årtier har forsøgt at kvæle og tie ihjel.

Langt om længe er denne genopstandne venstrefløj kommet til orde - og har fået mæle i kraft af en genindførelse af medlemsdemokrati i et ellers hensygnende og parlamentsfikseret parti.

Det lykkedes for en gangs skyld ikke de borgerlige medier at overbevise alle britiske vælgere om, at Corbyn er fanden selv - og dødsensfarlig for den britiske kapitalisme.

Selv ikke en alliance mellem de overvejende borgerlige medier og Labours højrefløj formåede at indoktrinere de britiske vælgere til ikke at støtte den ”venstre-ekstreme” Jeremy Corbyn.

 

Theresa May skød sig selv i foden.

Konservative Theresa May led et ynkeligt nederlag til Corbyns Labour, som af medier og i meningsmålinger ikke var spået mange chancer for succes i valget.

Hjemlige borgerlige medier som det pseudo-progressive og centrumvenstre-orienterede dagblad Information og det konservative Weekendavisen tillagde ikke Corbyns Labour chancer for at opnå en succes ved valget.

Den objektive og tilbundsgående journalistik har ringe vilkår også i Danmark. Man følger helst flokken frem for selv at undersøge sagen.

Resultatet af valget burde ellers være nemt at forudsige.

Den ene af de to topkandidater konservative Theresa May havde alle odds mod sig: Hun var ikke den oplagte kandidat til posten som formand for det konservative parti efter at hendes forgænger David Cameron gav fortabt efter at - den af ham udskrevne - folkeafstemning endte med et Brexit (britisk udmeldelse af EU).

En mere oplagt kandidat havde været Londons forhenværende borgmester Boris Johnson, nuværende udenrigsminister, som er udpræget tilhænger af Brexit.

Det konservative parti er splittet i spørgsmålet om britisk medlemskab af EU.  Theresa May fremtrådte som en ”kompromis-kandidat”, som skal forene de to stridende fløje i partiet, men May skal lede Storbritannien ud af EU.

May er ikke nogen overbevist modstander af EU, men skal alligevel give den i rollen som tilhænger af britisk udtræden. Det lader sig forstå, at dette ikke er nogen let opgave, når man ikke selv er 100 % overbevist om det rigtige i beslutningen om britisk udtræden.

Tilmed stod May dårligt i vælgernes øjne, da hun som indenrigsminister i David Cameron konservative regering som led i regeringens offentlige nedskæringspolitik havde afskaffet 20.000 stillinger som politibetjent.   

Det er ikke svært at forestille sig, hvilken betydning det må have haft for de britiske vælgere i betragtning af de to terrorattentater, som fandt sted i London midt under valgkampen. Kort sagt virkede hun - og optrådte ikke som en troværdig partileder eller britisk premierminister.

Resultatet blev da også, at May skød sig selv i foden ved at udskrive valg på et tidspunkt, hvor hun allerede havde absolut flertal i det britiske parlament.

Nu er hun tvunget til at søge et parlamentarisk flertal ved hjælp af stemmer fra det nordirske og protestantiske Demokratiske Unionist Parti (DUC), som fik 10 mandater i det britiske parlament. Konflikten mellem katolikker og protestanter i Nordirland er ganske vist formelt afsluttet men langt fra overstået - og ny uenighed mellem protestanter og katolikker er dukket op.

Den britiske premierminister skal nu regere på basis af et parlamentarisk flertal bestående af den ene af parterne -protestanterne i konflikten.

May har i sandhed gjort det sværere for sig selv. Det er tvivlsomt, hvor længe hun vil være i stand til at holde sammen på de indre modsætninger i sit parti. Boris Johnson og andre Brexit-tilhængere står klar i kulissen til at slagte hende som en svag leder.

 

Corbyns næste slag.

Corbyns Labour er lige så splittet som det konservative parti. Corbyn kom til magten i Labour på baggrund af en medlemstilgang, som hans forgænger Ed Milliband åbnede op for.

Mange af Labours ny medlemmer øjnede chancen for at igen at gøre Labour til et ”venstreorienteret” parti efter årtiers højredrejning under skiftende partiformænd. Ikke mindst Tony Blair (1997-2007) drejede partiet mod højre og gjorde det til et borgerligt (socialliberalt) midterparti.

Et medlemsflertal i Labour stemte Corbyn til magten som partileder. Corbyn er en af de få, som har overvintret i Labour som ”back-bencher” - og som har bevaret sin venstreorienterede (socialistiske) holdning.

Han er kritisk overfor det britiske samfunds rigide klassesystem og ønsker større social lighed. Han er imod offentlige nedskæringer på uddannelse og sundhed, m.m.  

Til trods for det vellykkede valgresultat for Labour vil Corbyn fortsat støde på stor modstand internt i Labour fra højrefløjen, som allierer sig med den overvejende borgerlige presse - og som forsat vil hetze mod Corbyn som ”venstre-ekstremist”.

Højrefløjen i Labour vil nu som før gøre alt for at undergrave støtten til Corbyn - og fremstille sig selv som et ”troværdigt” og ”ansvarligt” alternativ til både Corbyn og May.