16-05-2017

Erik Jørgen Hansen in memoriam.

Den nationaløkonomisk uddannede Erik Jørgen Hansen mest har gjort sig bemærket som den sociolog i Danmark, der har efterladt sig de fleste spor som sociolog og samfundsvidenskabelige forsker.

Erik Jørgen Hansen rangerer i Danmark på lige fod med berømte sociologer som franske Pierre Bourdieu og britiske Anthony Giddens.

Samtlige danske elever og kursister på de gymnasiale uddannelser med faget samfundsfag har måttet stifte bekendtskab med hans socialklasse-teori. Hvis ikke også andre steder.

Erik Jørgen Hansen interesserede sig allerede i 1960’erne for at undersøge årsagerne til (den manglende) sociale lighed i Danmark.

Det var Socialdemokratiets og Erik Jørgen Hansens projekt at komme uligheden til livs.

Heller ikke borgerskabet var fremmed for tanken om at finde frem til den skjulte ”intelligensreserve”, som fandtes i samfundets nedre lag. Den skulle ”frem i lyset” til gavn for det kapitalistiske samfund, som havde brug for al den arbejdskraft, som kunne opdrives i de økonomisk buldrende 1960’ere.

Det var Erik Jørgen Hansens fortjeneste på baggrund af tilgængelige data fra de mange skoleundersøgelser af børns intelligens at indsamle disse for at kunne sige noget om børns uddannelsesforløb fra folkeskole og videre frem.

Det var for at kunne behandle alle disse mange data, at Erik Jørgen Hansen udviklede sin sociologiske ”socialklasse”-model”.

Den adskilte sig fra ældre modeller, som inddelte befolkningen efter rang og status (Svalastoga). Erik Jørgen Hansen opstillede 5 ”socialklasser”, inddelt efter faderens til barnets erhverv og uddannelse. ’Øverst’ akademikeren med den længste uddannelse - ’nederst’ den ufaglærte arbejder uden uddannelse.

Erik Jørgen Hansens andet forskningsfelt var hans ”levekårsundersøgelser”, hvor han undersøgte befolkningens ”levekår” efter nogle udvalgte socioøkonomiske parametre som bolig, helbred, sociale relationer m.v.

Det lykkedes Erik Jørgen Hansen med disse to undersøgelsesmetoder at kortlægge den danske befolknings sociale mobilitet (eller mangel på samme) og ”levekår”.

 

Forskning er ikke ”værdifri”.

Erik Jørgen Hansen så ikke sin forskning som ”værdifri” i positivistisk forstand. Han opfattede sig som en ”marxistisk” inspireret socialdemokrat, som gerne så sine undersøgelsesresultater brugt politisk (af Socialdemokratiet).

Erik Jørgen Hansen kunne af sine undersøgelser konkludere, at det var så som så med den sociale mobilitet, som næsten ikke havde ændret sig siden 1960’erne.

Han påpegede, at den eneste forskel var, at mange flere havde fået adgang til uddannelse som deres forældre ikke havde haft. Der var med andre ord sket et generelt uddannelsesløft, men der var ikke skabt større social lighed eller - relativt set - skabt større social mobilitet i samfundet. Hvilket førte ham til - modvilligt - at måtte indrømme, at uddannelse ikke alene var nøglen til social lighed.      

Erik Jørgen Hansens forskning blev accepteret af hele det politiske spektrum fra højre til venstre. Venstrefløjen brugte hans forskningsresultater til at påvise social skævhed og ulighed.

Højrefløjen brugte dem til at påpege eksistensen af de mange sociale tabere, som burde gøres til ”mønsterbrydere”.

Kritikere af hans forskningsresultater påpegede, at han lagde for megen vægt på de socio-økonomiske faktorer i sin fastlæggelse af årsagerne til den manglende sociale mobilitet og sociale lighed mellem befolkningsgrupperne.

De foreslog, at man rent semantisk erstattede begrebet ”socialt ulige vilkår” med begrebet ”chanceulighed”, hvilket efter sigende skulle gøre den tilbagevendende sociale ulighed mindre determineret af socio-økonomiske faktorer som forældrenes erhverv og uddannelse.

Der er ingen fare for, at Erik Jørgen Hansens forskning vil gå i glemmebogen lige med det samme.

Hans to modeller til forskning i social mobilitet og social ulighed bruges stadig af sociologer i Danmark.

Erik Jørgen Hansen har efterladt sig en god portion forskning, som længe vil stå uovertruffen inden for samfundsvidenskaberne.