16-05-2017

"Røde linjer" om jeg må be'. Enhedslistens årsmøde.

Enhedslisten er efterhånden så langt ude i sin ”parlamentariske kretinisme”, at den ifølge dagbladet Information brugte det meste af sit årsmøde på at opstille sin kandidatliste til næstkommende folketingsvalg.

Enhedslisten skulle hellere koncentrere sig om sin politiske strategi, som forekommer nærmest ikke-eksisterende.

Diskussionen i Enhedslisten op til årsmødet drejede sig om, om det var hensigtsmæssigt at opstille en række minimumskrav til listens kommende folketingsgruppe, kaldet ”røde linjer”.

Årsmødet forkastede øjensynligt at trække ”røde linjer” for folketingsgruppens virke.

Dette må virke mildest talt foruroligende for Enhedslistens potentielle vælgere.

At Enhedslisten ved dronningerunden efter et valg vil pege på Mette Frederiksen som statsminister er ikke overraskende.

Men hvor langt vil Enhedslisten gå, når det gælder støtte til en socialdemokratisk statsminister og en socialdemokratiske ledet regering? Det gav årsmødet ikke svar på.

Vælgerne overlades nu til de rene gætterier om, hvor langt Enhedslistens folketingsgruppe vil strække sig i dens støtte ti en socialdemokratisk ledet regering.

Enhedslistens ”parlamentariske kretinisme” er nu så fremskreden, at den ikke en gang bekymrer om sine vælgere.

Endnu mere foruroligende er det, at Enhedslisten nægter at tage sit eget program alvorlig - og ikke tillægger det nogen værdi.

Uden programmatiske bindinger af nogen art, er det lettere for listens folketingsgruppe at løbe fra løfter, som ikke er blevet givet.

Og det bliver vanskeligere for listens vælgere at kontrollere om folketingsgruppen har indfriet deres forventninger.

 

Enhedslisten har ikke taget ved lære af venstrefløjens historiske erfaringer.

Enhedslisten nægter på denne måde hårdnakket at tage ved lære af venstrefløjens egen historie i Danmark.

Lad os blot minde om, hvorledes det gik med Aksel Larsens Socialistisk Folkeparti og ”arbejderflertallet” i 1968.

Heller ikke SF havde før valget i 1966 opstillet ”røde linjer” som forudsætning for sin eventuelle støtte til en socialdemokratisk regering.

Derfor havde SF heller ikke nogle klare retningslinjer, for hvor langt det ville gå i sin støtte til en socialdemokratisk regering.

Ville SF som led i regeringens indkomstpolitik acceptere, at den socialdemokratiske regering ville ”indefryse en dyrtidsportion”, som ville forringe lønmodtagernes realløn?

Ville SF acceptere en momsforhøjelse, som ville virke skævt på de lavere indkomstgrupper? Osv.

Resultatet blev, at 6 medlemmer af SF’s folketingsgruppe sagde nej til regeringens asociale indkomstpolitik og dermed væltede en socialdemokratiske arbejderregering (støttet af SF).

Hvilke vedledende retningslinjer har Enhedslistens folketingskandidater i dag, hvis de vælger at støtte en socialdemokratisk leder regering? Hvilken garanti har Enhedslistens vælgere for, at folketingsgruppen ikke ”løber fra deres løfter” (som de ikke har afgivet)?

Burde Enhedslisten ikke tage ved lære af historien og dens fortilfælde - og ikke gentage Villy Søvndahls ”glansnummer” fra 2011?

Kunne et af Enhedslistens minimumskrav ikke være, at kræve af Mette Frederiksen ikke samarbejder med borgerlige partier til ”højre for midten”?

Eller er det for meget at kræve af en stadigt mere parlamentsfikseret Enhedsliste, som kun har øje for sin egen stemmemaksimering?

 

Kilde:

Kim Kristensen: Enhedslistens ’bønder’ gør oprør. Dagbladet Information, 15. maj 2017.