15-05-2017

Afdøde helte bør mindes - Gramsci og Tresso.

I år er det 80 år siden den italienske kommunist Antonio Gramsci døde i et af den italienske fascist Mussolinis fængsler. Mussolinis fascistiske ”sortskjorter” tog magten i Italien i 1922 og foranstaltede kort efter en heksejagt på alle modstandere af regimet.

Gramsci mindes i dag af repræsentanter for Partito Democratico (PD), som opfatter sig selv som repræsentant for den italienske venstrefløj.

På den engelske kirkegård i Rom, hvor Gramsci ligger begravet nedlagde partiets fungerende formand Matteo Orsini en krans for Gramsci.

Kransenedlæggelsen var mest en symbolsk handling fra Orsinis side, som skulle understrege partiets historiske aner tilbage til PCI’s dannelse i 1921.

Partito Democratico har siden 1921 bevæget sig milevidt fra det det oprindelige italienske kommunistpartis (PCI) ideologiske holdning og politik, men holder altså på denne måde traditionen i hævd.

 

Pietro Tresso.

Det er tvivlsomt, om PD kan gøre krav på at repræsentere Antonio Gramscis holdninger i dag.

Anderledes er det med en anden af det italienske kommunistpartis grundlæggere - Pietro Tresso - som PD hverken kan eller vil gøre krav på.

Pietro Tresso overlevede Mussolinis fængsler ved at først at gå under jorden og dernæst flygte til Frankrig.

Pietro Tresso var i 1934 blevet ekskluderet af det italienske kommunistparti for ikke at ville følge Stalins partilinje. Stalin dekreterede folkefrontspolitik og klassesamarbejde med borgerskabet.

Pietro Tresso følte, at Stalin og Komintern havde brudt med Lenin og Trotskys idealer fra den russiske Oktoberrevolution 1917 - og sluttede sig til Trotskys 4. Internationale, hvor han fik sæde i den Internationale Eksekutivkomité som repræsentant for den italienske sektion.

I 1940 besatte Hitler-Tyskland Frankrig og overlod den sydlige del af Frankrig til general Petain.

Modstandere af Petains tysk-venlige Vichy-regime blev enten udskrevet til tvangsarbejde, sat i fængsel eller tvangsdeporteret til de nazistiske koncentrationslejre.

Tresso blev i 1943 sammen med en række andre venstreorienterede arresteret af Vichy-regimet og sat i fængsel. I efteråret 1943 lykkedes det ham og en række andre fanger at flygte fra fængslet.

Det franske kommunistparti (PCF) var efter Hitlers angreb på Sovjetunionen i juni 1941 gået ind i modstandskampen.

Mange af partiets medlemmer var gået med i modstandskampen og havde opbygget et net af kontakter i den ikke-besatte zone (Vichy).

Fangeflugten var godt forberedt af modstandsbevægelsen uden for fængslet, men på grund af manglende kommunikation og misforståelser slap de undvegne fanger ikke langt væk fra fængslet.

Det lykkedes dog de undslupne fanger at klare sig fri af væbnede sammenstød med Vichy-regimets kollaboratører.

 

Morderisk broderskab.  

Fjendskabet mellem stalinister og trotskister var - efter de af Stalin initierede skueprocesser mod millioner af uskyldige Sovjetborgere i 1930’erne, hvor ”trotskister” blev udhængt som ”forrædere” og ”spioner” mod Stalins socialistiske fædreland - uoverstigeligt.

Kampen mod den spanske general Francos oprør mod den spanske republik 1936 førte også til en blodig strid mellem de to grupperinger om holdningen til den spanske republik.

Også her greb Stalins efterretningstjenester til drab på politiske modstandere af Moskva-kommunisternes politiske ubetingede støtte til den borgerlige spanske republik.

Fjendskabet mellem stalinister og trotskister forplantede sig også til den franske modstandsbevægelse, hvor begge parter var aktive.

De 2 franske historiker Raymond Vacheron og Pierre Broué har i bogen ”Meutre au Maquis” forsøgt at kortlægge drabene på 4 trotskister i den franske maki i efteråret 1943.

Det er kun delvist lykkedes dem at opklare mysteriet, da mange kræfter gennem tiden har forsøgt at lægge hindringer i vejen for en opklaring.

Således har medlemmer af det franske kommunistparti ikke ønsket at medvirke, skønt mange sidder inde med en relevant viden om drabene.

De to franske historikere fandt frem til lederne af den gruppe af partisaner, som Pietro Tresso og hans 3 kammerater var tilknyttet efter fangeflugten - og udnævner dem som ”moralsk ansvarlige” for likvideringen.

Vacheron og Broué hævder, at beslutningen om at likvidere en af stifterne af det italienske kommunistparti (PCI) -  Pietro Tresso -må være taget på højeste plan i Stalins Kreml på samme måde som Stalins efterretningstjeneste godkendte mordene på Leon Sedov (søn af Trotski) i Paris - og flere andre trotskister - som af Trotsky selv i august 1940.

Det er bemærkelsesværdigt, at det endnu i 1997 ikke var (og stadig ikke er) muligt at opklare en tilsyneladende politisk forbrydelse mod trotskister - begået af stalinister i 1943.

Lad os ikke blot mindes 80-årsdagen for Antonio Gramscis død, men også trotskisten Pietro Tressos død i 1943.

Også selvom drabet endnu ikke er opklaret.   

 

Kilder:  

Roger Vacheron og Pierre Broué: Meutre au maquis. Grasset. 1997.  

Mads Freese: Skænderiet ved Gramscis grav. Dagbladet Information, 6.maj 2017.