02-05-2017

Fransk chokterapi.

Vær forberedt på endnu et vælgermæssigt chok søndag 7. maj 2017.

Verden går ikke under, men vær alligevel klar til tage imod chokket.

Et flertal af franske vælgere vil den dag sætte deres kryds ved en højre populistiske kandidat Marine Le Pen.

Hvordan kan jeg være så sikkert på det?

Jeg spår ikke i kaffegrums, tror ikke på horoskoper eller lægger tarokkort. Men alligevel.

Jeg har en til vished grænsende fornemmelse for, at Marine Le Pen søndag 7. maj vil få flere stemmer end sin modkandidat den (social)liberale Emmanuel Macron.

Hvordan kan du sige det, når meningsmålinger viser, at Macron vil få 60 % og Marine Le Pen 40 % af stemmerne?

Målinger af vælgeres præferencer er ofte forbundet med stor usikkerhed, så stor at de kan vise sig at være vildledende. Tænk bare på det amerikanske præsidentvalg og på Brexit-afstemningen i Storbritannien.

Meningsmålingerne var ikke i stand til at forudsige afstemningsresultatet. Usikkerheden var simpelt hen for stor.

I dette tilfælde drejerforskellen sig kun om, at der skal flyttes 10 % af de foregivne stemmerfør end balancen mellem Macron og Le Pen tipper til den andens fordel.  

 

Mavefornemmelse.

Når vi ikke kan stole på meningsmålinger må man forlade sig sin ’mavefornemmelse’.   

Jeg plejer normalt ikke at stole på min mavefornemmelse, men denne gang er jeg nødt til det. Jeg befinder mig nemlig ikke i Frankrig og kan ikke gøre på en speciel viden om Frankrig - og som ikke også måtte have.

Men jeg har gjort mig umage for at følge med i det franske præsidentvalg, fordi jeg tror det indvarsler en ildevarslende politisk tendens, som også afspejler i den politiske udvikling andre steder.

Efter at have fulgt de to kandidaters valgkamp i medierne bliver jeg mere og mere overbevist om, at mange efter søndagens valgresultat vil få sig et chok ved at opdage, at ”folketsforetrukne kandidat vil vise sig at være ikke Macron, men Marine Le Pen.

Ganske simpelt fordi Macrons politik ikke er spor mere tiltalende for et flertal franske vælgere end den højre populistiske Marine Le Pen.

Marine Le Pens demagogiske retorik er stærk og hun fremfører med stor styrke og slagkraft.  

Marine Le Pen fører sig frem som ”folkets” kandidat. Hun taler ifølge hende selv i ”folkets navn”. Hun udstiller sin modkandidat Emmanuel Macron som repræsentant for ”finansverdenen”, som med den finansielle krise 2008 viste sin grådighed og sin foragt for almindelige småsparere.

I modsætning til Macron som er bankernes mand, taler Marine Le Pen arbejdernes sag, de arbejdere som på af globalisering har mistet deres arbejdspladser.

Hun vil redde Frankrig fra globaliserings svøbe og tilbageerobre de mistede arbejdspladser (omtrent som Trump i USA).

Macron derimod vil udsætte franske virksomheder for den globale konkurrence, som er skyld i at franske arbejdere mister deres job i hobetal.

Marine Le Pen lover en protektionistisk politik, som skal beskytte franske virksomheder i den globale konkurrence. Franske virksomheder som udflytter deres produktion skal pålægges en strafafgift og der skal lægges told på importvarer.

Macron vil, at Frankrig skal forblive i den Europæiske Union og følge den af EU dikterede nedskæringspolitik af offentlige ydelser og af de samlede statslige budgetter. Han vil slanke den offentlige sektor betydeligt, hvilket betyder fyringer af offentligt ansatte.

Han vil lave arbejdsmarkedslovgivningen om, decentralisere forhandlinger mellem arbejdsgivere og lønmodtagere og lægge dem ud på de enkelte virksomheder. Dette vil svække fagforbundene betydeligt, da de ikke organiserer en særlig stor del af lønarbejderne.

Macron vil fratage A-kasserne retten til at udbetale understøttelse og lægge den ind under staten.

Macron er arbejdsgivervenlig og ikke lønmodtagervenlig.

Venstrefløjen ved derfor ikke rigtigt hvor de skal lægge deres stemme i anden valgrunde, da de heller ikke ønsker at stemme på en højre populistisk demagog som Marine Le Pen.

Heller ikke højrefløjens konservative ønsker at stemme på ”manden i midten” - Macron. De vil hellere stemme på den nationalkonservative Marine Le Pen, som ligger tættere på deres kerneværdier.

Hvis ikke Macron vinder på søndag, vil vejen være banet for en hidtil uset parlamentarisk krise for den 5. franske Republik indstiftet af general Charles de Gaulle.

Charles de Gaulles forfatning kan vise sig at passe fru Le Pen udmærket, da den giver udstrakte magtbeføjelser som præsident. Hun kan både udnævne og afsætte regeringen, udskrive valg til Nationalforsamlingen, udstede præsidentielle dekreter og føre udenrigspolitik.

Herefter bliver næste skridt for fru Le Pen og hendes parti at få tilstrækkeligt mange mandater ved valget til den franske Nationalforsamling i juni 2017, som kan understøtte hende som præsident, så hun ikke skal udøve sin præsidentielle magt mod et flertal imod sig i Nationalforsamlingen.

                                                                                                                                                                                                                                          

Kilder:

Tine Byrckel: Arbejdere, katolikker, anti-kapitalister og en partisk journalist. Dagbladet Information, 29. april 2017.

Franske TF2, Nyheder 1. maj 2017.