30-04-2017

Den socialistiske pionér Louis Pio.

Socialisten Louis Pio har ikke fået det eftermæle, som han har fortjent.

Kun få forfattere har beskæftiget sig med Louis Pio og hans politiske indsats som socialist.

Historikerne Jens Engberg og Kristian Hvidt er undtagelser.

(Jens Engberg: Til arbejdet! Liv eller død. Louis Pio og arbejderbevægelsen. Gyldendal. 1979; Kristian Hvidt: Sylvia Pio. En adelig socialist. Gyldendal. 2009).    

Pio er så godt som skrevet ud af den socialdemokratiske partihistorie. Måske fordi eftertidens socialdemokrater ikke sætter pris på hans nære forhold til Karl Marx og Fredrich Engels.

Måske fordi Socialdemokratiet i årene efter Pio bevægede sig længere og længere væk fra Pios oprindelige udgangspunkt og til sidst helt skippede socialismen.

Måske duede han ikke som ikon for bevægelsen, fordi han lod sig bestikke af kapitalen og borgerskabet - og lod sig udvise til Amerikas Forende Stater efter at være blevet idømt en langvarig fængselsdom.

Et af de eneste synlige tegn på Louis Pios eksistens er den mindeplade, som er indmuret i væggen på et hus i Store Gråbrødrestræde i Roskilde, hvor han fødtes i 1841.

Et andet mindre synligt tegn er navnet på en socialdemokratisk side på nettet, som bruger hans navn.

    

Slaget på Fælleden 1872.

Louis Pio var en af grundlæggerne af den danske arbejderbevægelse og etablerede i 1860’erne en dansk sektion af Marx’ og Engels’ Internationale Arbejderassociation.  Arbejderbevægelsens pionerer led en krank skæbne, da deres faglige og politiske organisering af danske arbejdere vakte stor harme hos det danske borgerskab, som kom til udtryk i dets trykte medier.

De første spæde kim til en arbejderbevægelse blev af den borgerlige statsmagt mødt med benhård repression.

Således sendte politiet spioner ind i bevægelsens rækker, som rapporterede til politidirektøren om dens aktiviteter.

I 1872 ville de socialistiske ledere i forlængelse af en strejkebølge - som ikke havde givet det ønskede resultat - vise arbejdsgiverne deres styrke ved at indkalde til et protestmøde på Fælleden i København.

Dette møde blev forbudt af Københavns politidirektør med den begrundelse, at det ville forstyrre den offentlige orden.

Socialisterne påberåbte sig Grundloven af 1849, som lovede alle ytringsfrihed.

Redaktionen på bladet ”Socialisten” nåede ikke at få protestmødet aflyst i tide - og mødet blev søgt forhindret af beredent politi og af tilkaldte tropper. Adskillige mødedeltagere fik politiets knipler og soldaternes sabler at mærke.

Efterfølgende blev tre socialistiske ledere idømt fængselsstraffe, som de afsonede i datidens usle fængsler, hvor deres helbred blev nedbrudt.

Nogle år efter blev to af lederne tilbudt udrejse til Amerika - og tog imod tilbuddet.

Pio påbegyndte et nyt liv i Amerika - og vendte aldrig tilbage til Danmark.

Pio blev således kun en parentes i arbejderbevægelsens historie, skønt han har fortjent bedre.     

Pio havde studeret Karl Marx’ og Friedrich Engels’ skrifter og oversat nogle af disse til dansk. Pio korresponderede også med Karl Marx og deltog i skabelsen af den Internationale Arbejderassociation.

Pios reformistiske efterfølgere i det danske Socialdemokrati kastede vrag på klassekampen og reviderede Karl Marx’ revolutionære marxisme til ren parlamentarisme.

Det langsigtede mål om socialisme forsvandt ud i horisonten til fordel for kampen for det daglige brød.

Partiet mistede det langsigtede perspektiv og endte som et reformistisk arbejderparti, som så det som sit mål at sikre arbejderklassen parlamentarisk repræsentation - og ad den vej sikre sig den politiske magt.

Den socialdemokratiske fagbevægelse lod sig inkorporere i den borgerlige stats fagretslige system - og blev i stigende grad mere og mere tandløs som kamporganisation.

I 1899 indgik De Samvirkende Fagforbund en aftale med arbejdsgiverne, hvor parterne anerkendte hinanden som ligeberettigede forhandlingspartnere. 

Fagforbundene accepterede arbejdsgivernes ret til ”at lede og fordele arbejdet”. Fagbevægelsen gav afkald på den fri strejkeret og gik med til, at forholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere skulle reguleres af aftalte overenskomster mellem parterne.

Fagbevægelsen lod sig binde på hænder og fødder af det fagretslige system, som blev udviklet i begyndelsen af det 20. århundrede.  

Arbejderbevægelsen havde tabt sit mål af syne.

 

Arbejderbevægelsen 2017.  

I dag er arbejderbevægelsen kun en skygge af sig - og man skal lede længe efter ord som socialisme, klassekamp og revolution i venstrefløjspartiernes partiprogrammer.

Pios oprindelige marxisme er skiftet ud med partiernes parlamentariske kretinisme.

Arbejderpartiernes traditionelle vælgere kan ikke længere se forskel på såkaldte arbejderpartier og borgerlige partier.

Ønsker du, at 1. maj igen skal være et manifest udtryk for arbejderbevægelsens internationale kampdag, så kræv at de reformistiske parti -og fagforeningsledere finder tilbage til arbejderbevægelsens oprindelige mål om et socialistisk samfund.