29-04-2017

1. maj - traditionen tro.

Første maj er traditionen tro arbejdernes internationale - ikke festdag, men kampdag.

Arbejderklassens mål blev beskrevet af Marx og Engels (og andre) i skrifter, som blev oversat til alverdens sprog.

Marx og Engels stiftede den Internationale Arbejderassociation, som også danske socialdemokrater tilsluttede sig.

Første generation af danske socialdemokrater formåede ikke at stå imod det kolossale pres, som den herskende klasse og dens statslige undertrykkelsesapparat lagde på den spæde arbejderbevægelse.

De blev idømt lange fængselsdomme, som nedbrød deres helbred.

Efterfølgende fik de valget mellem at rådne op i et dansk fængsel - eller mod bestikkelse at blive smidt ud af landet for at starte en ny tilværelse i Amerika. 

Ikke just nogen heroisk begyndelse for den danske arbejderbevægelse.

Borgerskabet fik knækket nakken på de første danske arbejderledere -  og den organiserede arbejderbevægelse kom sig aldrig rigtigt over dette svidende nederlag.

De efterfølgende generationer af reformistiske arbejderledere i Socialdemokratiet forrådte bevægelsens oprindelige revolutionære grundlag - og gjorde den til et vedhæng til det reformistiske Socialdemokratis kamp for at erobre flertallet i det danske Folketing.

Revolutionær marxisme var blevet til parlamentariske kretinisme.

Første maj blev fra at være en kampdag forvandlet til at være en festdag, et optog hvor deltagerne frembar bevægelsens symboler.

I takt med at den reformistiske arbejderbevægelse lod sig inkorporere i det bestående kapitalistiske samfund mistede kampdagen sin betydning.

Anno 2017 har de reformistiske arbejderledere i partier og fagforeninger mistet den historiske ret til at fejre arbejderklassens kampdag.  

Første maj er blevet til en parodi på sig selv, hvor de reformistiske arbejderledere opviser deres afmagt overfor de herskende klasser - og roser sig af deres magre resultater, som de har opnået inden for rammerne af et dekadent kapitalistisk samfund.

De reformistiske arbejderledere har mistet enhver form for vision for bevægelsen - og ønsker sig blot tilbage til magten. Deres mål er at borgerskabet endnu en gang - på dets vegne - giver dem lov til at udøve den politiske magt. 

De reformistiske arbejderledere hævder hårdnakket, at de er de bedste til at udøve magten - bedre end de herskende klasser selv.

Når borgerskabet ikke selv kan klare at udøve magten, træder de reformistiske arbejderledere velvilligt til.

De reformistiske arbejderledere har endegyldigt mistet det socialistiske mål af syne - og har helt opgivet at kæmpe for det.

Vejen har erstattet målet. At opnå flertal i parlamentet har erstattet den daglige klassekamp alle steder i samfundet.

 

Hvorfor fejre 1. maj?

Så hvorfor fejrer reformisterne 1.maj? For traditionens skyld, svarer de.

Hvis ikke traditioner begrundes af de, der holder dem i hævd, mister de  deres indhold.

Første maj har for de reformistiske arbejderledere mistet sin historiske betydning - og er således blevet en tom og indholdsløs manifestation.

Når traditioner er ikke, hvad de har været, skal man så opgive dem?

Ja, måske.

I alt fald skal 1. maj have et andet indhold end de indholdsløse former, hvorunder de efter al sandsynlighed kommer til at foregå i 2017.